Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Gå hjem og vug, Jeff Koons

Gustave Moreaus værk Jupiter og Semele er det mest syrede kunstværk. På trods af noget kejtet, uforløst, ufærdigt og håbløst patetisk er det alt det, som både fortidens og eftertidens allerstørste kunst er gjort af
Kultur
24. juli 2010
Gustave Moreau var omkring 70, da han malede motivet 'Jupiter og Semele'. Jupiter troner stor og mørk med et intenst, tomt blik med sin døde elskerinde på skødet. Historien bag det, vi ser, med Semeles henslængte, allerede glemte krop, er jalousi

Gustave Moreau var omkring 70, da han malede motivet 'Jupiter og Semele'. Jupiter troner stor og mørk med et intenst, tomt blik med sin døde elskerinde på skødet. Historien bag det, vi ser, med Semeles henslængte, allerede glemte krop, er jalousi

Jeg bliver overrasket, hver gang jeg vender tilbage til Gustave Moreaus værk. Det kan endog hænde, at jeg overraskes over endnu engang at overraskes. Denne gang gik jeg tilbage for at vælge et eneste maleri ud. Trasker atter hen til 14 rue de la Rochefoucauld, ikke så langt fra Pigalle, hvor det lille palæ ligger, som den barnløse Moreau testamenterede til den franske stat. Jeg lister op forbi den lejlighed, hvor han i mange år boede med sine forældre og tager trappen op til de store atelierer ovenpå.

Jeg er gået op ad den trappe mange gange i mit liv. Der er som sædvanlig ikke mange mennesker. Det er, ud over at være så meget andet, et museum, man har for sig selv. Måske fordi det i en mere sædvanlig kunstopfattelse ikke er her, at mesterværkerne er.

Så vælger jeg da, af alle de værker, der er under dette tag, med tungt hjerte et eneste maleri ud: Jupiter og Semele skal det være, malet mellem 1894 og 1895. Moreau var omkring 70, da han malede motivet fra den romersk-græske gudeverden. Han døde i 1898. Det her skulle altså være kvintessensen af hans kunst, sådan et værk, man skaber, når man har været turen rundt.

Mest syrede kunstværk

Det tror i al fald pokker, at det tog mindst to år at male det ekstremt detaljerige værk og så er det ikke engang færdigt. Det er et af de mest syrede kunstværker, jeg kender. Gå hjem og vug, Tarantino og Tal R, Ærtebjerg, Kirkeby, Kiefer eller Nørgaard. Eller Mathew Barneys med hans Cremaster eller Jeff Koon med kitsch eller Lynch.

Jeg var i starten af 20rne, da jeg første gang blev slæbt hen til rue de Rochefoucauld af den mand, der skulle blive far til mine børn. Han er maler. Selv var jeg ung filosof, som forsøgte at læse Hegels æstetik. Og hele dette palæ med Gustave Moreaus atelier, hjem og værker fremstod som én stor gåde for mig. Fordi det var så uendelig langt fra en stram stilren protestantisk kultur. Fordi jeg tænkte, at det var mislykket, og at jeg alligevel var dybt fascineret. Jeg er jævnligt vendt tilbage. Jeg vil ikke sige, at jeg ganske har forstået hvorfor.

Jupiter og Semele er jo tilsyneladende et utrolig kitchet maleri. Alt for symmetrisk. Jupiter troner stor og mørk med et intenst, tomt blik med sin døde elskerinde på skødet. Han ligner for resten hovedpersonen i Avatar, det er næppe tilfældigt. Historien bag det, vi ser, med Semeles henslængte, allerede glemte krop, er jalousi. Jupiters, eller rettere Zeus (Moreau blander guderne sammen) kone har snedigt sagt til elskerinden Semele, at hun bare skal bede Zeus-Jupiter om at få ham at se i al hans magt og vælde. Den slags dør man af, når man har med Gud at gøre. Semele er ramt af lyn og torden. Zeus nåede at redde deres ufødte barn ved at lade det vokse i sit lår som en anden rugefar. Det blev til vinens og ekstasens Gud, Dionysos.

Alt kribler og krabler

Det vrimler glansbilledagtigt med motiver, blomster, ornamenter, draperinger, søjler, ranker og allegorier rundt om den mørke guds potente, men sorgramte trone. Drømmesamleren kaldte Moreau sig selv, og her grænser det til mareridt. Med engle og djævle og helgener. Meget af det er egentlig lidt kejtet malet, alt kribler og krabler. Til gengæld er der ikke meget liv i hverken Semeles eller Jupiters kroppe, forstenede som de er i det, der er blevet deres skæbne.

Det var i et godt stykke tid af forrige århundrede udbredt at tænke, at kitsch var det modsatte af kunst. Hos modernismens hofteoretiker, Greenberg, bliver det sågar til, at al akademisk kunst er kitsch. Som når Eks-Skolen i Danmark i 70erne satte sig uden for det akademiske. Da Gustave Moreau omsider blev lærer på kunstakademiet i Paris slæbte han eleverne hen og male kopier på Louvre. Sådan går akademisme frem og tilbage. Han havde oplært sig selv på en italiensrejse, hvor han kopierede de store mestre. Han opfordrede sine elever til at tage til Firenze og studere Signorelli, Crivelli og Giotto, middelalderkunstnerne. Det er nok dem, der myldrer i hans maleri.

