Læsetid: 3 min.

Det ligner en film ...

En vis teknisk og visuel sans redder ikke denne nye udgave af Bølle-Bob fra at være en aldeles rædselsfuld film
En vis teknisk og visuel sans redder ikke denne nye udgave af Bølle-Bob fra at være en aldeles rædselsfuld film
15. juli 2010

Det positive først: Familiemusicalen Bølle-Bob – alle tiders helt ligner en film, en rigtig film. Instruktør Martin Schmidt ved godt, hvor han skal placere kameraet, og hvordan han skal klippe en scene.

Og det er åbenbart mere, end hvad man kan sige om instruktøren bag den forrige Bølle-Bob-film – lad os lade ham være anonym – som jeg altså ikke har set, og som angiveligt så ud som en dårligt komponeret hjemmevideo.

Men, og der er et stor ét af slagsen: En vis teknisk og visuel sans redder ikke denne nye udgave af Bølle-Bob fra at være en aldeles rædselsfuld film, der sammen med andre Regner Grasten-producerede makværker på uhyggelig vis understreger bredden i dansk børne- og familiefilm.

Altmodisch univers

Bølle-Bob – alle tiders helt er ikke overraskende baseret på Gunnar Geertsens sange og historier om den 11-årige ballademager Bølle-Bob, der har et hjerte af guld og i filmen samler alle sine skolekammerater i et forsøg på at redde Lilleskolen, som den onde borgmester vil rive ned.

Sangene var populære, da jeg var knægt, og havde i hvert fald dengang i 1970’erne et eller andet humoristisk at sige om den verden, mine jævnaldrende og jeg levede i; de handler om at være barn, om kærester og forholdet til voksne.

Siden har Geertsen og hans kone, Gitte, skrevet flere sange og udgivet både cd’er og adskillige bøger om Bølle-Bob, der tilsyneladende stadig er en kendt og elsket figur blandt skolebørn.

Schmidt og Grasten har besluttet sig for at supplere de gamle, mest kendte Bølle-Bob-numre med et par sange, der er mere moderne – hvilket nok er ganske klogt. Der er noget altmodisch over hele Bølle-Bob-universet, og den af Geertsens originale sange, der handler om et Andeby på røven, lyder som det, den er: Et stykke bedaget kultur- og kapitalkritik.

Men den ene af de nye sange, som synges af Smukke-Sally og skal gøre filmen relevant for tidens børn og unge, handler om en pige, der konfronterer sin far med, at han sidder og ser porno på internettet. Hvem er dén lige henvendt til?

Forhåbentlig ikke det meget unge, førskole-publikum, der formentlig som de eneste vil kunne sluge de unge skue­spilleres stive behandling af de i forvejen håbløse, umorsomme replikker – blandt andet skrevet af Regner Grasten selv – og det faktum, at kun meget få af de unge skuespillere kan synge og danse, selv om det er, hvad de forventes at gøre i store dele af den usammenhængende film.

Martin Schmidt har tydeligvis set High School Musical-filmene og forsøger at gøre Disney kunsten efter. Men i de amerikanske inspirationskilder kan skuespillerne både spille skuespil, synge og danse, og det hele er så professionelt iscenesat, at Bølle-Bob – alle tiders helt slet ikke kan følge med.

Af de voksne skuespillere slipper Tommy Kenter – som byens politimester – og Allan Olsen – som Lilleskolens musikglade pedel – som de eneste fra deres roller med en del af æren i behold. De får (eller tager sig) nemlig lov til at spille mennesker og skal ikke blot være parodiske figurer som f.eks. Mille Dinesens skoleinspektør, Henning Jensens borgmester og Robert Hansens forbryder.

Jeg kunne i den forbindelse godt tænke mig at have været med til det møde, hvor Tommy Kenter sagde ja til at klaske sit hoved ned i en stor kage, mens Henning Jensen indvilgede i at overspille fælt.

Forhåbentlig fik de begge en fed check, da de skrev under på kontrakten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu