Jeg kan ikke tilgive Mads Kastrup (journalist på Berlingske Tidende), at han i en af sine debutnoveller skriver om et idyllisk hjem, at det ligner »en illustration til en Astrid Lindgren-historie om den jul, man næsten ikke nåede at få bagt småkager.« Hvad er det for en Astrid Lindgren, Kastrup har læst? I hvert fald ikke den Lindgren, jeg kender, og som alle vegne skriver om døden, der er så skræmmende for både små og store mennesker.
Men litteratur er for Mads Kastrup nok indtil videre mest noget, man pynter egne tekster med. Én novelle i Mandefald hedder »Hærværk«, en anden »Sult«, en tredje »Løgneren«, og det er egentligt pudsigt, at teksterne er opkaldt efter Kristensen, Hamsun og Hansen, for som forfatter er Mads Kastrup ikke dybt mærket af den litterære tradition. Mandefald er 27 meget lidt litterære noveller, nogle af dem virker helt upåvirkede af al den litteratur, der var her inden. Det er på en måde befriende, fordi de står, som var de skrevet af karsken bælg.
Blik for samtiden
En Janbog for voksne tænkte jeg først at kalde samlingen, men Mads Kastrup har blik for andet end raske drenge og mænd, der afmærker deres territorium, vores samtid på en måde. Det vil sige slagteriarbejderen, teenagepigen, sælgeren, plejehjemsbeboeren, den unge kriminelle, socialpædagogen, ægteparret, singlen, enken, voksenveninderne, barndomskammeraterne og fodboldspillende drenge med indvandrerbaggrund såmænd. Fodboldspillerne optræder i en af de mere mystiske tekster i samlingen, 'Syv brødre. Et jeg betragter syv drenge med indvandrerbaggrund, der spiller fodbold i regnvejr. »Det er noget af det smukkeste, jeg har set.« konstaterer jeget for sig selv. Novellen illustrerer også Kastrups billedbrug: »Regnen står ned som i stænger af stål.« og »tørrestativer, der nu er forsvundet med hvidbølgende linned af den slags, nationen engang luftede sine fremtidsdrømme i.«
Om at blamere sig
Det besynderlige hænger også sammen med jegets tanker til slut: »Jeg holder med jer alle syv. Jeg er jeres største fan. Jeg lover, at når jeg er til stede, skal I aldrig føle, I spiller på udebane.« Stedet hedder Bispehaven, og det er nærliggende at se jeget som en slags gud for alle religioner, der dog ikke udtrykker sig i guddommeligt billedsprog, men som mener drengenes handling er en »prædiken værd« (med bogstavrim endda): »Om at trodse kår, overvinde vind og væde og ikke kunne standses i at insistere på liv.« Ellers handler novellerne netop mest om menneskelig fiasko og om at blamere sig.
Mandefald indeholder to gode lidt længere tekster, »Den gode mand« og »Poolgirl« men ellers er samlingen præget af mærkelige sammenligninger og billeder, regibemærkninger, klodsede sætningskon-struktioner, når ikke Kastrup kører korte sætninger og masser af punktummer.
Men det, jeg virkelig savner, er et greb eller to om fortællerne. En afgrænset synsvinkel bare, eller den gode gamle upålidelighed. Fortællerne kan jo ikke være guder alle sammen og se det hele fra det høje.
kultur@information
Mads Kastrup. Mandefald. Noveller. 249 sider. 279 kr. Gyldendal
