Læsetid: 3 min.

Bollywood i Ølstykke

Manu Sareens bøger om Iqbal Farooq er blevet til charmerende sommerteater i betryggende afstand fra Nørrebro
Manu Sareens bøger om Iqbal Farooq er blevet til charmerende sommerteater i betryggende afstand fra Nørrebro
13. juli 2010

Der er stadig overvældende grønt i Ølstykke, så betonen fra det indre Nørrebro er importeret i form af malede trappeopgange på kulisser. For Ølstykke Sommerteater insisterer i år på at skildre livet med tværkulturelle naboer ved Blågårds Plads.

Integrationen er lykkedes. Iqbal Farooq emmer af sjov og gangsterspænding for de halvstore børn, og Ølstykke Sommerteater har igen fået fat i kraven på tre spændstige børnespillere, der er så charmerende og energiske, at tilskuerne bliver væltet om kuld. For tale kan de, og de kan spille komedie med deres egens generations rytme i kroppen. Nadim Mahmoud er endda køn som bare pokker i sin tynde teenagekrop, og Aniq A. Ali er kløgtig bag Potter-brillerne. Og Sara Pais er troværdig som storesøster med tjek på karate. Det er godt gået - også af instruktøren Jan Hertz, der åbenbart har særlig flair for at mixe børnespillere med garvede voksne.

Karma og babseskvulp

Den ultimativt mest garvede er Baard Owe, der er uimodståelig som ældgammel, alkoholiseret frihedskæmper. Og Kim Leprévost brillerer som forestillingens egentlige dynamo i rollen som perfid fysiklærer i stram strik-vest, men også som tomhjernet rocker - og selvfølgelig som Iqbal Farooqs far, altså en indisk patriark uden belastende IQ, men til gengæld med et blødt hjerte for det danske kongehus. Kikset og helt uimodståelig.

Peter Pilegaard har tilsvarende et zombiehjerte for alt, der handler om karma, sex og dovenskab. Hans stærke revykomik tager kegler, også når han styrter efter en citronmåne som politibetjent med nordjyske dobbeltw'er. Pilegaards slapstick løfter Iqbal-hsitorien helt over i det groteske, og dér har den det glimrende.

Den klejne Pernille Vallentin følger ham i hælene. Både på sine skridsikre Jacoform som midtjysk politikollega og på plateausandalerne som rockerdulle med påsatte hårtjavser og babseskvulp. Vallentin kan hvine som sand blondine. Hun er aldeles forfriskende.

Den eksotiske Maria Garde spiller rollen som Iqbals overbærende mor i den kaotiske lejlighed. Men hun har også rollen som den psykolog, der skal få Iqbal til at forklare, hvorfor fysiklokalet blev sprængt i luften...

Maria Garde har her en skøn overdrivelse i sit spil, og hun spidder den diagnosetrang, der i disse år æder skolesystemets PPR-ressourcer op. Her bliver både Psykologi og Pædagogik til en by i Pakistan - og Rådgivning til et sandkorn i Afghanistan.

Gardes satire sidder lige i skabet og kunne næsten være et selvstændigt revynummer - gerne til Undervisningsministeriets næste stormøde.

Desværre har forfatteren Gunvor Reynberg ikke haft lige så stort held med sin dramatisering af Iqbal Farooq, som hun havde det sidste år med Karlas Kabale. Bøgerne om Iqbal har tydeligvis været sværere at gengive med naturligt flow i et manuskript til scenen. Så selv om Reynberg igen demonstrerer sin evne til at skabe mundrette dialoger i toptempo, så bliver figurerne ikke helt så interessante, når plottet halter.

Pop og lurblæsere

Forestillingen er skabt som en slags musical. De indiske unger bryder i hvert fald ud i varmhjertet Bollywood, og Stephan Grabowskis musik emmer fint af indiepop. Men Mark Agerskovs koreografi virker en anelse søgt og langtrukken; som om dansen stopper handlingen unødigt. Til gengæld er Dorte Holbeks kostumer lige i øjet, både til de seje drenge og de silkeglade kvinder. Og scenografien har muntre referencer til alt københavnsk, fra lurblæserne til ZOO.

Så hvad kan man sige? At Ølstykke er blevet sjovere, nu hvor byen har fået en bid af Nørrebro.

.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu