Læsetid: 4 min.

Jazzsuitens mester

Palle Mikkelborg blev den store oplevelse i jazzfestivalens sidste weekend
Fredag aften var der grund til at beundre Palle Mikkelborg både som iscenesætter, men så sandelig også som melodisk skaber med stor overskud, da han som (næsten) dansk rosin i den internationale festival-pølseende indledte den københavnske jazzfestivals sidste weekend med en kvartet med Marilyn Mazur, guitaristen Mikkel Nordsø og harpenisten Hellen Davies. Billedet her er fra en tidligere koncert.

Fredag aften var der grund til at beundre Palle Mikkelborg både som iscenesætter, men så sandelig også som melodisk skaber med stor overskud, da han som (næsten) dansk rosin i den internationale festival-pølseende indledte den københavnske jazzfestivals sidste weekend med en kvartet med Marilyn Mazur, guitaristen Mikkel Nordsø og harpenisten Hellen Davies. Billedet her er fra en tidligere koncert.

Kim Haugaard

12. juli 2010

Palle Mikkelborg er suiteformens mester. Der er få, der som Mikkelborg virtuost kan arrangere temaer, improviserede afsnit og intermezzi i en så indtagende blanding, at vi alene må beundre musikken for dens ydre strukturelle form.

Han gjorde det igen fredag aften i Copenhagen Jazzhouse, hvor han som (næsten) dansk rosin i den internationale festival-pølseende indledte den københavnske jazzfestivals sidste weekend med en kvartet med Marilyn Mazur, guitaristen Mikkel Nordsø og harpenisten Hellen Davies. Indledningsvist fortalte han publikum, at det have været så traumefyldt - dog ikke nødvendigvis i negativ betydning, forstod man - at finde de begivenheder og steder, hvor de fire musikeres tidligere havde stødt sammen, så der deraf kunne dannes et repertoire, at det ville være godt, hvis der ingen psykiatere var til stede i salen.

Ingen psykiatere meldte sig, og det var der sandt for dyden heller ingen grund til, at de skulle. Musikken flød denne aften afslappet afsted - ikke uden store og frapperende dynamiske udsving, forstås, men på en måde, der tillod Mikkelborg i højere grad end tidligere de senere år at koncentrere sig om længerevarende melodisk figurspil (og ikke så mange enkeltstående tonale primalskrig op i kosmos). Denne aften var der grund til at beundre ham både som iscenesætter, men så sandelig også som melodisk skaber med stor overskud. Her, hvor han har kunnet hæve folkepension i flere år - fire helt nøjagtigt - synes hans embouchure bedre og mere velplejet end nogensinde, så både det flamboyante spil med åbent horn og det sylespidse og adrætte med harmondæmper stod flottere, end i hvert fald denne anmelder mindes.

Begavet og interessant

Materialet var af både Mikkelborg, Mazur og udenforstående. Et par gange kom vi helt frem til grænsen til det sødladne, og da vi i Mikkelborgs tilfælde også ofte er på grænsen til new age, truede hele læsset et par gange med at vælte, men det gjorde det ikke. Det vedblev at være jazzmusikalsk interessant, og det vedblev at være tydeligt, at den afspændte og varierede måde, hvorpå Mazur bestyrer sit trommespil og sit enorme arsenal af slagtøj og klangkilder, er et langt mere frugtbart fundament for Mikkelborg at skabe musik på end det heftige rock-beat, der så ofte har udgjort det.

Den omnibegavede amerikanske pianist, Uri Caines rolle som 'jazz celebrity' hviler også på et særligt fundament - hans utraditionelle måde at spille jazzens standards på samt, især, den højst originale måde, hvorpå han, alene eller med større ensembler, tolker musik af Bach, Mozart, Mahler, Beethoven og andre af den klassiske musiks store komponister. Caine ikke bare 'jazzificerer', hans omskrivninger er omfattende og overrumplende, og er de ikke altid vellykkede, er de i hvert fald altid mindst begavede og interessante.

Han har kun sjældent - om nogensinde - besøgt os, så det var en vigtig skalp at få i bæltet for Benjamin Koppel, der havde inviteret ham til sin festival i festivalen i Valby. Men igen kom Koppels egne ambitioner i vejen, for Caine blev hovedsageligt sat ind som stand-in for Jacob Anderskov i det repertoire og den gruppe, Babop, hvormed Koppel for nogle år siden indspillede, og som har ham selv og Jesper Løvdal i front på hver sin barytonsax (der blev dog også luftet andre saxtyper, bl.a. bassaxen).

Babop-musikken udmærker sig ved en vis løssluppenhed og ved at veksle mellem gammeldags swing og det frirytmiske, men i det frirytmiske præsterede Caine nu ikke noget, Anderskov ikke kunne have gjort, og kun i et enkelt lige-ud-ad-landevejen-nummer demonstrerede Caine, hvordan han kan få meget mættede strukturer til at glide ubesværet af sted. Den mere underfundigt musikantiske side af ham, der har gjort ham til den måske foreløbig eneste, der har kunnet give 'legitime' bud, hvordan Mozart eller Mahler ville have lydt, hvis de var født samtidig med Gershwin eller Jerome Kern, fik vi ingen eksempler på.

Hvorfor den position?

Koppel selv viste magtfuld beherskelse af barytonen og havde et par fine dialoger med Løvdal på samme instrument, ligesom Kresten Osgoods spil var af sædvanlig høj kvalitet - og, altså, i et enkelt tilfælde også strømførende for Caine - men, som det har gjaldt for flere koncerter i Koppels festivalserie, så fik vi her, ledsaget af svulstige anbefalinger, præsenteret en i Danmark sjældent hørt fremtrædende jazzmusiker, men i spillet på scenen fik vi intet indtryk af, hvorfor vedkommende indtager denne fremtrædende position.

Netop dét adskiller Benjamin Koppels festivalkoncerter fra dem, man har kunnet høre i f.eks. Jazzhus Montmartre, Haveselskabets Have og Copenhagen Jazzhouse. Her kan man besvare begge dé to spørgsmål med et ja, der sædvanligvis stilles efter en jazzfestival: Gav navnene store forventninger? Blev forventningerne indfriet?

Dette sagt på trods af at Jazzhouse's lørdags-stjerne (i svøb), sangeren Gretchen Parlato - som ikke er fra Sydtyrol, men fra Californien - med sin lillepigestemme og sine mange manerer ikke indfriede mine forventninger. Jazzhouse-programmet som helhed har dog været strålende, men skal det også næste år hjælpes økonomisk så direkte af festivalen, som det har været tilfældet i år, må festivalledelsen virkelig eliminere den følelse af intern konkurrence mellem sig og nogle af side-aktørerne, som har indfundet sig i år. Ellers rykker jazzens interne konkurrencestyrelse ud - ja, måske endda virkelighedens Konkurrencestyrelse!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer