Læsetid: 3 min.

Det store hvide håb har stadig mareridt II

00'ernes bedst sælgende pladekunstner famler fortsat rundt i blinde, og nu går han for alvor pop på produktionssiden. Eminem er sgu ved at ende som et trist tilfælde - mere udbrændt end indebrændt. Men det behøvede slet ikke at være sådan
Eminem 'slår op' med hiphoppen på sit nyeste udgivelse 'Recovery', hvor han atter langer ud efter branche, sovemedicin, rollemodeller, showbizzkolleger, ungdomskærlighed, en hensynsløs forældregeneration og system USA.

Eminem 'slår op' med hiphoppen på sit nyeste udgivelse 'Recovery', hvor han atter langer ud efter branche, sovemedicin, rollemodeller, showbizzkolleger, ungdomskærlighed, en hensynsløs forældregeneration og system USA.

Mike Blake

21. juni 2010

I journalistik er det naturligvis ikke velset at genbruge sine rubrikker. Det er decideret uambitiøst og burde ikke slippe igennem dette redaktionssekretariats fintmaskede filter. Men forhåbentlig gøres der en undtagelse, for det er immervæk en metasituation for anden gang på et år at skulle redegøre for Eminems tvivlsomme comeback med samme nedslående konklusion.

Da 00'ernes størst sælgende pladekunstner meldte sin tilbagekomst i maj 2009, lovede han to langspillere inden nytår. Sådan gik det ikke, og det var svært at hidse sig op over. En ting er, at sådanne vidtløftige løfter sjældent holder i rock'n'roll. Noget andet er, at materie og musik ikke når selvsamme rappers tidligere bedrifter til sokkeholderne. Og det gjorde de vitale størrelser indiskutabelt ikke med Relapse, som var Detroits ypperste trailerpark-udskuds første egentlige udspil i fem år. Relapse var langt fra den bebudede genopfindelse af historiens mest interessante mikrofonkontrollør, det var en gendrivning af gamle genfærd og skulderdæmoner. Al den sublime rap, der tidligere udmundede i foruroligende forulempende historiefortælling, var blevet en parodi på sig selv. Marshall Mathers III havde i den grad mærket berømmelsens tyngende åg, og det gav sig både udslag i en gedigen skriveblokering og et seriøst medicinmisbrug.

Psykopatisk alter ego

I april i år opgav Eminem så Relapse 2-sporet og omdøbte nærværende pladeprojekt til Recovery. Fra tilbagefald til helbredelse med andre ord ... Det er ikke lige til at høre. Recovery er i hvert fald ikke nogen opbyggelig affære. Eminems sindstilstand anno 2010 emmer af 12 slidsomme år i søgelyset. Han langer atter ud efter branche, sovemedicin, rollemodeller, showbizzkolleger, ungdomskærlighed, en hensynsløs forældregeneration og system USA. Hans ventil og psykopatiske alter ego Slim Shady sætter gudhjælpemig stadig ild til Michael Jacksons hår, og homosvineren til Elton John fungerer heller ikke. Eminems homofobi er jo ikke længere troværdig. Den var aldrig sympatisk, og var heller ikke tænkt sådan, men dens egentlige funktion - at sætte nogle tabuer i spil, på spil - er udspillet.

Lovlig meget tudefjæs

Alligevel skal Recovery have den ros, at albummet - modsat de seneste otte års udgivelser - rent faktisk vokser på én. Da Eminem og producer Dr. Dres droppede de oprindelige Relapse 2-produktioner og ord, var det for at forfølge en mere dramatisk helhed. Helhed er dog så meget sagt. Vi får i stedet en håndfuld intense udladninger og en håndfuld lige så akavede kommercielle øvelser, hvor samplingen af Haddaways eurobeat-hit fra 1993, »What Is Love« må være hans til dato mest eklatante knæfald for hitlisterne. Det gør ikke nummeret mindre klamt, at Eminem og gæsterapper Lil Wayne flæber om kap og omdømmer den gamle dansegulvsklassiker til »No Love«. Ganske svært at tage alvorligt. Tingene hænger i det hele dårligt sammen, når man henter så væsensforskellige sangerinder som R&B-baben Rihanna ind på den ene skæring og The Knifes mytiske sangerinde på den næste. Sidstnævnte supplerer ikke overraskende Eminems maniske flow bedst.

Til kardinaldyderne

Recoverys suveræne højdepunkt er dog »25 to life«. Umiddelbart lyder nummeret som endnu en bitter langefinger til Kim - barndomskæreste og ekskone gange to. Men selv om vi indledningsvist får serveret eder om en 'bitch', der har knust Marshalls hjerte, så ændrer plottet karakter. Det sker, da den teknisk ufejlbarlige rapper genopdager to af sine gamle kardinaldyder; tvetydigheden og det sammenhængende narrativ:

»Look at how I dress fucking baggy sweats, go to work a mess/Always in a rush to get back to you, I ain't hurt you yet/Not even once say you appreciate me, I deserve respect/I've done my best to give you nothing less than perfectness,« fnyses der forsmået.

Og derfra bliver det stadig tydeligere, at det er hiphoppen, som Eminem er ved at slå op med. Ganske som Common gjorde det for mere end halvandet årti siden, men endnu mere sofistikeret. En af historiens rimspyttere føler sig forbigået i rapannalerne, og det med rette. Måske fordi han er et hvidt supertalent i en sort industri. Måske fordi han har solgt så mange plader, at han er blevet allemandseje. Men fortsætter han sin kunstneriske famlen i øst og vest i jagten på sin gamle kerne, forbliver han mere udbrændt end indebrændt. Og det ville være trist, når der nu er så mange smågenialiteter, han kunne huskes for.

Eminem: Recovery (Shady/Universal). Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jesper Wendt

Nu fristes jeg jo så til. at spørge om de selv samme der rakker ham ned, ikke også har stillet ham i den situation. Men det ville jo nok være for meget at forlange at skandale journalister og diverse tager et ansvar for deres handlinger. Det er dog på ingen måde rettet mod artiklens indehaver, men hele hypen om stjernerne, der så til sidst falder ned. Det er ved at blive gammelt.

Det minder mig lidt om at vi vinder VM, man skal vel være fantast for at bare vove sig ud i en insinueret påstand.