Læsetid: 4 min.

Flyvende folkefest med Pink i Parken

Der var Nik & Jay som opvarmning, Gajol-shots og solid folkelig stemning, da Pink lørdag gav koncert i Parken. Hovedpersonen selv var også i perlehumør, og den sammensatte sangerinde fik med sin rå, men rene sang en hel fodboldbane til at hoppe af glæde
Pink fløj rundt i både reb og trapez under lørdagens koncert   i Parken, der sluttede med hende hængende hen over plænen, brølende 'So what? I'm stil a rock star'.

Pink fløj rundt i både reb og trapez under lørdagens koncert i Parken, der sluttede med hende hængende hen over plænen, brølende 'So what? I'm stil a rock star'.

Torben Christensen

26. juli 2010

Get the Party started. Jo tak, Pink indleder naturligvis sit show med kæmpehittet fra 2001, men festen er faktisk allerede i fuld gang i Parken.

Man kan sige meget om Nik & Jay, som stod for opvarmningen, men de kan altså skabe en fest. Nu står hun der så, hovedpersonen, efter bogstaveligt talt at være blevet skudt ud af en kanon, og Pink viser fra start, at hun ved Gud kan synge. Det burde måske være en selvfølge, når man er sangerinde af profession, men sådan hænger det som bekendt ikke altid sammen. Nej, Pink er anderledes end mange af sine kvindelige kolleger.

»Hun er allerede 100.000 gange bedre end Britney,« råber en kvinde i midt 20'rne, som står lige bagved og senere skal vise sig at hedde Mia. Hun er til koncerten med sin veninde og to unge mænd, og de er i den grad en del af folkefesten.

»Britney?« spørger jeg, for det er svært at høre, hvad der bliver sagt, nu hvor Pink og de solide rockmusikere fyrer den af.

»Nej, Whitney. Jeg så Whitney Houston,« råber hun og ryster på hovedet.

Hun er beruset, glad og hopper op og ned til titelsangen på Pinks nyeste album, Funhouse.

»Men det er sgu da også bedre end Britney,« råber hun kort efter.

Flying Cirkus

Når det kommer til sceneshow og effekter er Pink til gengæld helt på linje med sine popkolleger. Det med kanonen var blot en lille ting. Temaet på scenen og den enorme storskærm bag musikerne er cirkus/tivoli (ligesom Britneys seneste turne, i øvrigt) på den lidt slidte måde. Det minder mest af alt om filmen The Imaginarium of Doctor Parnassus, men der er også noget Monty Python's Flying Cirkus over nogle af grafikkerne, som ofte blandes med direkte optagelser fra scenen.

Pink hænger desuden både i reb og trapez i løbet af de halvanden time - og på et tidspunkt bruger hun tilmed tricket med at løbe hen over publikum i en enorm oppustelig bold. Men det er helt ok med et farverigt show, når man ikke kan mistænke det for at skulle dække over manglende musikalske kvaliteter. For Pink virker det faktisk super fedt - som eksempelvis under hittet »Sober«, en af koncertens bedste sange, hvor tung regn falder ned over den enorme storskærm og der er gået ild i nogle af forlystelserne.

»Kan du citere os i avisen?« lyder det bagfra.

»Ja.«

»Så kan du godt skrive, at Mia og Heidi synes, at det er alt for fedt.«

De to veninder griber fat om hinanden og hopper op og ned. Og der er vitterligt tryk på. Ren rock og masser af energi. Pink erklærer sin kærlighed til Parken, som hun kalder for:

»This hot, sweaty and filthy place, that I love so much.«

Den slags har man hørt før, men denne gang tror man på det. Hun er i den grad tændt, og virker som en, der elsker at spille musik, hvilket i virkeligheden er det vigtigste overhovedet for en god koncertoplevelse. At Parken så primært bidrager med den evige dårlige akustik og elendig logistik, når man skal på toilettet, er en anden sag.

Pink er både poppet og rocket, militant og lillepige-sød, aggressiv og charmerende, maskulin og feminin. Hun har da også tiltrukket et meget blandet publikum. Der er såvel afblegede forstadspiger som børnefamilier på plænen. Men der er hverken musiksnobber med armene over kors eller unge mænd med modeoverskæg. Det er folkeligt, det her. Der hældes øl, cider og Gajol-shots indenbords - og der skråles og danses.

»Du kan godt skrive, at hun er hot. Både for mænd og kvinder,« råber Mia, da Pink smider sin kjole og fremviser tatoveringer og kavalergang. Under en afdæmpet og måske også lidt kedelig seance med »I Don't Believe You« og »Dear Mr. President« fanger kameraet og dermed storskærmen to kvinder blandt publikum, der tungekysser. Det resulterer i et kæmpe »Waaauuuuuuw«.

»Vil du have et shot? Vi har købt et ekstra til dig.« Mia og Heidis mandlige venner har været i baren efter Gajol-shots og deler gavmildt ud.

»Jamen så skål, da.«

Stil a Rock Star

Lidt underligt måske, at spille ikke bare ét, men mange kopinumre, når man har udgivet fem album med masser af hit. Police-klassikeren »Roxanne«, som udføres sammen med vennen Butch Walker, fungerer bedst, mens 4 Non Blondes altid irriterende »Whats Up« virker direkte malplaceret. Men ok, hele Parken skråler »hey hey hey hey/ I said hey, what's going on?«, og det må man også anerkende.

Men hvad er 4 Non Blondes imod Pink selv, når hun er bedst? Og det er hun mod koncertens slutning med sangen »Leave Me Alone (I'm Lonely)«.

»Kom nu for fanden. Drop nu den blok.« Det er Mia. Hun har hoppet op og ned i snart 90 minutter, og nu skal alle omkring hende være med. Og så hopper vi. Mig, Mia, Heidi, Gajol-drengene og selv det modne ægtepar til venstre for os, der ellers som nogle af de eneste har stået stille det meste af koncerten.

Ekstranummeret er hittet »So What« som udføres fra en trapez. Her topper folkefesten, da en storsmilende, halvnøgen Pink flyver hen over plænen, mens hun med efterhånden hæs, men stadig sprød stemme brøler ordene »So what? I'm stil a rock star.«

Helt sikkert.

Pink, Parken, lørdag. Opvarmning: Nik & Jay, The Raveonettes og Butch Walker.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu