Læsetid: 4 min.

Klar vision og enkelte smuttere da Barenboim gæstede Randers

Ambitionerne er ud over det almindelige i kronjydernes hovedstad. Her i 200 året for Chopins fødsel inviterer man til koncert med en af klodens højest betalte pianister, hans orkester fra Berlin og en ung stjernedirigent. Så I røgen, København?
2. juli 2010

Det forlyder, at DR først fik tilbudt koncerten, Barenboim er nemlig temmelig begejstret for det nye koncerthus. Men i København kunne man åbenbart ikke finde den million, som det sikkert koster, for alene pianisten tager sig som regel godt betalt. Så fik Værket i Randers buddet, og efter et par dages sponsorjagt sagde jyderne ja tak til Chopins klaverkoncerter med Daniel Barenboim og Staatskapelle Berlin under den unge lettiske dirigent Andris Nelsons. I februar lagde Wiener Filharmonikerne og Lorin Maazel vejen forbi Værket.

Hvad kan de i Randers, som man ikke kan andre steder? Ja, de kan åbenbart ubesværet rejse kapital til den slags forkromede begivenheder, og de kan levere en symfonisk koncertsal. Det sidste viste sig at være det springende punkt. Værkets store sal er for nylig blevet ombygget og forsynet med elektronisk forstærkning. Via to mikrofoner hængende foran podiet forstærkes orkestret gennem små højttalere bag panelerne på salens vægge, hvorefter lyd og efterklang reguleres løbende af en tekniker i salen. Det lød effektivt, men ikke altid smukt. I Haydn-symfonien var der sat for meget efterklang på, som dog blev modificeret i Chopin-koncerterne, og mens orkestrets pianospil klang tæt og afrundet, skæmmedes de kraftige passager af en kunstig filtrering og mangel på overtonerigdom. Det ideelle ville have været at spille koncerten akustisk i en af de to fine koncertsale i Sønderborg og Århus, men det havde man selvfølgelig ikke haft synderlig fornøjelse af i Randers.

Mahgoni-Haydn

Der blev givet en kort velkomst ved en herre, som præsenterede sig som operasanger og Barenboim-fan. Hans egentlige ærinde var at henstille til publikum om ikke at klappe mellem satserne. Det var måske klogt af hensyn til de uindviede, for i programmet var de enkelte værker mærkværdigvis ikke forsynet med satsbetegnelser, ligesom værktitlerne stod på engelsk frem for på jævnt dansk. Man undrer sig: Skal det nu også være moderne?

Måske var de fleste heller ikke så bekendt med kapellet fra Berlins Staatsoper et fint, engang østtysk orkester, som Barenboim har vækket fra tornerosesøvnen. Det begyndte uden ham i Haydns tidlige mol-symfoni Trauer. Adelsmærket, strygernes uforcerede mahgoni-klang, kunne meget vel fornemmes trods det kunstige klangrum; det var Haydn på den smukke gammeldags måde, med syngende legato, bløde accenter og en hel del fyrighed. Andris Nelsons bliver tiljublet som et lille geni af alle tænkelige mediekanaler, men man skal nu også spise brød til, især når man befinder sig i Jylland. Den høje, unge lette er godt nok vågen og charmerende på podiet, men det lå ikke inden for hans domæne at udfordre orkestret til at give en mere opdateret og skarpskåret behandling af symfoniens konfliktstof. > > > > > > >

Delikatesse og rubato

Så kom fænomenet på scenen. Og desværre var Barenboim ikke så fænomenal, som han kan være.

Manden byder sig selv det selvmorderiske med sin pakkede kalender som dirigent og pianist overalt på kloden. Han havde dagene forinden spillet og dirigeret Beethovens fem klaverkoncerter med samme orkester i Berlins filharmoni. Han er dog ingen årsunge mere, og Chopins to klaverkoncerter ryster man vel ikke lige ud af ærmet, uanset hvem man måtte være. Barenboim har altid kunnet spille alting så at sige fra bladet, han prøver nødigt mere end højst nødvendigt, og han har fra barnsben hældt sit hoved til mentorer som dirigenten Wilhelm Furtwängler og pianisten Edwin Fischer, for hvem det ikke spillede den store rolle, om der blev tabt nogle noder på gulvet. Barenboim missede en del på detailplanet tirsdag aften, og han havde især ikke altid fuld kontrol over det intrikate retoriske figurspil.

Han var bedst i den langsomme musik, hvor han kunne give sig hen til Chopins rubato, som eksempelvis i larghettoen fra f-mol-koncerten. Hvad foregår der her? Venstrehåndens glidende brydninger i strikt tempo og den vemodige melodi højt oppe i højrehånden, i frit metrum med perlende ornamenteringer, con molto delicatezza som Chopin skriver. Det er ganske parallelt med, hvordan Art Tatum kunne eksponere en jazzballade, og det samme gjorde Barenboim så fint. Men ved det dramatiske stemningsskift fra As-dur til as-mol gled solist og orkester fra hinanden. Orkestrets alt for underspillede tremolando blegnede i forhold til pianistens lidenskabelige recitativ i begge hænder, disse desperate klageråb som efterhånden tømmes for kraft. Der er en utæmmelig frihedstrang i denne scene, men sådan blev den slet ikke trukket op.

Mere robust end forfinet

E-mol-koncerten, egentlig nr. 2, men udgivet som nr. 1, er sandt for dyden lang i spyttet og ikke udpræget rig på substans, så hovedarbejdet ligger i solostemmens tekniske brillans. Flere gange under førstesatsen, som varede lige så længe som Trauer-symfonien, var det påfaldende, at Barenboims spil viste sig robust tysk frem for forfinet polsk, med andre ord mere Beethoven end Chopin. Det drevne operaorkester og Nelsons fulgte ham glimrende, og det var ikke helt nemt, for han havde ofte hovedet inde i orkestret for at lokke det med noder, det måske endnu ikke var helt med på. Barenboim gav et enkelt ekstranummer, den kendte nocturne i Fis-dur, som indkapsler selve essensen af Chopin: en himmelsk melodi, blomstrende ornamentik og brændende passion. Også her smuttede et par detaljer, men visionen var ganske klar hos den ældede, hostende pianist.

Koncert 29. juni .Værket i Randers. Haydn: Symfoni nr. 44 Trauer. Chopin: Klaverkoncerter nr. 1 og 2. Staatskapelle Berlin. Daniel Barenboim (klaver). Dirigent: Andris Nelsons

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tom W. Petersen

Kære Lønsted
Den slutning er altså ikke pæn!
Du kunne eventuelt have skrevet, at nogle blandt publikum hostede ret højlydt, men at pianisten, der tydeligvis var besværet af hoste, formåede at hoste,så det ikke hørtes og heller ikke forstyrrede hans fremragende præstation. (Du behøver ikke at tage "fremragende" med, hvis du ikke synes.)
Men i hvert fald: Vi, der sad på anden række, hørte ikke noget til pianistens hoste, men nok til andres.
Skulle han hellere have aflyst?
Du var vist lidt sur eller skuffet den aften?
Absolut venlig hilsen til dig fra os.