Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Man labber det i sig

Rick Ross er muligvis ikke god nok på bunden, men hans bundniveau fejler ikke noget på et bombastisk rapalbum. The Roots vender tilbage til rødderne og deres magiske gendigtning af harpenisten Joanna Newsoms sære 'Book Of Right-On' er ligefrem sommerens soundtrack
Kultur
26. juli 2010

Nu er det jo agurketid, og det vrimler heller ikke med nye musikudgivelser derude, så det er vel på sin plads at indlede med en sladderderoute til de varme stater. Det er nemlig ikke, fordi man ligefrem tilskyndes til at flå det tynde plasticlag af cd'en (hvorfor er det i øvrigt stadig, efter alle disse år, så angstprovokerende svært?) ved synet af Rick Ross' fjerde album. Teflon Don er umiddelbart ingen heldig titel for en personage, der gang på gang har måttet høre for sit spild af raptalent, der lires af på nogle ofte overfladiske og selvhævdende betragtninger om livet i overhalingsbanen.

Men læser man i stedet titlen som et svar på de seneste par års genvordigheder i Rick Ross' alt andet end fredfyldte føljeton, giver den straks bedre mening. Den 34-årige Miami-rapper er især blevet voksenmobbet af New York-kollegaen 50 Cent, efter de to tilsyneladende udvekslede ukærlige blikke under et prisshow i 2008. Jep, velkommen til børnehaven.

Striden kulminerede efterfølgende, da 50 Cent gravede ægte snavs frem om Rick Ross - han kunne således afsløre, at rivalen havde været fængselsbetjent i de tidlige 1990'ere. Det er ikke særlig street, især ikke når man har taget kunstnernavn efter en afsonende amerikansk storsmugler af kokain og iscenesætter sig selv som en ditto. Den ægte Rick Ross var da heller ikke spor begejstret, og fra tremmely anlagde han en endnu verserende erstatningssag på 10 millioner dollar for bagvaskelse.

Den er sgu god nok. De er skøre, de amerikanere.

Beats med dynamik

Med disse for en rapper så groteske ydmygelser giver Teflon-titlen omvendt fint mening. For Rick Ross har selvfølgelig ikke travlt med at gøre sig selv mere hul, end han allerede er - den store mand har travlt med at glide af på al det satans kværulanteri, der tilsyneladende forfølger ham.

Og det gør han overraskende nysseligt med sit hidtil bedste og mest sammenhængende album. Der er ikke meget bundskrab over de blot 11 skæringer, som næsten alle dunker mastodontisk derudad. Tunge trommer, udklingende synthflader, omkvæd med krog i, fyldige vokalproduktioner, beats med dynamik og en rapper, der tror på hver eneste af sine staccerede stavelser.

Sjofelt og imod alle odds

At Rick Ross faktisk kan sit kram bliver allerede hørbart på »Free Mason«, der bør ende som et af årets største hiphop-bangere. Ikke mindst fordi Jay-Z - den første i en stjernerække af gæstevokalister, der om noget må indikere, at Rick Ross trods alt har fat i den lange ende af 50 Cent-striden - gør ham selskab. På et nummer, der tager favntag med hemmelige loger og andet frimurermageri, konspirerer de to mikrofonkontrollører med en endeløs smøre af ind- og enderim. Det fungerer enormt glat med lag på lag af vokalharmonier, som selveste John Legend topper med sin sjofelt smygende baryton, der imod alle odds ender med at forvandle »Free Mason« til en soulglødende affære.

Og herfra tager Teflon Don form af en varm og vibrerende mastodont af en plade, ikke mindst via Kanye Wests, Cee-Los og Raphael Saadiqs sobre assistance. De leverer således alle varen med besjælede gæsteoptrædener, som smart nok opvejer de værste verbale ligegyldigheder.

De lette rim er stadig en for stor fristelse for Rick Ross, men som helhed dokumenterer Teflon Don, at amerikansk hitlistehiphop ikke behøver at være en single-affære med ekstra fyld af tomme kalorier. Han slipper endog af med at dedikere et helt nummer til MC Hammer.

Lige lovlig fodformet

Langtidsholdbar har The Roots altid været. Hiphops stolteste band fraviger ikke fra de fornemme takter på album nummer ni. How I Got Over er sine steder fænomenal med sin overflod af sikre melodiske temaer og stram håndholdt instrumentering fra det sammenspillede orkester, der har fundet tilbage til sit organiske udgangspunkt.

Der jammes dog mindre end tidligere, og virkemidlerne bruges med større omhu end normalt. Ikke mindst den grotesk gode brug af harpenisten Joanna Newsoms vokal på »Right On« er så lækkert hørt og overrumplende udført, at man pludselig står med en vuggende nydelse.

Hendes mærkværdigt vaklende »Book Of Right-On« fra 2004 er forvandlet til sommerens soundtrack, simpelthen. Der opstår en magisk kemisk forbindelse mellem Newsoms manisk ferske sopran og Black Thoughts egalt prædikende flow - og Questloves uhyrligt oldschool, but cool, scratcheffekter giver lige herligheden den afgørende finish. Alle bør gøre sig den umage og downloade dette nummer ... nu! Man labber det i sig, og sommeren bliver lige det mere laber.

The Roots vender i det hele tilbage til rødderne efter to synthprægede forgængere. How I Got Over er på niveau med 2002's suveræne Phrenology og det mindst politiske udspil længe. Men det er lige så bekymret i sin grundtone og lige så opbyggeligt i sit fokus. Titelnummerets refræn synes ikke tilfældigt, selvom det også er How I Got Overs akilleshæl. Alt er jo så vellavet og velment, at man næsten ikke kan være andet end rørende enig og totalt fodformet:

»Out on the streets where I grew up/First thing they teach us: not to give a fuck/That type of thinking can't get you nowhere, someone has to care.«

Rick Ross: 'Teflon Don' (Def Jam). Udkommer i dag

The Roots: 'How I Got Over' (Universal). Er udkommet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her