Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Dæmondigter søger grøn muse

Frank Jægers idylunivers genopstår med charme og kraft på Det Flydende Teater. Og med drømmedræbende tømmermænd
Søen får drømmen om kvinden frem i den forførende Frank Jæger-forestilling på Furesøen. Her er det den kønne Malin Rømer Brolin-Tani mellem Pelle Nordhøj Kanns lykkelige Jæger (i midten) - og Mads Riisoms dæmon i waders (tv.).

Søen får drømmen om kvinden frem i den forførende Frank Jæger-forestilling på Furesøen. Her er det den kønne Malin Rømer Brolin-Tani mellem Pelle Nordhøj Kanns lykkelige Jæger (i midten) - og Mads Riisoms dæmon i waders (tv.).

Anders Birch

Kultur
30. juli 2010

Flyv, fugl, flyv. Eller: Drik, digter, drik? Kunstnerens rus genopstår i hvert fald, når Det Flydende Teater lader digteren Frank Jæger dukke op i den berusende forestilling Idylia på Furesøen.

Alt på den lille sommerbåd er let og legende, og intimiteten er lokkende - med smækre pigelår og 'fregner på pigehud' kun en håndslængde væk. Men skødesløsheden er lige så fatal, som den er overlagt. For selvfølgelig ender Frank Jægers ekstaseforelskelse med sammenbrud. Den indre dæmonjæger får overtaget, og digterens lyse sind ryger ned på bunden af flasken: Farvel, grønne muse.

Det Flydende Teater præsenterer altså igen en vellykket sejltursforestilling, der introducerer et forfatterskab, så man kommer tættere på en digter, der ellers måske bare stod i reolen. Benny Andersen-forestillingen for et par år siden havde den helt rette underfundighed, og denne Frank Jæger-forestilling har den helt rigtige lykkeskrøbelighed.

Det er i hvert fald lykkedes Hanna Liv Møller at skrive en spændstig portrætcollage, så Frank Jæger opstår i replikkerne ud fra sine egne skriverier - og så tilskuerne selv får lov til at digte resten om digteren, der døde som bare 51-årig i 1977. Væk er realisme og forskerfakta. Tilbage er essensen af et digterliv, der brød sammen på sit livs illusion.

Flasken flytter med

Forestillingens tre skuespillere leger med realismen og det groteske på hver deres måde.

Den indtagende Pelle Nordhøj Kann spiller Jæger selv med pibe og sideskilning og lysende øjne. Hans replikker glitrer og bider, som de skal. Og hans overjordiske forelskelse er helt hermetisk i sin lykke. Derfor må han også nødvendigvis lade sig fuldstændig vælte omkuld af Malin Rømer Brolin-Tanis grønne muse. Hendes bedårende skikkelse nærmest svæver ombord på båden og fordrejer hovedet både på Jæger og på tilskuerne.

Men hun er også Kirsten med husholdningsregnskabet, der flytter med til Langeland. I hvert fald indtil flasken også flytter med for alvor - og forvandler hendes musesmil til en træt trækning. For som i en enhver, nordisk sommernat siden Strindberg introducerer Hanna Liv Møller den skygge, der afgør det hele: Jægers indre dæmon. Og instruktøren Mikkel Flyvholm har barsk fået dæmonen til at opstå med en gnækken, der bryder den sårbare idyl og skaber latter, dér hvor der ellers ville have været tårer.

Rotteord og sorte tæer

Det er skuespilleren Mads Riisom, der spiller faun med skulende øjne og sorte tæer. Spydigheden sidder i hele hans høje krop - og hans mørke skæg og hans rotteord kradser Jægers bløde kinder til blods, i hvert fald i overført betydning.

Samtidig er Riisom voldsomt erotisk. Han lægger sig gladeligt helt ind mellem digteren og musen, der så bliver overladt til voldførelse og mareridtsspjæt uden forløsning...

En jæger er mange ting. Men hvordan en dæmon ser ud? Kostumedesigneren Nadia Nabil har ikke været i tvivl: Riisoms forfører får waders på og et par giftiggrønne uldtotter, akkurat som musikerne har grønne uldklatter bag på deres sorte jakkesæt.

Dæmonen har små tatoverede mønstre af laurbærkranse - eller er det gevirer? Samme mønster takker sig frem på musens nymfelette elverpigekjole, der har grønne uldtotter på sig lige som letfodsskoene. Badepige eller elverkvinde? Solbrændt hud eller guldskinnende nymfe-aura? Dette hunkønsvæsen skal bare tage sit blomsterkransslør på, så bliver hun overjordisk. Hvor svært kan det være?

Bølgerne jazzer med

Komponisten Fredrik Mellqvist rammer også træfsikkert sin musik et sted mellem serenaden og sømandsvisen, drømmende og dunkelt. Selv jazzer han medvidende på både harmonika og guitar, mens han lader Erik Olevik klimpre lunt på kontrabassen og sukke sammen med bølgeskvulpene.

Det er veloplagt og underdrevent - og aldeles sommernatsforførende. Selv Furesøens turbocyklister med pulscomputere standser op på søbredden, når de hører tonerne; og de stivner af misundelse, når de så får øje på den grønne elverpige derude på bådebroen.

Der sker altså lidt af hvert ude på Furesøen. Når man sejler tilbage til Frederiksdal, er hjertet måske tungere, men ørerne og øjnene er også mætte af skønhed. Samtidig plager lysten efter til at høre Jægers indledningsreplik bare én gang mere: Den om trangen til at presse sine 'læber mod et af skovens træer og hviske: Jeg elsker livet'.

Idylia. Digte: Frank Jæger. Manuskript: Hanna Liv Møller. Instruktion: Mikkel Flyvholm. Musik: Fredrik Mellqvist. Kostumer: Nadia Nabil. Det Flydende Teater på Furesøen - fra Frederiksdal, Nybrovej 520 ved Slusen. Ons-søndag til 20. aug. www.detflydendeteater.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her