Lige så nemt det er uden forbehold at anbefale Adichies nye novellesamling, lige så svært er det at anmelde den nærmere. For hvordan undgår jeg at fremstå som en af hendes største aversioner: den fascinerede og forstående vesterlænding, der i virkeligheden ikke fatter et pluk?
I det mindste er jeg på sikker afstand af den ældre senkolonialist Edward Campbell med de mugne fortænder og det svinske blik på de unge kvindelige deltagere i African Writers Workshop i novellen Jumping Monkey Hill. Som leder af workshoppen står Edward for hele programmet, fra valget af den sydafrikanske lokation med det latterlige navn, over angivelig afrikansk struds serveret med Bordeauxvin på hvide duge, til de litterære vurderingskriterier. De unge deltagere tilpasser sig høfligt og nøjes med at latterliggøre de velmenende europæere i enrum - her får blandt andre Isak Dinesen en omgang, som helt utilgivelig, men tydeligvis taknemmelig at parodiere. Da Edward imidlertid også vil definere, hvad der er afrikansk litteratur, og hvad der ikke er (»Det kan godt være, at det her er år 2000, men hvor afrikansk er det, at et menneske fortæller sin familie, at hun er homoseksuel?«), kan vores hovedperson, nigerianske Ujunwa, ikke længere styre sit oprør.
Edward får ikke held til at undertvinge den unge afrikanske forfatter, men skønt man forestiller sig, at han må stå måbende og detroniseret tilbage, er det ikke noget der udmales for os; måske fortsætter han faktisk som hidtil? Det er en stor kvalitet ved novellerne, at de ikke er skrevet over simple skabeloner og banalt gennemførte, metafor-voldførende handlingsforløb med obligatorisk vendepunkt. Her har Adichie virkelig rykket sig siden debutromanen (Lilla Hibiscus, da. 2009). Novellerne er velkomponerede, og valget af jeg-, hun- eller endda i to tilfælde du-fortælling er tydeligvis gennemtænkt og mestres til fulde, ligesom særligt tidsbeherskelsen imponerer: De ofte meget konkrete, private situationers begrænsede tid og sted sprænges ved hjælp af små private flashbacks og vovede flashforwards, der går ud over det personlige perspektiv og åbner for et større, næsten skæbneagtigt. Og afgørende vendepunkter er der ikke mange af, dilemmaer får lov at stå grumsede og uforløste, mens pragmatiske valg og overlevelsesstrategier dominerer.
Eminent oversættelse
Der er tale om strategier til ikke bare at overleve borgerkrig, tab af sine nærmeste, systematisk kvindediskrimination og undertrykkende arbejds- og ægteskabsforhold, men også at leve med velmenende europæisk og amerikansk diskrimination, med smagløs amerikansk livsstil og med den ensomhed, der opstår af at blive forladt, eller af ikke at blive set. Med enkelte undtagelser - en pensioneret mandlig professor og en stammekvinde fra slutningen af 1800-tallet, som dog giver stafetten videre til sin sønnedatter - er hovedpersonerne unge nutidige kvinder, intelligente og stolte, nogle uddannede og frie, andre bundet i afhængighedsforhold - job, ægteskab, børn, familie, ikke sjældent med økonomisk tvang involveret. Der opstår muligheder for venskab og kærlighed, mulighed for at emigrere eller vende hjem, for at tilpasse sig eller sige fra. Det er dog sjældent ukompliceret, endsige særlig klart hvad det er, der afgør valget. Klart er det dog, at ethvert valg har omkostninger for den enkelte og for andre. Man mærker måske nok et gennemgående moraliserende element, som lyder sådan ca. »du kan ikke tillade dig kun at tænke på dig selv«, men da det altid er befæstet i en fejlbarlig person bliver det ikke forfattermoraliserende på den trættende måde. I novellen Den stædige historiker fortælles det om stammekvindens sønnedatter, at hun ser »en klar forbindelse mellem uddannelse og værdighed, mellem de hårde, selvindlysende ting, der stod i bøgerne, og de bløde, subtile ting, der bosætter sig i sjælen.«
Heldigvis for os er Adichie en stædig forfatter med samme indsigt. Oven i købet har vi fornøjelsen af at læse hende i en eminent oversættelse - novellerne fremstår simpelthen, som om de er skrevet på dansk.
