Læsetid: 5 min.

En globalista gør sig ugoogelig

Britisk fødte M.I.A. med den revolutionære far og den globaliserede modstandsæstetik har lavet endnu et modsætningsfyldt album. Det er ikke uden selvretfærdighed og selvmodsigelser, men bliver samtidig hængende i kroppen som gavmildt spredt napalm længe efter den virale røg har lagt sig
Britisk fødte M.I.A. med den revolutionære far og den globaliserede modstandsæstetik har lavet endnu et modsætningsfyldt album. Det er ikke uden selvretfærdighed og selvmodsigelser, men bliver samtidig hængende i kroppen som gavmildt spredt napalm længe efter den virale røg har lagt sig
10. juli 2010

»All I ever wanted was my story to be told«, lyder det et sted på M.I.A.s nye, tredje album og det skal jeg lige love for, at hun har fået. Store features i New York Times Magazine, The Guardian, i danske aviser inklusiver nærværende og en enorm blog-dækning har været hverdag især det sidste halve års tid op til udgivelsen.

Lad os alligevel rekapitulere: Mathangi Maya Arulpragasam alias M.I.A. blev født af srilankanske forældre i 1975 i London, men allerede da hun var et halvt år gammel, flyttede familien tilbage til Sri Lanka, hvor hendes far blev involveret i De Tamilske Tigre. Som 10-årig flygtede familien minus far via Indien tilbage til London.

Hun er uddannet på Central Saint Martins College of Art and Design inden for kunst, film og video. På turne med det britiske band Elastica introducerede electroclash- og queer-dronningen Peaches hende til en Roland MC-505 trommemaskine og sequencer. Og resten... well, historie.

Fra begyndelsen af sin musikkarriere har M.I.A. været dadaist og globalist. Hendes musik, grafik og videoer er kulørte, rasende, grove patchworks, der trækker på hele verden og transmitterer fra den marginaliseredes perspektiv. Og hun har været politisk udfordrende fra dag ét. Fuld af referencer til og billeder af oprørsbevægelser, våben, guerilla-symbolik (og -markedsføring). Lyden af overflyvende jagerfly og seksløbere, der lades og affyres. Det er svært at skille M.I.A. fra hendes politiske og aktivistiske sindelag.

Det nye album kan vist udtales Maya, men skrives således: /\/\ /\ Y /\. Det tager lidt tid at få skrevet, men mest interessant, så kaster det ingen nævneværdige resultater af sig, når man søger på Google. Og den pointe relaterer vist til albummets åbningserklæring »The Message«: »Headbone connected to the headphones connected to the iPhone connected to the Internet connected to the Google connected to the government«.

Selvmodsigelser står i kø

Der ligger altså en klar pointe i albumtitlens grafiske repræsentation. For det gør hendes album ugoogleligt. Men prøv i stedet at søge på M.I.A., så skal du se løjer, kære læser. Hun er smurt ud over internettet i et gavmildt lag. Og heri ligger en af M.I.A.s mange selvmodsigelser og paradokser.

Hun harcelerer mod internettet, men har også spillet på det bedre end nogen op til albumudgivelsen. Hun har stillet internettets virale hunger brillant især det sidste halve år. Irriterende popup-reklamer, som man troede var døde, men som i hendes hænder blev et blog-objekt. En voldelig musik- video, hvor rødhårede tortureres og sprænges i luften. En serie af politiske twitters mod hendes nye hjemland USA. Og så var der hendes offentliggørelse for nylig af telefonnummeret til den New York Times-journalist hvis interview, hun ikke kunne lide.

Selvmodsigelserne begyndte tidligt: På sit debutalbum skød M.I.A. med skarpt mod kommercialisering og solgte så sit debuthit »Galang« til Honda. Og på hendes nye album får vi den her implicitte selvmodsigelse: I dont wanna talk about money, cause I got it. Og så kom vi alligevel til at tale om det og blive mindet om den privilegerede position, hun taler fra i dag. Hun er forlovet og har en søn med Ben Bronfman, søn af Edgar Bronfman, Jr., som er CEO for den multinationale musikgigant Warner. Hun udgives selv på det uafhængige selskab XL Recordings. Hun vil være en outsider, men hun er en outsider, der er embedded i en højere klasse. Om hun kan lide det eller ej.

