Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Odysseus på syretrip

'Oldtidskundskab' er en skøn, psykedelisk forening af tider og traditioner fra oldtidskundskabens helte til vor tids finanskrise
Kultur
7. juli 2010

Der er en underskønt skvulpende rytme i Peter Rønnov Jessens prosa, som allerede i prologen blæser én omkuld: »Det er mørkt og vådt og smattet, vådt og slimet og mørkt, men alligevel ikke rigtig mørkt, men vådt; ( ...)«. Den sideordnede sætningskonstruktion, opremsningerne, med modrytme af gentagelsesfiguren, giver dette skvulpende præg, og alt det våde, næsten som var man med Odysseus på havet, vuggende at sted på hexameterets bølger.

Netop Homers Odyssé ligger sammen med Dantes Den guddommelige komedie som en klangbund under Jessens Oldtidskundskab; ikke kun på grund af den rytmiske association, men også fordi Jessens hovedperson, Martin G, læser til eksamen, hvor Homer er en stor del af pensum, og sådan indflettes brudstykker af Odysseus' rejse i den rejse, Martin G fortager sig. Rejsemotivet kan betragtes som en cirkulær bevægelse, en venden tilbage sig selv, til udgangspunktet, hos Jessen i bogstaveligste forstand: Den 53-årige reklamemand Martin G, hvis karriere og tredje ægteskab skranter, foretager en rejse i tiden, tilbage til sit 17-årige selv. Formålet med Martin G's odyssé er, at han skal ændre sin gode ven Christians ulykkelige skæbne, da han efter eksamen i oldtidskundskab var ude for en vandskiulykke, som handicappede ham for livet.

Martin G kan via tidsrejsen forhindre ulykken, fordi han bevarer sin 53-årige hukommelse og livserfaring i den 17åriges krop:

»Han betragter sig selv i spejlet, tar sin børste fra brystlommen i den blå denimjakke og reder sit hår, og det er som en erindring, som noget han mindes mens det sker, samtidig med at det sker. Som om han - er forskudt, hvad det så skal betyde«.

Tidsrejsen forårsager en omvending af begrebet erindring. Martin husker livet forlæns, han mindes sin fremtid, men problemet er, at jo mere han nærmer sig ulykkestidspunktet, des mere glemmer han, hvad der vil ske.

Sciencefiction eller trip?

Romanens plot oprulles altså ud fra den tanke, at universet består af parallelle tider, og at vi eksisterer forskudt, side om side med os selv, eller som Christian filosofisk formulerer det: »Al tid er altid. Samtidig«.

Rent kompositorisk følger Jessen også sciencefiction-tanken til dørs ved at inddele romanens kapitler i to tidsplaner: »Engang i sidste halvdel af det første årti af det enogtyvende århundrede« (november 2007) og »Samtidig, engang nær midten af sidste halvdel af det tyvende århundrede« (maj 1971). Tidsplanerne flyder gradvist sammen, og til sidst står kun det ene tilbage.

Tidsrejsefænomenet forbindes desuden med en sindrig kombination af euforiserende urter og svampe, udvundet af en uddød mexicansk indianerstamme. Det er Christian, som er arkitekten bag. Ved indtagelsen af stofkombinationen får Martin G mulighed for at springe i tiden, tilbage til sit 17-årige selv, og i romanens narrative forløb er det netop ved stofindtagelsen, vi forlader den 53-årige Martin G. I et par hektiske kapitler, hvor han befinder sig på kanten af bevidsthed i en hospitalssituation, mister vi årstalsdateringen. Og i den kontekst bliver det vanskeligt at afgøre, hvorvidt det er syretrip, dødsøjeblik eller paralleltidsfænomen, der styrer Martin G og begivenhedernes gang. Det er elegant gjort af Jessen på denne måde at svække både Martin G's og læserens realitetssans og lade tvetydigheden stå tilbage.

Inspirationen fra Dante er især tydelig i genbrugen af Dantes muse og store platoniske kærlighed, Beatrice, som litterært motiv. I Den guddommelige komedie overtager Beatrice vejviserfunktionen fra Virgil (fornuften), da Dante kommer til Paradiso. Hun bliver således en formidler mellem det menneskelige og det guddommelige, og hos Jessen inkarneres hun igen som vejviser, som en ældre, fraskilt Mrs. Robinson-type, der introducerer den unge Martin G til seksualiteten, stofferne og det lystfulde liv.

Oldtidskundskab er en skøn, psykedelisk forening af tider og traditioner, fra oldtidskundskabens helte over The summer of love til vor tids finanskrise. Fra homeriske heksametre over tidsrejser til naturreligioner og beatpoetiske syretrip, båret frem af et lystigt skvulpende sprog.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Der er en underskønt skvulpende rytme i Peter Rønnov Jessens prosa, som allerede i prologen blæser én omkuld: »Det er mørkt og vådt og smattet, vådt og slimet og mørkt, men alligevel ikke rigtig mørkt, men vådt; ( …)«

- Det er altså for strengt og fikst. Hvem redigerer det her?

både anslag af anmeldelse og citat, det er er ikke godt!