Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Indisk jazzmatematik og amerikansk nerve

I Copenhagen Jazz House kunne man fundere over algebra, og i Montmartre glemte man helt sin politisk korrekte overbevisning om, at vi i Europa er lige så gode som dem 'over there'
Kultur
6. juli 2010
Den indiske pianist 
 Vijay Iyer har en fortid som matematiker, men om det er årsagen til, at han ikke rigtig rammer en emotionel tone med sin musik, er uvist.

Den indiske pianist
Vijay Iyer har en fortid som matematiker, men om det er årsagen til, at han ikke rigtig rammer en emotionel tone med sin musik, er uvist.

Hans Speekenbrink

Det kan være svært at forestille sig mere forskellige pianister end de to, der søndag gæstede Copenhagen Jazz Festival i hver sit af byens to internationale jazzhuse. Den ene i Montmartre, Kenny Barron, fuldstændigt hvilende i den moderne tradition efter hardbop-pianisterne og Thelonious Monk, den anden i Jazzhouse, Vijay Iyer - 30 år yngre og af indisk oprindelse - og, tilsyneladende, helt uden forbindelse med nogen kendt tradition inden for jazzen, men ikke desto mindre meget stærkt feteret i disse år.

Ikke at Iyers indiske baggrund på nogen måde var hørbar i hans musik - det har den været engang, men det er helt slut - det er snarere hans baggrund som matematikmagister, der gør ham speciel.

Selv har han sagt, at matematikbaggrunden næppe har gjort ham til en bedre musiker eller komponist, men han er sikker på, at hans tidlige møde med musikken i barndommen har gjort ham til en bedre matematiker.

Hvis vi et øjeblik dvæler ved den fordom, at en musikers væsen er smidigt og evner improvisation, mens en matematikers er stift og uden tæft for andet end dét, man kan regne sig frem til, så skal der nok være dem, der mener, at fraværet af swing i Iyers rytmiske udtryk og af romantik i hans melodiske skyldes en overvægt af matematisk ladede hjerneceller hos ham. Så enkelt er det nu næppe, men med vores viden om hans baggrund kunne man godt sidde i Jazzhouse og fundere over, om ikke den overordnede nøgternhed, hvormed han skaber musik, og hans besvær med at nå i hvert fald denne anmelder rent emotionelt ikke også skulle have med matematikken at gøre.

Byggeklodssystem

Nok om algebra. Iyer er instrumentalt vældigt godt rustet og hans materiale meget avanceret, både hans egne ting og stykker af f.eks. Julius Hemphill og Andrew Hill, men det er betegnende, at det ikke er stykkernes melodiske kerne, han elaborerer over - i hans egne stykker kan den også være svær at finde - han kredser snarere omkring den med sådan et byggeklodssystem af fraser, som godt kan være subtile men sjældent i sig selv rummer noget melodisk frapperende.

Anderledes med Kenny Barron. Han bruger sine forlæg på klassisk jazzmanér til at skabe nye melodiske figurer, som dog godt kan hobe sig op klynger af ret enslydende fraser - dog hele tiden rytmisk spændte til bristepunktet, idet Barron næsten altid starter en ny figur sådan lige efter første slag i takten.

At høre Barrons kvartet i Montmartre var som et øjeblik at blive kastet ind på en af de traditionsrige klubber på Manhattan, hvor samtlige musikkens niveauer er høje. Selv på en halvsløj dag - og sådan én vurderer jeg, det var søndag både for kapelmesteren og tenorsaxofonisten David Sanchez - rummer musikken så megen indre spænding og nerve, at man for en stund glemmer sin politisk korrekte overbevisning om, at på jazzfronten gør vi det i Europa lige så godt som over there - det er bare amerikanerne, der ikke vil indrømme det.

Efter at have hørt et sæt med denne gruppe (som kan høres også i dag i Montmartre) og, især, med trommeslageren Jonathan Blake ved roret, vil der gå noget tid, før jeg tør gentage påstanden. Blake kan dét, mange europæiske trommeslagere ikke kan: han kan drive spillet ubønhørligt frem, samtidig med at spillet og han selv forekommer fuldstændigt afspændt.

Alle klarinettens facetter

En dansk musiker, vi ikke desto mindre uden risiko kan prale med internationalt, blev hyldet i Kgs. Have søndag eftermiddag. Jesper Thilo modtog Dansk Musikerforbunds hæderspris og kvitterede med et par soli som medlem af Niels Jørgen Steens A Team. Flere store orkestre har været i vælten i Kgs. Have allerede, men lytteforholdene er ikke de bedste, især ikke hvis der blot er den mindste vind på stedet.

Derfor er det meget velkomment, at Thilo netop i festivalugen udkommer med en ny cd, hvorpå han kun spiller klarinet. Vi ved, hvor magtfuld han er på både tenor og alt, men her viser han hele det instrumentale repertoire - både dét fra konservatoriet og dét fra New Orleans - og så er musikken så herligt afspændt uden at mangle rytmisk punch, ikke takket være Jonathan Blake, men takket være Olivier Antunes, Bo Stief og Frands Rifbjerg.

Jazzhus Montmartre søndag: Kenny Barron Quartet (1. sæt)

Copenhagen Jazzhouse søndag: Vijay Iyer Trio (1. sæt)

Kgs. Have søndag: Niels Jørgen Steens A Team

Jesper Thilo Quartet: 'J.T. On Clarinet' (cd, Stunt)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her