Og musikken? Well, M.I.A. var en af de første, der fra et vestligt perspektiv forenede verdenshjørnerne i en kompleks dadaistisk gør-det-selv-stil, der mimede vores nye verdensforståelse under internettets omfavnelse. Lyden af en ny tid, og musikalsk var hun en helt central skikkelse i årtusindets første årti, hvor det blev tvingende nødvendigt at få et alternativ til den højprofessionelle formidling af Den Tredje Verden med frelst traditionalistisk klangbund, som f.eks. Paul Simon og Peter Gabriel præsenterede i 80erne. Den gav M.I.A. os. Her var Den Tredje Verden tidssvarende, selvsikker, egensindig og jep, sexet.

M.I.A. var og er en sand globalista, rejsende i musik, endda med en form for indfødsret til ghetto-udtrykkene, som hun i begyndelsen i samarbejde med den anderledes blege Diplo udforskede: Baile funk, hiphop, grime, techno, men også ældre, fjerne traditioner samt feministisk betonede udtryk som electroclash.

Farverige klyngebomber

Jo, M.I.A. lynede fra begyndelsen. Og det gør hun stadig. Ja, hun har endda fundet nye farver i sine klyngebomber, som hun kaster og som filtrer sig ind i vores forventninger, får os til at snuble over nye detaljer. Motorsave, boremaskiner og elguitarer i kinetisk skænderi, dubstep-bassens jordskælv og 8 bit-gospelsang.

Fra begyndelsen affyrer hun sin skødesløst hængslede, kække rap og sang med London-dialekt og en del lydord og stammende gentagelser. En dadaistisk globalista. Der så gør noget på det efterfølgende nummer, der både kunne tolkes som frækt og som opportunistisk: Hun laver en Britney Spears-farvet sang med eurodance-synth og affyrer endda den gennemtærskede tirade om at blive misforstået af medierne: »You want me be somebody, who Im really not«. En parodi? Måske en ufrivillig af slagsen? I hvert fald et forbasket vellykket popnummer, der udvider paletten yderligere.

Der er også noget besværgende, hvis ikke shamanistisk over flere af hendes sange. »I really love a lot, but I fight the ones that fight me«, lyder det med hævede parader og blodige knoer som så efterfølgende sænkes i det frækkeste opklip af hviskesang, sirener og gryde-percussion. Mens »Tell Me Why«, blæser til healing med en 8 bit-gospelsang.

Og hun har stadig sin sans for ghetto chic som et af sine bedste kort. Ikke kun i sin musikalske udforskning af alverdens festformer fra bølgeblikskurene uden for den herskende orden. Men også grafisk, hvor bagsiden af coveret til /\/\ /\ Y /\ i min pressekopi ligner noget jeg købte på markeder i Bolivia: Billige farvestrålende covers til cumbia-opsamlinger med flere referencer til Gameboy Color end til hjemmefarvede tæpper.

Det er denne Tredje Verden, som M.I.A. gør til sin, til vores alles Fjerde Verden. Hinsides grænser og over kulturkløfter. Stedet, hvor vi alle kan mødes om det samme vred af sygt medrivende grooves, forløst på billig elektronik, vi alle har erfaringer med.

Hendes album og ikke mindst tekster kan minde om samtalens, hvis ikke skænderiets brudflader rige på associationer, krumspring og inkonsistente følelsesudbrud. Her virker hun både kærlig, præcis, stolt, morsom (»it takes a muscle to fall in love«), men også paranoid, selvmodsigende, selvretfærdig (»they tell me this is a free country, but nah, it feels like a chicken factory«), næsten forkælet. Men det tilgiver denne signatur hende, i hvert fald for nu.

For der er noget ægte indigneret over hendes agitprop. Og efter at al den virale røg har lagt sig, så viser M.I.A. sig i hvert fald endnu engang som en fremragende popmusiker. Uanset hvor fuld af politisk interferens hendes popart end måtte være, så klæber musikken til kroppen, brænder den blege hud, rister fodsålerne som var det gavmildt spredt, sikkert dumpet napalm. Præcis som damen ønsker det. Hvis jeg altså har forstået hende ret.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu