Læsetid: 4 min.

Den, der sidder godt, spiller godt

Det var læren, da Jason Morans gav festival-koncert i Jazzhouse på sin foretrukne danske arkitektstol
10. juli 2010

Pianisten Jason Moran anvender ikke klaverbænk. Han foretrækker en almindelig arbejdsstol med ryglæn. Men den skal være dansk ikke af hverken Wegner, Mogensen eller Jacobsen men af arkitekten Susanne Fossgreen, en ret sjælden model med navnet Spring forår.

Med Moran kommer altså foråret også selvom det skulle være midt i den fugtige sommerhede, som det var torsdag aften i Copenhagen Jazzhouse, der havde sørget for at få et eksemplar af Spring-stolen tilsendt fra fabrikanten i Fredericia, men selvom Moran således sad bedre end os andre (jeg fik tilkæmpet mig en ringe polstret marokkopude) i det lige netop fyldte Jazzhouse, så delte vi dog varmen og musikken.

Og Morans musik er værd at dele, for efter en halv snes år med samme trio The Bandwagon er der stadig kraft og originalitet i de passager, der får lov at stå åbne i dét koncept med præ-indspillede introduktioner, som altid har været trioens. Når Moran f.eks. indleder trioens musik med nogle minutters afspilning af et gangsta- rapnummer eller en skrattende minstrel-indspilning fra det meget tidlige 1900-tal, er det klart, at han gerne vil have os til tænke på noget, endnu før den egentlige musik er begyndt, og da han ikke nødvendigvis fortsætter tematisk, rytmisk eller temperamentsmæssigt i det spor, introduktionen har lagt, kan vi være ude i en slags mental kispus, der umiddelbart kan ses som et opgør med den udstrakte og rent tonalt funderede impulsivitet, der jo er et af jazzens adelsmærker.

Mig generer det ikke, for så længe Moran kan levere en så originalt tilbageholdt, næsten drillende tolkning af Monks »Crepuscule With Nellie«, som tilfældet var i Jazzhouse og som det også er tilfældet på trioens nye cd, Ten har vi med en stor jazzmusiker at gøre. Trioen spillede i øvrigt flere af den nye cds titler, og da lydbalancen i Jazzhouse ikke var optimal hørt fra mine få kvadratcentimeter i lokalet bl.a. tilgodeså forstærkningen ikke hele tiden Morans eget klaverspil kan det roligt anbefales at købe Ten eller at downloade den. Det kan jo snart være helt slut med at købe jazz-cder i Dronningens By, nu hvor Jazzkælderen er lukket og lader Jazz Cup alene tilbage.

Al falsk patos væk

Lydproblemer var der imidlertid ikke dér, hvor man ellers kunne frygte det: i Haveselskabets Have, hvor guitaristen Bill Frisell i Frederiksberg Kommunes koncert- serie spillede med sin trio. Fraværet af en bassist i trioen havde ingen negative følger for lydbilledet, hvori Frisells forunderlige klangverden foldede sig helt ud og violinisten Eyvind Kangs og trommeslagerens Rudy Roystons indsatser stod klart udmejslede.

Alene Frisells inspiration fra den del af den amerikanske folkemusik, der er født i Midtvesten og i Nordstaterne men ikke i Sydens bomuldsmarker gør ham til en original jazzmusiker. Med sine klangkombinationer, det ene øjeblik subtile, det næste malet med bred pensel, piller han al falsk patos ud af denne musik, der fordi meget af den er født i stærkt kristelige miljøer ofte har hymneform, og med hjælp fra lange, spartanske men præcise formuleringer og Roystons en-kle spil bliver det til meget vedkommende jazzmusik kantet i sin rytmiske opfattelse, jovist, men fuld af overrumplende klang og ubændigt liv.

På sin vej gennem byen støder man jo i disse dage også på jazz på mange andre udendørsscener forståeligt og sympatisk ment som en invitation for et forudsætningsløst publikum til at standse op og blive fascineret og grundlægge en jazz-interesse, der kan medføre besøg på hovedstadens små klubber, også når bladene er faldet af træerne.

Hvad der kan overraske er, at dansk jazz af enhver art er valgt til at blive spillet fra disse scener, ligegyldigt hvor opmærksomhedskrævende den måtte være for den, der vil have fuldt kunstnerisk udbytte af den. At høre bassisten Peter Danstrup på Frue Plads formidle ny musik med en oktet, der bl.a. består af fem lidt sjældne messingblæsere og John Tchicai på tenor men intet harmoniinstrument, eller en anden bassist, Nicolai Munch-Hansen, med sin sekstet prøve at trænge igennem på Gråbrødretorv med musik, som næsten alt sammen er mørkfarvet og neddæmpet, og hvis soli flere gange gennemføres a capella, giver anledning til at foreslå festivalledelsen, at man får rejst dette simple og, indrømmet, ikke nye spørgsmål igen: Kan man spille alt på en blokvogn?

Festivalen kan før svaret for min skyld konsultere både kommunikationseksperter, meteorologer med speciale i vindforholdene i den danske sommer og akustikere, men lige meget hvad konklusionen måtte blive, er der én ting, der ikke står til diskussion: Det er kun et forsvindende mindretal blandt publikum, der på denne måde kommer blot i nærheden af de subtiliteter og små genialiteter, denne musik er så rig på. Faktisk tror jeg, de kun bliver opfanget af dem, der ved, hvor de skal lede efter dem.

Dog, hvis også musikerne mener, det er den pris, man skal betale, skal man være stærk i troen på retfærdigheden i egen skepsis, hvis man skal være den, der giver dem det første skub ned fra blokvognen. Bedre ville det vel være, om man en regnfuld onsdag i november kunne skubbe publikum ind på en af byens jazzklubber.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Andreas Ebbesen

Det er sørgelig at erfare at Jazzkælderen er lukket.
Da jeg boede i København, og når jeg har besøgt byen siden, så har jeg ellers prøvet og sørge for at biksen kunne løbe rundt.
Jeg har sgu ikke tal på hvor mange plader jeg har købt der inde.
Men hvis jeg siger der er røget omkring 100 stykker ned i tasken, så er det nok ikke helt overdrevet.
VH Heidi Madsen