På det tidspunkt, hvor jeg var landet i Paris i starten af 80erne og prøvede at fatte noget om det med kunsten, var Danmark i fuld gang med de unge vilde og genopståen motivfascination i en malerkunst, der ellers var dømt død. Men også patos kom tilbage. Vand og Tarkovski-patetisk døde heste dannede et par år senere baggrund i Lars von Triers metafysiske thriller Forbrydelsens element, skrevet sammen med Niels Vørsel, hvis bror er maler og kvinde er gallerist. I skrivende stund forekommer det indlysende, at klokkernes bimlen i slutningen af Breaking the Wawes netop hundrede år efter end Moreaus maleri, har præcis samme kitchvirkning, som al den bimlen, der er i Jupiter og Semele. Det vidste Per Kirkeby, som skabte pausebillederne sikkert. Hvem ringer klokkerne for, når guden sidder der med den døde kvinde på skødet?

Som i en horrorfilm

Gustave Moreau beskrives som en symbolistisk maler, der hentede motiver fra Biblen og den græske mytologi. Han var »formidler af litterære snarere end visuelle idéer«, kan man læse. Den slags er det godt at læse, når man først selv har set godt og grundigt efter.

For det er da ganske enkelt ikke rigtigt. Hvad i alverden vil visuelle her sige som modsætning til litterært? Ødipus og Sfinksen, der hænger på Metropolitan-museet i New York er et fint og færdigt maleri og passer måske på at være symbolistisk selv om der er nogle ret syrede detaljer nede i bunden. Som i en horrorfilm klamrer en hånd sig til en klippe, og der ligger en afskåret fod. Men hvordan er det lige, visuelt set, at vasen ved siden af Ødipus pludselig fordufter i rene hvide kridtstreger, hvor baggrunden kan ses i en slags gennemsigtighed? Den slags er der endnu mere af i Jupiter og Semele. Og hvis Moreau nu havde syntes, at Ødipus og Sfinksen var hans mesterværk, hvorfor producerede han så ikke bare flere af den slags?

I stedet malede og malede Gustave Moreau værker, der aldrig blev færdige, og som hobede sig op i det selvbestaltede museum. Samtidig indrettede han lejlighed og atelier til eftertiden, som ren og skær installation. Og her var der ikke problemer med at gøre det færdigt. Spisestuen, hvor han indtog måltider med sine forældre, soveværelset med portrætter af slægten og ikke mindst et lille rum dedikeret til kvinden i hans liv, Alexandrine Durieux, blev sat i scene. Man ved ikke, om de overhovedet havde det, man kalder et forhold, Alexandrine og ham, Moreau brændte deres korrespondance, inden han døde. Han var i et og alt en velorganiseret mand.

Og så er der de 850 malerier og 350 akvareller omhyggeligt organiserede på museets fire etager. Over 13.000 tegninger er sat op i skabe med opsætninger, man kan bladre i. Her findes abstrakte malerier, som kan få de fleste af det 20. århundreds malere til at blegne.

To nye dimensioner

I en vis forstand er det således hele museet, der er et mesterværk. Men om man vil, og når jeg nu skal vælge, så findes det hele i Jupiter og Semele. For mens Jupiter tomt stirrer ud i luften over, at hans almagt blot har slået ihjel, falder selve maleriet, hvis man ser godt efter, ud i to nye dimensioner. I den ene begynder baggrunden at leve sit eget maleriske liv, spændt op i utallige farveuniverser. Og i et andet plan tegner Gustave Moreau løs i det, der er blevet kaldt hans tatoveringer. Utallige små motiver tegnes knivskarpt op, men på en måde, så det viser sig umuligt nogensinde at kunne få dem fyldt ud og få dem gjort til rigtigt maleri. De er bare fyldt med baggrund. Det mangfoldiggør sig mod evighed i alle retninger.

Hvis værket skal forestille Gud og den troende Moreau var ikke bange for at lade hedenske motiver illustrere kristendommen er det ikke guden på tronen, som er Gud. Gud er i alle detaljerne. Det kitschagtige er kun tilsyneladende, hvis man overhovedet kan sige sådan noget.

Det gør jeg så. Og da jeg traskede ned ad trappen denne gang og ud i et kogende Paris, tænkte jeg, at så lykkedes det ham alligevel. At få malet Gud uden at male Gud, og det ville vel også være for farligt, som det var for Semele at se Jupiter. At få gjort billedet større end det, det forestiller. Ved lige præcis at nægte at sætte punktum før døden gjorde det for ham.

Musée National Gustave Moreau. Le 14, rue de La Rochefoucauld. 75009 Paris. Åbent dagligt. Mandag lukket

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kenneth Vogstad

Kære Tine Byrckel, tak for artiklen og Muséet har jeg ikke set så nu jeg kommer til Paris i september skal jeg besøg og se Moreaus arbejder.

Jan H. Hansen

Det vil være forkert at kalde Moreaus malerier for Kitch, symbolisme vil være mere dækkende. Flere af hans værker kan i øvrigt også ses på Musée d´Orsay.
Jef Koons derimod er noget helt andet. Koons er selvfølgeligt bevidst om at det han laver er Kitch.

Tjah, hvad er kitsch? og hvad forstår man egentlig ved "syret"? Det er sådan lidt nogle gummibegreber; ord man kan hæfte på en kunstners værk for hhv. at nedgøre det eller gøre det mere interessant (for ignoranter) end det er.

Selv kommer jeg til at tænke på Adolf Wölfli (1864-1930) og hans omhyggeligt tegnede nærmest broderede ornamenteringer. Ikke fordi de to har specielt meget andet til fælles end deres åbenbare angst for tomme pladser (på papiret/lærredet).

God artikel ellers, Byrckel!
Også jeg har fået lyst til at aflægge visit på adressen 14, rue de La Rochefoucauld.