Læsetid: 5 min.

Kodeknækkeri og for tidlig sædafgang

Den norske litteraturprofessor Eivind Tjønneland har skrevet en sammenbidt ondskabsfuld pamflet om 'Min kamp', den norske forfatter Karl-Ove Knausgårds selvbiografiske seksbindsværk. Men hans analyse ender blindt
I den norske litteraturprofessor Eivind Tjønnelands ideologikritik af Karl-Ove Knausgård (foto) får man som udenforstående en fornemmelse af, at der i visse norske intellektuelle kredse har samlet sig en konsensus omkring Knausgårds 'Min kamp'-projekt, som man uden videre forventes at tage for gode varer.

I den norske litteraturprofessor Eivind Tjønnelands ideologikritik af Karl-Ove Knausgård (foto) får man som udenforstående en fornemmelse af, at der i visse norske intellektuelle kredse har samlet sig en konsensus omkring Knausgårds 'Min kamp'-projekt, som man uden videre forventes at tage for gode varer.

Sigrid Nygaard

19. juli 2010

Eivind Tjønnelands Knausgårdkoden om den norske forfatter Karl-Ove Knausgårds magnum opus Min kamp er god gammeldags ideologikritik, som vor mor lavede den - da hun var ung. Man påviser de ideologiske strukturer i værket, tegner et billede af den personlighedstype/politiske ideologi/menneskeopfattelse, som strukturerne er udtryk for og påkalder en række forskere fra sociologi, psykologi, psykoanalyse som vidner. Hvis man via nærlæsning kan vise ideologierne i værket, har man derved sagt noget om visse lag i teksten, uden dog af den grund at kunne hævde, at værket er udtømmende beskrevet.

Til gengæld kan man slippe af sted med en del dræbende ondskabsfuldheder, hvis det er det, man er ude på. Den sammenbidte norske litteraturprofessor Ejvind Tjønneland tillader sig således at konkludere, at Karl-Ove Knausgård har udviklet for tidlig sædafgang som litterær metode - spillende på, at Knausgård selv skriver om den uberegnelige spermpumpe som et af sin ungdoms store problemer.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Sixten Gaarde

Tjønneland er vel først og fremmest eksistentialist, (og vel at mærke én af vore bedre), og lidt ligesom Erich Fromm synes han at arbejde ud fra en opfattelse af noget, som måske kunne kaldes ”eksistentiel sundhed”. I Tjønnelands tænkning (som i rigtig mange andres) påstås moderniteten at producere eksistentielt usunde individer, og disse gives stemme og kommer især til udtryk i to af modernitetens foretrukne former: romanen og bekendelsen.

Knausgårds Min kamp er en bekendelse på romanform. Det er der intet usædvanligt ved. Og den er velskrevet, spændende, banebrydende udførlig osv. Den er det rene guf for det moderne-æstetiske, nydelsessyge individ. Men hvor det muligvis ikke er Knausgårds hensigt at give en forklaring på menneskets krise, som du skriver, Karen, da demonstrerer han den jo i rigt mål. Hans eksistentielle usundhed skriger ud fra stort set hver eneste side i Min kamp; eller i hvert fald de første tre bind, som jeg har læst. Hans svingning mellem selvforelskelse og selvforagt, som du og Tjønneland nævner, er blot ét lille eksempel; en svingning, som han jo også havde tilfælles med Rousseau, hvilket imidlertid ikke gør den mere sund. Snarere vidner den blot om, hvor mange usunde ting, som egentlig ligger som berømmede fundamenter under vor moderne kultur. Og hvor mange som accepteres blindt.

Og måske er det problemet? Den eksistentielle usundhed er ligesom den psykiske forstyrrelse (de er to sider af samme sag) først og fremmest at forstå som et moralsk anliggende; som noget, der for vor alles skyld burde være eller gøres anderledes (jf. Fromm). Man kan med rette spørge sig selv om ansvarligheden i at lade det usunde komme til orde i så høj en grad – og så rose det til skyerne uden at tage højde for, hvad det giver udtryk for - som det netop sker med Knausgård. Det kan godt være, at han skriver godt og beundringsværdigt, (vores moderne, overvejende ’æstetiske tilgang til livet’ er, som nævnt, i væsentlig grad et produkt af vores eksistentielle usundhed), men der er intet beundringsværdigt ved Knausgårds (eller, for nu at være fluekneppende, hans ’fortællers’) beskrivelse af sin usunde måde at være til i verden som menneske på. Hvad kan vi lære af den – ud over dets utallige variationer af det samme eksistentielle problem? Vi bliver bekræftede i, at usundheden findes, men igen ser vi ingen anvisningen i at blive sund. Det eneste, som til gengæld ville være værd at læse for andet end primitiv, æstetisk nydelse.

Knausgårds værk undslipper ikke de tjønnelandske båse, (som jo ikke blot er Tjønnelands), lige så lidt som hverken din eller min måde at leve på undslipper dem. Tjønneland er tvært imod én af de få litterater i Skandinavien, der opererer på et niveau, som overhovedet er væsentligt.