Kodeknækkeri og for tidlig sædafgang

Den norske litteraturprofessor Eivind Tjønneland har skrevet en sammenbidt ondskabsfuld pamflet om 'Min kamp', den norske forfatter Karl-Ove Knausgårds selvbiografiske seksbindsværk. Men hans analyse ender blindt
I den norske litteraturprofessor Eivind Tjønnelands ideologikritik af Karl-Ove Knausgård (foto) får man som udenforstående en fornemmelse af, at der i visse norske intellektuelle kredse har samlet sig en konsensus omkring Knausgårds 'Min kamp'-projekt, som man uden videre forventes at tage for gode varer.

I den norske litteraturprofessor Eivind Tjønnelands ideologikritik af Karl-Ove Knausgård (foto) får man som udenforstående en fornemmelse af, at der i visse norske intellektuelle kredse har samlet sig en konsensus omkring Knausgårds 'Min kamp'-projekt, som man uden videre forventes at tage for gode varer.

Sigrid Nygaard
19. juli 2010

Eivind Tjønnelands Knausgårdkoden om den norske forfatter Karl-Ove Knausgårds magnum opus Min kamp er god gammeldags ideologikritik, som vor mor lavede den - da hun var ung. Man påviser de ideologiske strukturer i værket, tegner et billede af den personlighedstype/politiske ideologi/menneskeopfattelse, som strukturerne er udtryk for og påkalder en række forskere fra sociologi, psykologi, psykoanalyse som vidner. Hvis man via nærlæsning kan vise ideologierne i værket, har man derved sagt noget om visse lag i teksten, uden dog af den grund at kunne hævde, at værket er udtømmende beskrevet.

Til gengæld kan man slippe af sted med en del dræbende ondskabsfuldheder, hvis det er det, man er ude på. Den sammenbidte norske litteraturprofessor Ejvind Tjønneland tillader sig således at konkludere, at Karl-Ove Knausgård har udviklet for tidlig sædafgang som litterær metode - spillende på, at Knausgård selv skriver om den uberegnelige spermpumpe som et af sin ungdoms store problemer.

En ondskabsfuld ideologianalyse kan selvfølgelig være helt fin, hvis det lykkes at påvise de svagheder og mangler i analysens genstand, som retfærdiggør ondskabsfuldhederne. Gerne må den også være skrevet lidt elegant, fægte med fleuret snarere end at rende åbne ladeporte ind med rambuk.

Men det er et risikabelt projekt, for hvis man ikke magter det, retter man i stedet projektøren mod analysens egne svagheder og mangler.

Eivind Tjønneland er ikke elegant, og han lider slet ikke af for tidlig sædafgang. Tværtimod holder han så meget af sine tekstlæsninger tilbage, så det, der kunne være relevante iagttagelser, alt for ofte kommer til at stå som postulater. Når han citerer Knausgård selv, er det typisk interviews og udtalelser til pressen, han henter ind som belæg, ikke værket selv.

Postulater

Som udenforstående får man en fornemmelse af, at der i visse norske intellektuelle kredse har samlet sig en konsensus omkring Knausgårds Min kamp-projekt, som man uden videre forventes at tage for gode varer.

Tjønnelands bog er fuld af postulater.

»Der er et oplagt sentimentalt lag hos Knausgård.« (Nåh? Det synes du, men hvad hvis jeg ikke synes det?) »Hos Knausgård får vi ofte en genkendelse, som er tom.« (Hvad vil det sige?) »Men hvor mange af disse læserassociationer ligger egentlig i teksten? Læserne gør et betydeligt arbejde på egen hånd.« (Gør læseren ikke altid det, når man læser skønlitteratur?)

Tjønneland forudsætter imidlertid, at der findes en 'Knausgårdkode', ja, der findes endda et Knausgård- hysteri, som trænger til at blive 'affortryllet'.

Knausgårdkoden skulle ifølge Tjønneland gøre sig gældende på tre niveauer. Genremæssigt, idet Min kamp pendler mellem selvbiografi og roman. På udsigelsesplanet, hvor Knausgård er 'tvetydig': Han svinger 'næsten skizofrent' mellem selvforagt og storhedsvanvid. Endelig svinger læsernes modtagelse mellem »biografisk sladder, æstetisk henførelse og psykologisk identifikation«.

Indespærret læser

Spørgsmålet er, hvor megen affortryllelse, der ligger i at gå efter manden, som Tjønneland gør. Hvad er der egentlig at knække her? Hvad er der således i vejen med at pendle mellem selvbiografi og roman? Ethvert stykke skønlitteratur gør det mere eller mindre tilsløret, så sandt som enhver forfatter nødvendigvis må trække også på sine egne erfaringer for at skabe fiktion.

Almagtsfantasier og mindreværdsfølelse er »den stærkeste psykologiske drivkraft bag Min kamp-projektet«, skriver Tjønneland.

Men for det første er det netop, hvad Knausgård selv siger, så hvilken bedrift er det at påvise det? Og for det andet er Min kamp jo et udtryk for, at projektet er lykkedes. Knausgård skulle fandme vise dem! Alle dem, der undervurderede ham. Det har han så gjort.

I det hele taget synes det selvbiografiske element i bøgerne at forstyrre Tjønnelands læsning i en grad, så hans egen kritik bliver selvmodsigende.

På den ene side forulempes han af, at Min kamp »øser tusindvis sider af private betroelser« ud i offentligheden »uden filter«. På den anden side mener han selv, at der er tale om fiktion.

Han citerer med tilslutning den amerikanske forfatter David Shield for, at »den smarteste måde at skrive fiktion på i dag, er at sige, at du ikke gør det, og så gøre akkurat som det passer dig.«

Efter min mening en præcis beskrivelse af, hvad Knausgård gør, men for Tjønneland betyder det selvbiografiske element, at »læseren bliver spærret inde i Knausgårds selvmodsigende verden.«

Også det forbliver dog et postulat, ligesom hans antagelse af, at Knausgård skulle give »gamle svar på nye problemer«. Knausgård har tilsyneladende opdaget grunden til det moderne menneskes krise ... Men svaret er forkert: Modernitetens problemer skyldes ikke despotiske fædre,« skriver han.

At det er Knausgårds hensigt at give en forklaring på det moderne menneskes krise, står imidlertid for Tjønnelands egen regning. Hvad nu hvis hensigten er at beskrive forholdet til en despotisk far?

Sådan er bogen hele vejen igennem. Den opstiller positioner, som den enten kræver, at Min kamp skal leve op til, eller den opstiller positioner, som den hævder, at Min kamp uden held forsøger at indfri. Det hedder at forudsætte, hvad man vil bevise.

Tjønnelandkoden

Skal man knække Tjønnelandkoden, må man kaste et blik på hans litteratursyn. Ifølge Tjønneland repræsenterer Knausgård en ideologi, der »opretholder sig selv ved at fremme selvmodsigende positioner«.

»Det er derfor den er så vanskelig at få has på,« skriver han. Få has på? Ønsker Tjønneland en skønlitteratur, der er modsigelsesfri, uden psykologiske selvmodsigelser og inkonsekvenser? Hvad skal vi overhovedet med en skønlitteratur, der ikke må udforske selvforagt og almagtsfantasier? Er det ikke netop skønlitteraturens store fortrin, at den kan undersøge de sorte dybder og dunkle skygger i menneskelivet?

Der er ikke erkendelse i det, hævder Tjønneland, læserne genkender bare det, Knausgård skriver, men Aristoteles kræver, at genkendelse skal bestå i et omslag fra uvidenhed til viden.

Nuvel, Aristoteles' ord er vel ikke nødvendigvis lov, men selv hvis man accepterer kravet, kan man dog stadig ikke afvise, at læserne får ny viden om tilværelsen og sig selv ved at læse Min kamp, vel?

Næhmennej, den går ikke hos Tjønneland.

