Læsetid: 4 min.

Fuldendt ufuldendthed

Leonardo da Vincis 'Kongernes tilbedelse' blev kun lønnet med 28 dukater, to æselladninger brændsel samt et fad rødvin. Og de munke, der havde bestilt det, var ikke glade. Færdigt blev det heller ikke, men fuldendt er det nu alligevel
Hos Leonardo er de hellig tre konger ikke ene om at have fundet stalden. Alt, hvad der kan krybe og gå, kommer stormende mod madonna og barnet - som i øvrigt ikke sidder i en stald, men som en lysende pyramide, hvorom hele hurlumhejet cirkulerer - som roen i   orkanens øje.

Hos Leonardo er de hellig tre konger ikke ene om at have fundet stalden. Alt, hvad der kan krybe og gå, kommer stormende mod madonna og barnet - som i øvrigt ikke sidder i en stald, men som en lysende pyramide, hvorom hele hurlumhejet cirkulerer - som roen i orkanens øje.

13. juli 2010

Første gang jeg så Kongernes tilbedelse - man skal vel begynde med første gang, når det drejer sig om uforglemmelige indtryk - har jeg nok været 15 år.

Jeg var bjergtaget. Men man skal vel også tænke tilbage på, hvad det var, der gjorde det uforglemmelige indtryk, og det er svært. Jeg kan måske nærme mig det, hvis jeg siger, at billedet, trods ufuldendt, virkede fuldendt. Der er noget indiskutabelt færdigt over det, en uanfægtelighed, som ikke er af denne verden, hvad den naturligvis (jf. motivet) heller ikke skal være.

Men derfra og så til at udtrykke det malerisk er der et stykke vej. Prøv at tænke på, hvad der er ødslet af guld på glorier i malerkunstens historie! Eller på glorien smækket om bag ansigtet på profilvendte hellige mænd og kvinder, så den ligner en baskerhue. Prøv at tænke på regnbuefarvede, åndelige væsner i flydende gevandter og med himmelvendte øjne! Prøv at tænk på New Ages såkaldt spirituelle billeder. Så bliver man glad for Leonardo!

Et smugkig

Jeg var meget interesseret i malerhåndværket dengang, og netop fordi Leonardo aldrig havde malet billedet færdigt, fik man et smugkig ind i, hvad han gjorde. Man kunne så at sige belure mesteren, hvilket bidrog til fortryllelsen. Til overflod har Uffizierne tilmed et af Leonardos mange forstudier, hvor man kan se, at han for eksempel først har anbragt trapperne, så de leder op og ud af billedet, mens rytterne stormer frem mod noget uden for billedrammen. I det 'færdige' ufærdige billede vender trapperne nedad mod midten og bidrager til dets fuldkomne sluttethed. Skridt for skridt kan man studere opbygningen af det komplicerede, men stramme perspektiv, der holder de hvirvlende figurer inden for billedrammen.

Madonna og barnet er det hvide lysende centrum. Naturligvis skulle de have haft en gang overmaling, men som Leonardo har efterladt billedet, kan man se, at den hvide undermaling er helt afgørende, omgivet af resten af fladens clair obscur. I det hele taget skyldes det færdige indtryk sikkert de mange lag undermaling af hver eneste detalje, alt er egentlig formet, det er i en vis forstand færdigt, mangler kun den ydre facade, man viser verden. Ligesom et nøgent menneske egentlig er færdigt, før det får tøj på.

Som 15-årig var jeg parat til at sværge på, at billedet var langt bedre, sådan som det var. At iklæde det 'klæder' ville helt bestemt ødelægge det.

Jeg bed mærke i en sætning i den lille kunstbog, jeg havde om Leonardo, en serie fra Hassings forlag, som jeg dengang samlede på. Her stod der, at når netop kunsten forekom Leonardo at være det højeste erkendelsesmiddel - Leonardo beskæftigede sig som bekendt også med videnskaber, flyvemaskiner, krigsmaskiner og alt andet tænkeligt - var det fordi han ved at skabe kunst kom til at gentage den guddommelige skabelsesproces. Han eftersporede simpelthen skaberens egne metoder og bevæggrunde. Dét tiltalte mig! For det var det, jeg så i Kongernes tilbedelse. En skabt verden.

