Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Alt er relativt

Også på Smatten. Hvor LCD Soundsystem forener folket med deres hvide discorock, og Gorillaz deler vandene med deres ellers så altfavnende verdensklubrock
Damon Albarn, den uomtvistelige kaptajn for Gorillaz, der fremstod som et voldsomt ambitiøst band, der ganske vist ikke lynede ubetinget og også ramte forbi undervejs, men i de bedste passager fik denne sære verdensklubrock til at løfte sig 
 i spraglede kulører og præcise produktioner.

Damon Albarn, den uomtvistelige kaptajn for Gorillaz, der fremstod som et voldsomt ambitiøst band, der ganske vist ikke lynede ubetinget og også ramte forbi undervejs, men i de bedste passager fik denne sære verdensklubrock til at løfte sig
i spraglede kulører og præcise produktioner.

Tomas Cochello

Kultur
3. juli 2010

Tæppet går. Portene åbnes på vid gab. Vi er i gang. Men længe inden luksusklassen er ankommet, har fodfolket kæmpet i en uge for at hedonisere sig til et fællesskab hinsides den stadig mere bredbagede middelklassekomfort. Teltene er forlængst rejst, mangen en yngling er forlængst faldet og har rejst sig igen. Jo, Roskilde Festivalen er også en lidelseshistorie. Det mærker vi andre ikke, mens vi forsigtigt tripper ind på Dyrskuepladsen for at inhalere de første musikalske oplevelser. Men vi ved det.

Meget passende minder norske Serena-Maneesh os om festivalens og rockens dekadente potentiale ved åbningskoncerten på Odeon 17.30 torsdag. Dybt forelskede i en støj, der er lige så salig, som den er selvdestruktiv. Et støjrockdelirium, som virker lige så usundt, som det kan være forførende. Og lige så utidssvarende i sin gæld til My Bloody Valentine, lige så ganske uimodsigeligt imploderer det i et nu og her, der får trommehinderne til at skælve.

Forventningens angst

Et par timer senere bevæger min flok sig med forventning iblandet angst mod Cosmopol-scenen, hvor der er plads til 6.000 mennesker. Rundt om os fråder 75.000 betalende gæster plus det løse i sulten cirkulation for at finde den næste fest. Og med de hårde drenge i Sick Of It All som eneste alternativ trækker det op til overbefolkning på Cosmopol, hvor amerikanske LCD Soundsystem snart går på. Mine ledsagere og jeg når at panikke og opgiver at købe drikkevarer. Klogt. Et kvarter senere står der måske 5.000 mennesker i en ringmur udenfor og forsøger at deltage i det kogende show derinde under telt- dugen.

Indenfor genopdager vi rocknroll i et orgie af behersket euforisk discorock. Sært mix, jovist, men er vi jo nordboere med melankoli i rygmarven, så der er ikke noget så genkendeligt og gribende som en hvid mand, der kæmper med sin krop og sin længsel.

Så det varer ikke længe, før ilten er sluppet op, og vi kun kan håbe på at vores travlt dansende legemer formår at separere lidt oxygen fra den sved, vi inhalerer. Det driver ad saunaens inderside. Og vi er smeltet sammen i mere end én forstand. Luften er tyk, beatet er tykkere og synkoperingerne åbner nye gavmilde muligheder på dansegulvets kvadrat.

Jeg kunne godt ønske mig et lidt højere lydniveau, men så ville jeg måske til gengæld ikke kunne høre folket klappe granithårdt i takt og synge med af fulde lunger og jeg ville måske heller ikke kunne konstatere præcis hvor saftigt sammenspillet et band, LCD er blevet. I rislende dynamiske, sjofelt funky beåndinger får de disco og rock til at lave børn uden for ægteskab. Og det har udfrielsespotentiale. Hvilket drengene til højre for denne signatur finder ud af, da de tidligt regner følgende tekst ud: »Yeah yeah yeah yeah yeah yeah yeaaah, yeah yeah yeah yeah yeaaaah« og giver los. I det dunkle dampende rum lyser deres øjne vildt hvidt i deres allerede brankede ansigter, og de blotter tænderne for at brøle det mest præcise, der måske nogensinde er sagt om at feste: »Yeah«.

Måske. Alt er relativt. Smag og behag. Og »hvor stod I henne?«, blev nogle af ordene og tankerne efter aftenens andet hovednavn i supersværvægtklassen.

Gorillaz som giraf

Alle er kommet for at se giraffen, tegneseriebandet Gorillaz, der med Damon Albarn som uomtvistelig kaptajn har droppet alle ideer om fiktionalisering og i stedet fremstår som et stort, komplekst band af kød og blod. Ja, selv de mange gæster i Gorillaz sange kommer med få videoindspillede undtagelser på scenen for at synge, rappe, blæse i mellemøstlige instrumenter og i det hele taget bidrage til det sære skue, som møder os.

Og som deler vandene. Min følgesvend og jeg finder en sweet spot i en birkelund ca. 100 meter til venstre for scenen; mærker vinden i ansigterne og konstaterer at den bringer den så eftertragtede diskant (der i modsætning til bas er retningsbestemt) i vores retning. Den har de ikke i højre side, hvorfra vinden blæser, konstaterer jeg senere. Men også nære venner med begavede øren misser diskanten og den gode oplevelse blot 10 meter bag os, viser det sig efter koncerten.

Så mens Roskilde Festivalen anses for en katedral for folkets eufori, så har vi altså hver vores vidt forskellige oplevelse denne torsdag aften.

»Det lød dårligt«. »Det var tamt«. »Hvordan stod du?«

Godt, tak. Jeg ser et voldsomt ambitiøst band, der ganske vist ikke lyner ubetinget og også rammer forbi undervejs, men i de bedste passager får denne sære verdensklubrock til at løfte sig i spraglede kulører og præcise produktioner.

Med vinden i ansigtet hører jeg to trommeslagere, der får lov at tæske i et tørt klangrum uden synderlig rumklang; en strygersektion, der snitter sig perfekt ind i sangene; og Paul Simonon, oh, Paul Simonon, den tidligere Clash-bassist, der giver os stød med sin coolness mellem bokser og baggårdskat og sit gennemtørre, bundsolide groove.

På bagtæppet er der tegnefilmprojektioner, der minder os om, hvor Gorillaz kommer fra. Men på scenen forløses projektets vilje til at træde ud i og omfavne den virkelige, vide verden. Det samlede Gorillaz-følge skulle være på 107 (!) turnerende medlemmer, og en del af dem kommer på scenen. Sublime rappere mejsler dynamikken ud. Soulkongen Bobby Womack uddeler klumper til vores halse. Et mellemøstligt orkester får lov at trække vejret helt traditionelt gennem deres instrumenter, før de går i et med et dansegroove.

»You made us come alive tonight«, siger Damon Albarn til sidst til publikum. Den kosmopolitiske ironiker virker åbenlyst lokalbegejstret og ægte taknemmelig.

For Gorillaz er der et liv efter fiktionen. Og os, publikum, vi er delte, men ikke mere end at mennesketæppet foran Orange Scene kan glitre stolt fremvisende et tusindtal af indvævede lighterdiamanter. Der er altid håb.

Serena-Maneesh, Odeon. LCD Soundsystem, Cosmopol. Gorillaz, Orange. Torsdag. Roskilde Festival.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jimmi Thøgersen

Ja, Gorillaz delte vandene, ser det ud til. Det var nu ikke kun vinden, men også et forkølet delay-tårn med hyppige total-udfald, der var lydsynderen.

Efter at have forladt højre side, og dermed fundet reel kvalitetslyd, blev undertegnede belønnet med festivalens hidtil (lørdag morgen) mest - jep - tamme koncert. Overproduceret overfladelak uden noget nedenunder.

"Sublime rappere mejsler dynamikken ud". Hvilken dynamik? Eller menes der spartler dynamikken ud? :-) Paul Simonon var et klart plus ud af utallige minusser i en koncert, hvor selv Bobby Womack lød som rutine. Damon Albarn har god grund til at lyde taknemmelig.

Men ja "se giraffen" var præcis hvad der faldt mig ind, da jeg først så den massive tilskuermængde - hvoraf 1/3 dog hastede væk i løbet af de første 5-10 minutter.