Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Laurie Anderson og de enorme vandmassers tyngde

USA er stadig sin egen værste fjende i Laurie Andersons optik. Og damen, musikeren, komponisten, fortælleren, kritikeren, analytikeren Anderson selv? Hun er i god dialog med sit værk og sig selv på et album af episke dimensioner
USA er stadig sin egen værste fjende i Laurie Andersons optik. Og damen, musikeren, komponisten, fortælleren, kritikeren, analytikeren Anderson selv? Hun er i god dialog med sit værk og sig selv på et album af episke dimensioner
Kultur
9. juli 2010

Det er forholdsvis enkelt, det der foregår sådan rent lydligt. Men det resonerer dybt, ildevarslende. En dunkel ambient verden trækker vejret langsomt, skyer driver for skyer. Ingen sol i sigte. På ordsiden fortæller Laurie Anderson med dybt nedpitchet stemme om et ægtepar, som hadede hinanden hele livet igennem. Harmonier bløder over harmonier. Musikken stiger og falder i toneleje sammen med stemmen, der blot taler, men besidder en besættende melodi.

Da parret når op i 90'erne bliver de endelig skilt. Og folk spørger dem, hvorfor de dog ventede så længe. Der er en pause. »Well, we wanted to wait until the kids died«, lyder det så fra stemmen. Og så »Aaah, America, and yes, that will be America. A whole new place just waiting to happen. Broken up parking lots, rotten dumps«.

Det er ni år siden amerikanske Laurie Anderson sidst udgav et album det var Life On A String og med Homeland vender hun tilbage med øget styrke. Forgængeren formede sig som personligt filosofiske betragtninger og genopdagelser af New York City inspireret af hendes gåture med hendes røde terrier Lola, mens hendes partner Lou Reed (som hun blev gift med i 2008) var udenbys i længere tid. Det var et smukt, men også en kende for indelukket poetisk værk.

En måned efter, at jeg interviewede hende på Manhattan om Life On A String, ramlede World Trade Center sammen. Og George W. Bush gik kronede dage i møde.

Kritisk klagesang

Homeland begyndte som en slags koncertdigt, der blev opført under hendes verdensturné i 2008, der meget passende fandt sted i Bushs sidste måneder i det ovale kontor. Og ganske vist finder man en bjæffende hund et sted på Homeland, men albummet opleves først og fremmest som en stærkt kritisk udladning, en grundigt forberedt, mangehalet, multifacetteret klagesang over en nation i dybe smerter. Og det gælder ikke kun det over 11 minutter lange »Another Day In America«, som vi indledte denne anmeldelse med. Det gælder tværtimod de fleste af sangene på det næsten 67 minutter lange, velproportionerede album.

Her slår den 63-årige dame endnu engang fast, at hun er en mesterlig fortæller med en unik stemme. Ikke kun fordi hun fortæller så præcist, ikke kun fordi hun bruger pauserne sublimt de strækker sig gerne over flere sekunder men også fordi hun synger, når hun taler. Ikke så meget en skuespiller, som en stor orator. Højtidelig, umiskendeligt, men også samtidig banalt rørende.

Det opdagede verden allerede i 1981, da Anderson fik sit første og sidste usandsynlige hit med »O Superman«, som nåede nummer to på det britiske singlehitliste og også krøb ind i denne daværende teenagers kammer med sin metalliske skønhed og sit koldt inderlige omkvæd.

Den dybe stemme, som dukker op flere steder i dag på Homeland, opstår via et filter som Anderson opfandt allerede tre år før »O Superman«, altså i 1978. Dengang kaldte hun det voice of authority. I dag har hun skræddersyet et alter ego til det, døbt Fenway Bergamot.

»Doing audio drag is great fun for me«, skriver hun i covernoterne, og på coveret kan man se hende være visuel drag med buskede øjenbryn og sirligt overskæg. Ned i de imaginære testikler på denne opfundne person pitcher hun sin stemme til flere sange på Homeland.

Andre steder kan hun lyde som om hun transmitterer fra et rumskib i et koldt ueftergivende klangrum. Men vel at mærke som om det er et menneske, der betragter menneskeheden fra dette rumskib. Med undren. Melankoli. Sort humor. Og undervejs så stiger hun også ned fra sin guddommelige fortællerposition og besøger ikke kun arten, ser skjulte sammenhænge, men beåndes også. F.eks. når hun forvandles til den angst syngende skabning på »Falling«. Eller hun vender blikket ud i det intetanende kosmos og tiltaler: »Dear old God... May I call you old?« på »Another Day In America«.