Gåder

Samtidig er billedet fuldt af gåder, hvilket vel også bidrager til fascinationen. En af dem er alle de heste, der optræder. Hvad bestiller de i et billede af de hellige tre kongers tilbedelse af Jesusbarnet? Én stikker endda hovedet frem lige bag en af de hellige mænd. Jeg har faktisk altid haft en mistanke om, at Picasso lod sig inspirere af Leonardos besynderlige kaos, da han malede Guernica. Prøv selv at sammenligne.

Angivelig skal rytteriet fremstille kristenhedens kamp mod hedningene - ligesom palmen i forgrunden skal symbolisere martyriet og oliventræet opstandelsen. Men i modsætning til så megen anden allegori kommer symbolikken her fuldkommen til kort over for motivets virkelighed. Det er så kraftspændt realistisk, at symbolik reduceres til en tynd facade.

Hos Leonardo er kongerne heller ikke ene om at have fundet stalden, næh, alt, hvad der kan krybe og gå, kommer stormende mod madonna og barnet - som i øvrigt ikke sidder i en stald, men som en lysende pyramide, hvorom hele hurlumhejet cirku- lerer - som roen i orkanens øje.

At skabe verden på ny

Leonardo ville skabe verden på ny, og det er jo et ganske egensindigt projekt. På forstudiet kan man se, at Leonardo har forestillet sig det hele endnu mere kaotisk end det, han endte med. Sensationen ved barnets fødsel er dæmpet lidt ned i den endelige komposition, men stadigvæk: Se på ansigterne! Forundring, forbløffelse, skræk, tilbedelse og bestyrtelse! Og alt sammen fortsætter det ud i bevægelserne og klæderne på de omkringstående, der myldrer ind som en hvirvelvind i det rum, som omgiver den hellige gruppe. Den svimlende, drejende bevægelse griber også den besynderlige rytterkamp i baggrunden - som om de er ved at blive slynget ud af billedet.

Det var temmelig langt fra, hvad munkene i San Donatoklostret i Scoperto, der i 1481 havde bestilt billedet, havde tænkt sig. Og dets mærkelige skønhed gjorde det blot endnu mere mistænkeligt og foruroligende.

Det var heller ikke, fordi Leonardo skulle lønnes fyrsteligt. Hvor forbløffende det i dag forekommer, så er Kongernes tilbedelse et af Leonardo da Vincis ungdomsværker, malet før der vankede grandiose belønninger og hans billeder blev betragtet som mesterværker. Hans løn bestod af 28 dukater, to æselladninger brændsel, en med kvas og en med kævler, samt et fad rødvin.

Nu blev billedet ikke færdigt, for Leonardo drog i tjeneste hos Lodovico Sforza i Milano, der havde brug for krigsmaskiner mod franskmændene. Kongernes tilbedelse forblev hos en af Leonardos venner, kom senere i Medici-familiens eje, hvorfra det vandrede ind i Uffiziernes samlinger. Jeg har en gang været ude for, at det ikke hang på sin plads, fordi salen var under renovation, men så havde man til min lettelse fundet et selvstændigt rum til det andetsteds. Sådan gør man sikkert stadig, hvis der er brug for det, så tag kun roligt til Firenze.

Serie

Seneste artikler

  • At male det kjære Danmark

    31. juli 2010
    Sådan lød maleren Johan Thomas Lundbyes programerklæring, når han med staffeli og malerkasse drog ud i sommerlandet for at afbilde motiver som 'Gåsetårnet i Vordingborg'. Den var ikke gået på Kunstakademiet i dag
  • Blå time på Bovbjerg

    28. juli 2010
    Min drøm er at holde Sankthans med Jens Søndergaard. Så jeg drager vestpå. Til Bovbjerg - og med ind i maleriet af bålet og den sorte skikkelse på kanten af skrænten
  • Vandmoderen lokker

    20. juli 2010
    Kai Nielsens skulptur i Ny Carlsberg Glyptotek formulerer selve livets skabelse og skaber en helt særlig og fortryllende ro midt i byens stormliv
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu