Læsetid: 3 min.

Gøngehøvding med begavet blondine

Frilandsmuseets flirter veloplagt med Danmarkshistorien i en munter Line Knutzon-satire over danskernes uhelbredelige svenskerhad
Heidi Colding drejer øjnene indad og horisonten udad i 
 Line Knutzons veloplagte danskersatire 'Gøngehøvdingen' på Frilandsmuseet.

Heidi Colding drejer øjnene indad og horisonten udad i
Line Knutzons veloplagte danskersatire 'Gøngehøvdingen' på Frilandsmuseet.

Jakob Boserup

17. juli 2010

Gøngehøvdingen emmer af mandsmod og danskerhjerte. Men vær ikke naiv! Når Line Knutzon har taget fat i vores lokale 1600-tals helt, så er det selvfølgelig, fordi hun kan bruge ham til at punktere vores selvtilfredshed som folk inklusive vores latterlige svenskerhån, som uvægerligt popper op, når for mange danskerøl render gennem for mange dansker-ølmaver.

Resultatet er blevet en yderst forfriskende forestilling på Frilandsmuseet midt i det grønne, hvor skyggerne bliver lange. En satire, hvor grimhed og dumhed går hånd i hånd. Syrerock og soundscapes af Nikolaj Hess gør historien umiddelbart moderne og krimispændende, og sammen med Anette Hansens listige scenografi forvandler lyden pladsen uden foran Gøngehuset til en oplagt slagmark for Gøngehøvdingen. Så når solen skinner, rosenbuskene løber frit omkring, og hjorten tilter, så klukker tilskuerne. Både historielærerne og teenagedrengene, der ellers ikke gider gå i teatret. For det her er altså ret så sjovt.

Gøglerråb og revyflair

Lars Knutzon har iscenesat med gøglerråb og revyflair. Bedst er det næsten, når skuespillertruppen bryder ud i sange, der behændigt kan vendes om, så de lige så glimrende kan synges for svenskere som for danskere, alt afhængigt af hvilket flag tilhørerne hejser. For nøglen til Line Knutzons tekst er latterligheden i de to, små landes rivaliseren og far Knutzon sørger fermt for, at kappestriden bliver til tilskuerlatter. Stinkende sokker eller fedtede parykker? En virkelig Knutzon er ikke bange for det grimme.

Desuden giver forestillingen fine chancer for at drage paralleller mellem strategien i Svenskekrigene og i Af-ghanistan. Generøst nok. Som et omkvæd lyder: Husk: I alle lande er der moser fyldt med ugler / og det fører ofte til kanoner og til kugler.

Tekstmæssigt står hovedrollen mærkeligt nok svagest. Det virker, som om Line Knutzon ikke giver sig tid nok til at præsentere Svend Gønge ordentligt som heltefigur, før hun straks begynder at vende vrangen ud på ham og gøre ham til en national antihelt: En våbenliderlig kongeslikker, der viser sig at være neurotisk skvat, der er bange for regnorm.

Pift og lange blikke

Dette greb fungerer ikke. Simon Stenspil har i hvert fald svært ved at give Svend Gønge troværdigt liv gennem replikkerne. Til gengæld er han sej i den fysiske del af rollen. Sådan omtrent som en Parkour-Gøngehøvding. Hans heftige kasterul i frilandsstøvet giver klart bonus hos teenagerne. De unge er også ret vilde med den nyuddannede Signe Kærup Hjort, der som sand komiker scorer pift og lange blikke på sin uhæmmede, svenske Kulso med rullende rer og frække øjne.

Forestillingens lille trio af en skuespillertrup er helt uimodståelig som en skånsk kærreversion af Molières omrejsende vognteater. Den stemmestærke Martin Greis spiller instruktøren med evig pengetrang og effektive flugtteknikker med herligt aristokratiske kujonhåndbevægelser. Og Özlem Saglanmak øser sin forfriskende surhed ned over korsagen på sin hvidpudrede, fine dame med mælkebadede hænder i absurd fingerkoreografi for sløjfebundne silkebånd...

Det er dog Heidi Colding der løfter og samler hele forestillingen. Hun spiller kropstræt, dum blondine, der desværre er løbet ind i en byldepest, så hun stinker helt til Halland. Heidi Colding får alt og mere til ud af denne sære outsiderrolle. Hun ruller med øjnene og lunter bagud og tisser i hegnet. Hun misforstår, hun røber hemmeligheder, og hun er totalt kejtet. Altsammen med en dumriansforsinkelse, der er befriende morsom og begavet. For selvfølgelig er det alligevel hende, der bedst har forstået, hvad det alt sammen går ud på i de endeløse Svenskekrige.

Så dér har vi den igen: Af børn og fulde folk og almindelige tosser skal vi høre sandheden om krigen. Tak, Knutzon.

Gøngehøvdingen. Tekst: Line Knutzon. Instruktion: Lars Knutzon. Musik: Nikolaj Hess. Dramaturgi: Bent Holm. Scenografi: Anette Hansen. Frilandsmuseet. Ti-lø kl. 17. Til 23. juli. www.frilandsmuseet.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hans Jørgen Lassen

vores selvtilfredshed som folk

Nå, findes der en "selvtilfredshed som folk"???

Det er da vist en mystisk størrelse. Hvor kan man finde den? Selv er jeg aldrig snublet over den.

Er det sådan noget i stil med Helligånden?

Hans Jørgen Lassen

vores latterlige svenskerhån

Det var satans! "vores" svenskerhån!

Tal for dig selv, Anne. Det er muligt, at du fremturer med latterlig svenskerhån, "vi" gør ikke.

Ubetaleligt ubegavet.

Peter Hansen

Hans Jørgen Lassen, det er noget, vi har herovre på Øerne for at gøre os gældende overfor Svensken (og Jydsken, når sandheden skal frem).
Men det er rigtigt - fuldkommen ubetaleligt. Jeg overvejer at se det igen for at nå Peder Bille i titelrollen. Jeg havde Simon Stenspil, der er en af dette os store, gode gaver fra teaterskolerne. Glæd jer, Aalborg!

Hans Jørgen Lassen

når for mange danskerøl render gennem for mange dansker-ølmaver

Gud fader bevares. Hvad er det dog for et niveau, Information er sunket ned på???

Hans Jørgen Lassen

Peter,

jeg kan bare ikke snuppe den slags tåbelige fraser, som Anne fyrer af.

Jeg har også boet på øerne, og en årrække i selve metropolen. Min skakklub, Øbro, havde en venskabsklub ovre i Limhamn, og vi havde det faneme hyggeligt sammen.

Så det pisser mig af, når Anne snakker om vores svenskerhån. Som om vi alle nærmest var racister.

Det er så dumt, så dumt. Manglende format.