Læsetid: 5 min.

En unikt gæstfri strube

Diamanda Galás driver torturerede stemmer frem af blues, chanson og mellemøstlig tradition. Hun besættes af dem, men med et voldsomt kunstnerisk temperament og en ekvilibristisk teknik formår hun også at tøjle dem og forvandle desperation til stor kunst
Diamanda Galás driver torturerede stemmer frem af blues, chanson og mellemøstlig tradition. Hun besættes af dem, men med et voldsomt kunstnerisk temperament og en ekvilibristisk teknik formår hun også at tøjle dem og forvandle desperation til stor kunst
2. juni 2010

Der findes den overbevisning derude, at uden kunst ville et samfund blive sindssygt. At kunsten tjener samme funktion for helheden, som drømmen gør for individet: Som en strengt nødvendig behandling af det vågne livs tilstødelser. Således er kunsten også uundværlig, hvis vi fortsat ønsker at være i stand til at deale med vores fælles virkelighed omkring og historie bag os.

Det er måske en lidt banal måde at gå til amerikansk-græske Diamanda Galás på, men der er over hendes sofistikeret forvredne værk noget voldsomt smertefuldt udfriende. Der er en knokkelhård afvisning af et borgerligt ideal om kunst som pynt i hendes værk.

Og hos denne 54-årige diva er det drømmen i mareridtets form, der hersker. Hver sang en forvredet torteret eksistens, der tvinger sig vej gennem hendes kunstfærdigt forarbejdende strube, før den materialiserer sig som en desperat formet rædsel af skønhed.

Der er mørkt og helt stille i Marmorkirken fredag aften, da vi hører hendes høje hæle nærme sig. En lommelygte guider hende på podiet, hen til det enorme, fra Tyskland indfløjne flygel. En enkelt spot rammer den altid dramatisk malede dames ansigt. En makeup, der lige så meget forvrænger som den accentuerer. Historierne om hendes mange krav til bookeren, hendes ægte diva-excentriciteter er løbet i forvejen. Men de er så inderligt ligegyldige, da først hendes hænder borer sig i os, og stemmelæberne spalter vores marv.

Galás er en ekvilibrist. Hendes betvingelse af klaveret er nådesløs, savtakket ekspressiv, dolkende, men også isprængt dyb ømhed og rislende løb. Og så er der hendes sang ... - eller rettere påkaldelse af en verden af smertende sjæle. Hun messer. Skriger. Raller. Hvæser. Gurgler. Glider ud i svungne melodier af genkendelig konventionel skønhed. Raserer dem. Åbner nye aflukker i sin krop og i sin kunst, lukker endnu en fortabt eksistens ud gennem halsen. Flere gange balancerende på grådens rand. Som også publikum.

Vi overværer et angreb til forsvar for de fortabte. Countrymusikkens dødsdømte svanesang. Bluesens forarmede sjæle. Visesangens forkullede hjerter. Sange af Jaques Brel og sange gjort berømte af Johnny Cash, Edith Piaf, Juliette Gréco og Oum Kalsoum.

Hendes stil er et konglomerat af genrer, af jazz, blues, sigøjnermusik, avantgarde, klassisk, klezmer, soul, opera, mellemøstlige og arabiske traditioner. Som detonerer fraktalt i frygtindgydende sang og klaverspil. Men det er ikke hybridmusik, det er snarere sært muterede, smukt podede skabninger, der møder os. En spændvidde og en sømløs kompleksitet af en anden verden. Direkte forståeligt råt - men samtidig galopperende sofistikeret.

Fra sin egen republik

Diamanda Galás har fra første færd været grænseoverskridende, ved sine meningers mod, hvis ikke decideret stærkt politisk. Det er der ikke så meget af mellem numrene i Marmorkirken, selv om kreativ journalistik og den græske turistindustri får sig et par kindheste, leveret med sprukken humoristisk overbærenhed.

Men i hendes optræden er der en umiskendelig fornemmelse af formidling af de udstødte. Tidligere har hun kæmpet voldsomt mod den katolske kirkes negligering af AIDS-epidemien, dødsstraf, tortur mod en tyrkisk kvinde. Hun har sågar skrevet en hyldest til den kvindelige seriemorder Aileen Wuornos (portrætteret af Charlize Theron i filmen Monster). En kvinde hun hylder for at have fået nok og handlet efter at være blevet udsat for en serie af modbydeligheder og uretfærdigheder. Diamanda Galás er altså ikke for sarte sjæle. Men det er livet jo heller ikke.

Stemmen fremtræder denne fredag aften med en svagt dirrende delay, som trækker et stramt styret ekko efter ordene. Og det gør den bare yderligere ærefrygtindgydende - ja, det mangedobler sværmene af rasende fugle, der synes at tordne over publikum; det forlener de desperate karakterer i hendes sange med en sakral noblesse.

Det føles i høj grad som om Galás besættes af stemmerne i sangene, men at hun i kraft af sit kunstneriske temperament formår at tøjle de voldsomme følelser i lange passager - men også kan overvældes af dem. Når sangen f.eks. skrider fra det tonalt stramme til det emotionelt forvrængede, hvis ikke grådkvalte. Eller når hendes mund forskrues i smerte, så ordene kan være umulige at dechifrere. Eller når klaveret ikke så meget er et musikinstrument som en hårdt straffet formidler af desperation og aggression.

Galás forlod for længe siden - årtier - sin uddannelse inden for jazz og klassisk for at bygge sin egen republik med vidt åbne grænser og tilsyneladende uendelig højt til loftet. Hun er opvokset i San Diego, Californien, hendes forældre er græsk-ortodokse. Hun studerede musik fra en tidlig alder, og under koncerten kom jeg til at spørge mig selv, hvornår og hvorfor hendes musikalitet tog så drastisk en drejning. Hvad skete der i den unge Galás? Eller rettere hvilke torterede skabninger opsøgte hende for at tage bo i hende? Hvad sagde hendes forældre? Hendes lærere? Forsøgte de at trække hende tilbage i den borgerlige finkulturs fold? Drømte de om at høre hende spille Chopin?

Ingen undslipper pisken

At vi så denne fredag oplever hende i en ny form for borgerskabs midte, dét fortæller mere om en kreativ klasses fremkomst end om Galás' kunstneriske virke. I dette nye borgerskab er grænseoverskridelse en del af en god aften i byen. Det er noget, vi besøger. Og i Marmorkirken mingler vi inden koncerten. Den kreative klasses spraglede charmeklude går i ét med goth-pigers kalkede hud. Gamle sortseere med forgyldte jobs, nytilkomne dissidenter med kernefamilien som sandsynlig fremtid færdes i den fælles forventning om at kunsten vil ryste os tættere sammen, væbne os mod vanviddet.

Og hyggen splintres ikke, men skælver alligevel, mens Galás er på podiet bag det enorme flygel, hvor hun tilsyneladende leder efter tangenter, der ikke er der - men som hun finder i sit publikum.

Ja, vi er blot gæster i divaens republik, men vi undslipper ikke hendes nihalede pisk. Og mens blodet løber os varmt nedad ryggen, så ikke bare forstår, men mærker denne signatur at musik kan være de undertryktes talerør på en måde langt hinsides almindelighed velgørenhed. Ikke som velmenende politiske sange, men som direkte transmissioner fra det helvede, som samfund og menneskehed og historie placerer de marginaliserede i.

Så da Diamanda Galás endelig slipper tangenterne, så føles det som om noget udånder, får fred. I hvert fald for en stund - før det igen vil vågne i denne dames helt unikt gæstfri strube.

Diamanda Galás - Marmorkirken, København, fredag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu