Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Kødets mysterier

Syndefaldet er uigenkaldeligt i den vellykkede roman 'Sort hul'
Syndefaldet er uigenkaldeligt i den vellykkede roman 'Sort hul'
Kultur
26. juli 2010

Kroppens hemmeligheder og kødets mysterier kunne være overskriften for amerikaneren Charles Burns' samlede værker. Her vrimler det nemlig med sygdom, deformitet og rædsel - alt det groteske, et menneske kan rumme. Intet sted har Burns rendyrket det mere end i hovedværket Sort hul, der nu endelig er oversat og for første gang på dansk præsenterer et af de fremmeste forfatterskaber inden for den moderne amerikanske grafiske roman.

Som så mange andre af sin generation gjorde Charles Burns sig til en begyndelse bemærket i Art Spiegelmans tidsskrift RAW, der beskæftigede sig med grænselandet mellem tegneserier, litteratur og billedkunst, og hvor Spiegelman selv også offentliggjorde kapitler fra sin senere Pulitzer-vindende grafiske roman Maus, der på mange måder kom til at virke som banebryder for hele genren.

Burns' tidlige samlinger af noveller hedder bl.a. Curse of the Molemen, Hard-Boiled Defective Stories og Skin Deep, og titlerne alene giver en antydning af, i hvilke populærkulturelle udkanter inspirationen er hentet. Her etablerede Burns sit univers som på én gang pastiche og parodi på 1950'ernes og 60'ernes pulpkultur. Det vrimler med hårdkogte galninge, afsporede genier, oppumpede duller og tatoverede mænd med dystre hemmeligheder. I disse historier mødes alt lige fra B-film og lægeromaner til forlaget E.C.'s banebrydende gysertegneserier. Fra True Romance til Tales from the Crypt.

»I de virkelig slemme exploitationfilm fra 60'erne kan man få et bedre billede af, hvordan det var at leve i 60'erne, end i en poleret artikel i Life, der fortæller om hippier,« har Charles Burns udtalt i et interview.

»Visse sandheder eksisterer i genrefiktion, selv om den er fuld af stereotyper og todimensionelle personer. Jeg kan godt lide at lege med dem. De appellerer på et langt mere simpelt plan.«

Ironien er borte

Burns fortæller sine historier i rolige billedforløb med faste indstillinger, hvis stive rammer kun brydes af drømmesekvenser af surrealistisk tilsnit. De mange skraveringer og sorte flader fastfryser det enkelte billede i en stilisering, der bringer tankerne hen på netop de omtalte inspirationskilder, der også har givet næring til Sort hul.

Men hvor han i sine tidlige historier på bedste postmoderne vis legede ironisk med genrens sætstykker, bliver det dystre univers i Sort hul for første gang taget alvorligt. Her er klicheerne forvandlet til symbolske elementer i en personlig og eksistentiel historie snarere end en leg med skabeloner.

I Sort hul, der oprindelig udkom som føljeton i hæfteform i årene 1995-2004, befinder vi os i 1970'erne i en art apokalyptisk forstads-USA, hvor teenagere smittes med en seksuelt overført sygdom. Det er en klassisk ungdomshistorie om den farlige overgangsalder og den forbudte seksualitet, der straffes med undergang og død. De unge rammes af sære kropslige mutationer og metamorfoser, der på grotesk vis accentuerer den forandring, de som teenagere undergår.

Det interessante er i høj grad, hvad Charles Burns vælger ikke at skildre. Oplægget lyder som en traditionel science fiction-historie, men Burns er netop ikke interesseret i at forklare, hvor smitten kommer fra, hvordan den udvikler sig, hvordan den skal bekæmpes. Det er blot en fortælleteknisk motor, der tillader ham at stille skarpt på ungdomsårenes karakter af undtagelsestilstand og sårbar karakterdannelse ved at følge en lille gruppe af unge i en ekstrem situation.

Isolationshelvede

Som fortæller presser han sine personer ud over kanten og lader os derefter observere, hvordan deres liv så former sig. De smittede lever i telte i de nærliggende bjerge, skjulte for det øvrige samfund i et helvede af isolation, fremmedgørelse og angst i metermål. Iblandt er der spredte glimt af kærlighed og nærvær, men harmonien er hele tiden tonet af bevidstheden om, at intet nogen sinde igen kan blive, som det var før.

I Sort hul er syndefaldet uigenkaldeligt, og det er ikke at afsløre for meget, at slutningen ikke kommer med hverken løsning eller forløsning. Som roman er værket ikke mindst vellykket, fordi Charles Burns her med en hidtil ukendt modenhed og episk format samler temaer fra hele sin karriere og beviser, hvordan genrefiktionens skabeloner sagtens kan danne grundlag for en original og personlig fortælling.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her