Og skarpsynet: Glidningerne mellem parforholdets fortrydelser og fortryllelser og hadet/kærligheden til nationen. Der er mange former for borgerkrig. Som når hun betror os, at når hun græder, så falder tårerne fra det højre øje, fordi hun elsker duet og fra det venstre, fordi hun ikke kan holde ham/natio-nen/situationen ud. »Where does love go, when love is gone. To what war-torn city?«

Skarp og morsom sovs

Der er nogle tekster, der virker en kende nemme. F.eks. angrebet på Irak-invasionen i 2003. Men det er værd at betænke, at det har større omkostninger at gøre i USA, og at det samtidig sker i skarp, morbidt morsom sovs på nummeret »Only An Expert«, som angriber ekspertvældet på en mere snusfornuftig og langt fra ideologisk måde, fjernt fra Fogh-regimets strategier. Og her får finanskrisen også en hilsen med på vejen »Only an expert can deal with the problem () And only an expert can expect a bailout.«

Til gengæld fungerede dét nummer bedre, da hun spillede i DR Koncerthuset for et lille år siden. Dengang havde det noget mere ondt dunkende over sig, mens det nu er blevet lidt for gurglende, upræcist løstsiddende. Og det giver et godt omend her uheldigt billede af processen i numrene, som har været igennem ofte mange års turnétest før Anderson satte sig ned for at få dem indspillet til Homeland.

På en måde er der noget altmodisch over Homeland ikke i forhold til resten af musikscenen, men i forhold til Andersons egen oeuvre. Bevares, de syntetiske teksturer er rigere hos Anderson anno 2010, sammenlignet med de sparsomme dyt engang. Men fortællestilen, stemningen, den ophøjede ro, hun søger, er rent varemærke selv når emnerne er apokalyptiske, er de stærkt genkendelige. Men det er ikke noget problem, for Anderson afvejer det meste af vejen sine virkemidler hvor gamle de end måtte være med en mesters hånd.

Men der er problemer undervejs. Som på forgængeren Life On A String bliver musikken af og til en lige lovlig billig stemningsskaber og det sker, at forsiringerne bliver fadt skønhedsdyrkende. Og så er det alligevel en fattig anke mod et overvældende værk. En brillant dame har taget sig god tid, fundet fremragende samarbejdspartnere såsom John Zorn (savtakket sax-anfald), Antony (skælvende skønsang), mongolske strubesangere (tårnende vokaler) og ikke mindst Lou Reed, der er medproducer og nørkler lidt med (ikke synderligt ophidsende) elguitar hist og her. Og så har hun også lige i processen fundet nye muligheder i sin violin, gennem sin opfindelse af nye filtre, der afslører andre, mere mikroskopiske nuancer i hendes instrument.

Sjælesørgeren, kulturspidderen, analytikeren, nationaldigteren kalder sig selv for en fortæller. Og hun kalder historier for illusioner. De gode historier har det med at vinde, ikke mindst hvis de har noget uhyggeligt over sig, siger hun. Så historien om en fjern, men farlig diktator med masseødelæggelsesvåben, kan snart blive populær. Så her er nogle modhistorier. Mellem drøm og mareridt, eventyr og anekdote. Et fabelagtigt, sært, knugende, udfriende væld af historier.

Tag bare Homelands exit-historie om før verden blev til, hvor der bare var milliarder af fugle, der fløj rundt og rundt, for der var intet land at lande på. En lærke mistede en dag sin far. Hvilket skabte et problem, for hvor skulle han begraves, når der nu ingen jord var? Lærken besluttede at begrave ham i baghovedet. Og således blev erindring født.

Så de lettere musikalske passiarer rokker altså ikke ved fornemmelsen dybt i lytteren, i dette tilfælde denne signatur. For vi befinder os mellem to åndedrag hér, mel-lem pop og avantgarde. Tvunget til at tænke lidt længere, bukke sig for perspektiverne i hendes sange, der roligt presser sig på med enorme vandmassers tyngde.

Laurie Anderson: Homeland (Nonesuch/Warner)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her