For læsernes genkendelse skyldes nemlig, at den moderne socialkarakter er narcissistisk og dermed svarer til Knausgårds egen narcissisme. Og så køres Christopher Lasch, Harold Bloom, Jürgen Habermas, Richard Sennett, ja selv Georg Lukács frem, alle teoretikere af en ganske bestemt observans, forankret i det, Habermas kalder borgerlig offentlighed. (Ja, jeg ved godt, at Lukács var kommunist, men hans litteratursyn er genuint borgerligt) Kravet fra dem alle er, at der finder en 'almengørelse' af den private erfaring sted i et skønlitterært værk.

Blot er der det problem, at det almene ifølge Tjønneland selv er blevet narcissistisk, og så må det jo være en narcissistisk privat erfaring, der kan almengøres, hvis man skal tage ham på ordet. Således ender hans kritik blindt. Gudskelov er Knausgårds værk ikke så snævert, at det lader sig spærre inde i de tjønnelandske båse.

Eivind Tjønneland: 'Knausgårdkoden'. 160 sider, 199 NOK. Spartacus. Er udkommet. ISBN: 9788243005563

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Sixten Gaarde
Sixten Gaarde

Tjønneland er vel først og fremmest eksistentialist, (og vel at mærke én af vore bedre), og lidt ligesom Erich Fromm synes han at arbejde ud fra en opfattelse af noget, som måske kunne kaldes ”eksistentiel sundhed”. I Tjønnelands tænkning (som i rigtig mange andres) påstås moderniteten at producere eksistentielt usunde individer, og disse gives stemme og kommer især til udtryk i to af modernitetens foretrukne former: romanen og bekendelsen.

Knausgårds Min kamp er en bekendelse på romanform. Det er der intet usædvanligt ved. Og den er velskrevet, spændende, banebrydende udførlig osv. Den er det rene guf for det moderne-æstetiske, nydelsessyge individ. Men hvor det muligvis ikke er Knausgårds hensigt at give en forklaring på menneskets krise, som du skriver, Karen, da demonstrerer han den jo i rigt mål. Hans eksistentielle usundhed skriger ud fra stort set hver eneste side i Min kamp; eller i hvert fald de første tre bind, som jeg har læst. Hans svingning mellem selvforelskelse og selvforagt, som du og Tjønneland nævner, er blot ét lille eksempel; en svingning, som han jo også havde tilfælles med Rousseau, hvilket imidlertid ikke gør den mere sund. Snarere vidner den blot om, hvor mange usunde ting, som egentlig ligger som berømmede fundamenter under vor moderne kultur. Og hvor mange som accepteres blindt.

Og måske er det problemet? Den eksistentielle usundhed er ligesom den psykiske forstyrrelse (de er to sider af samme sag) først og fremmest at forstå som et moralsk anliggende; som noget, der for vor alles skyld burde være eller gøres anderledes (jf. Fromm). Man kan med rette spørge sig selv om ansvarligheden i at lade det usunde komme til orde i så høj en grad – og så rose det til skyerne uden at tage højde for, hvad det giver udtryk for - som det netop sker med Knausgård. Det kan godt være, at han skriver godt og beundringsværdigt, (vores moderne, overvejende ’æstetiske tilgang til livet’ er, som nævnt, i væsentlig grad et produkt af vores eksistentielle usundhed), men der er intet beundringsværdigt ved Knausgårds (eller, for nu at være fluekneppende, hans ’fortællers’) beskrivelse af sin usunde måde at være til i verden som menneske på. Hvad kan vi lære af den – ud over dets utallige variationer af det samme eksistentielle problem? Vi bliver bekræftede i, at usundheden findes, men igen ser vi ingen anvisningen i at blive sund. Det eneste, som til gengæld ville være værd at læse for andet end primitiv, æstetisk nydelse.

Knausgårds værk undslipper ikke de tjønnelandske båse, (som jo ikke blot er Tjønnelands), lige så lidt som hverken din eller min måde at leve på undslipper dem. Tjønneland er tvært imod én af de få litterater i Skandinavien, der opererer på et niveau, som overhovedet er væsentligt.