Forfinet og fortættet

Win Butler - det mest synlige medlem af den kritikerombejlede canadiske septet Arcade Fire - blev 30 i år. Et skarpt hjørne, der ofte giver anledning til en form for status.

På sæt og vis er man officielt og uigenkaldeligt blevet voksen (godt nok et ord, der vækker følelser af snart sagt enhver tænkelig slags i folk, men sådan er det nu engang) med alt, hvad det indebærer, omend man altså også stadig er - nå ja - ung. Hvorom alting er, bærer Arcade Fires tredje album, The Suburbs, stærkt præg af et regnskab, der gøres op. Som i »hvor kommer jeg fra - hvor langt er jeg nået - og hvorhen nu?«. Og det gøres ret konsekvent i en række velskrevne, sprogligt underspillede tekster, der formår den svære kunst at stikke dybt uden de store falbelader. I et interview tidligere på året talte Win og hans bror Will Butler da også om, at sangene på albummet tematisk set ville knytte an til deres opvækst i en forstad til Houston, Texas. Hvad de så i høj grad også gør - teksterne alluderer i et væk til diverse fortidige tilstande og oplevelser og musikalsk er grundtonen gennemtrængt af den, der helt specielle blanding af tristesse, længsel og lakonisk kedsomhed, denne signatur forbinder med opvækst i en satellitby.

En del af miseren ved forstæderne er, at de stort set ligner hinanden kloden rundt, hvorfor sangene her angår enhver, der har udstået denne særlige prøvelse. Som det rammende lyder på »Wasted Hours«: »Wishing you were anywhere but here, you watch the life you're living disappear/ And now I see we're still kids in buses, longing to be free ...«

Det er både opløftende og nedslående, hvordan det så ellers hænger sammen.

Et strejf af americana

I samme interview påstod Win Butler endvidere at pladen ville lyde som »en blanding af Neil Young og Depeche Mode«, hvilket dog må stå helt for egen regning. Thi denne anmelder kan forsikre læseren om, at fraset Neil Young-pastichen »Wasted Hours« (der såmænd også kan minde om Bon Iver) lyder de i alt 16 sange i udpræget grad som ... Arcade Fire.

Yderligere forfinet og fortættet, men umiskendeligt den særegne klang, nogle af os har lært at sætte stor pris på over de to foregående udspil, den flammende debut Funeral (2004), hvis smukke blanding af vitalitet og håndværksmæssig kunnen det lidt mindre egale Neon Bible (2007) ikke helt kunne leve op til, men ikke desto mindre havde det også sine momenter.

Ikke meget dynamik

Arcade Fires lyd præges af et tæt ensemblespil - så tæt faktisk, at man knap kan finde sprækker deri. Brugen af dynamik glimrer mest ved sit fravær - eller optræder i hvert fald så subtilt, at man skal lytte intenst efter for at fange de skift i attacket, der rent faktisk finder sted. Og selv om gruppen tæller adskillige multiinstrumentalister, som tilsammen betjener et mindre hav af eksotiske instrumenter og på en scene i et væk bytter positioner, er det traditionelle værktøjer som bas, trommer, guitarer og keyboards (her og der garneret med strygere), der dominerer lydbilledet på The Suburbs. Oveni er der kommet et strejf af americana over gruppens lyd, som denne signatur finder svært indbydende. Alt i alt et udtryk, der har gjort Arcade Fire til en af tidens mest elskede og respekterede navne indenfor den alternative rock - selv om det er lidt svært at høre, hvad der lige gør gruppen alternativ. For sangskrivningen er ofte ortodoks, hvorfor originaliteten som tommelfingerregel skal findes i arrangementerne. Men måske den totale mangel på glamour og ansatser til noget, der bare minder om pop, er med til at give gruppen indie-troværdighed? I mine ører er der musikalsk set ikke stort nyt at finde - til gengæld taler er udtrykket så interessant og personligt, at det i sig selv er originalt. Karakter besidder Arcade Fire til overmål, hvilket kombineret med viljen til at forfølge en (smal) vision giver bandet eksistensberettigelse udover det sædvanlige.

Summen af ens erfaring

Det er interessant, at de 16 sange akkrediteres til hele orkesteret, når de i så udpræget grad lyder som summen af en persons erfaring. Fraset de par sange, der synges af Régine Chassagne (hvis stemme jeg ikke er ubetinget vild med), er det Win Butlers udtryksfulde og karakteristiske om end også noget begrænsede fistelstemme, som stærkest præger vokalsiden. Det er dog ikke mindst i de fine tekster (næsten hver eneste sang indeholder en eller flere linjer, det er værd at citere), man får en stærkt fornemmelse af at stå ansigt til ansigt med en person, som i den grad prøver at både forstå og analysere forstædernes paralyserende effekt på især teenagere ud fra dyrekøbt personlig erfaring.

Men hvor de to tidligere album hver især besad nogle højdepunkter (hits, om De vil), nogle sange, der i udpræget grad stak ud og gjorde sig heldigt bemærkede, er The Suburbs i højere grad af et stykke. Jeg skal være den sidste til at tage det blakkede begreb 'konceptalbum' i min mund, så lad os i stedet kalde The Suburbs for en sammenhængende fortælling. Og paradoksalt nok betyder de utallige stilistiske referencer, der har sneget sig ind i musikken, kun at helheden er blevet så meget mere overbevisende og tæt. Kan gruppen ikke umiddelbart matche intensiteten på en kraftpræstation som Funeral, kommer The Suburbs på sin egen lettere indadvendte facon stadig tæt derpå. Og på egne ben er den såmænd både besættende, intelligent og tankevækkende og fuld af vitaminer som disse: »If I could have it back/ All the time that we wasted/ I'd only waste it again ...«. Nytilkomne kan snildt begynde her.

Arcade Fire: The Suburbs (Universal) Udkommer mandag