Læsetid: 5 min.

Smid hættetrøjen og hæmningerne

Roskilde er i gang, og vi er et par stykker eller tusind, der har lært ikke at glæde sig i for god tid. Men nu vi er her, er her ret rart. Det hjalp Patti Smith og When Saints Go Machine os til at huske, uden nødvendigvis at træde i karakter
Det kan være en tung udfordring at åbne Orange Scene, men When Saints Go Machine slap faktisk ganske godt fra det med et sæt, der refererede både Technotronic, Underworld og Michael Jackson. Men forsanger Nikolaj Manuel Vonsild burde smide hættetrøjen og slå sig løs.

Det kan være en tung udfordring at åbne Orange Scene, men When Saints Go Machine slap faktisk ganske godt fra det med et sæt, der refererede både Technotronic, Underworld og Michael Jackson. Men forsanger Nikolaj Manuel Vonsild burde smide hættetrøjen og slå sig løs.

Jens Dige

2. juli 2010

»Du har lige spildt øl i mit instrumentbræt, og det løber ned af mit ben.«

»Sorry.«

»Du er en klaphat, Michael.«

»Det ved jeg godt. Du må hellere vænne dig til, at nogen spilder på dig.«

»Ja, men jeg vil gerne selv være halvvissen, før det sker.«

Vi sidder i en mindre japansk tredørs-størrelse. Fire gamle drenge på vej ud ad Roskildevej. Vi er efterhånden ikke længere blandt de unge, der skal af sted. Men vi er dem, der må af sted, hvert år, og nu er vi af sted. Det er en sær fornemmelse. For en uge siden var ingen af os parate. Men fornemmelsen vokser på os år efter år, og selvom vi kommer tættere og tættere på festivalstart, uden fornemmelsen melder sig, så ændrer det ikke på, at den også vokser forholdsmæssigt hurtigt lige før, det er nu.

Nu er vi på vej, og vi glæder os helt enormt. Vi hører Robyn og Motorhead, vi skåler, og vi minder chaufføren om, at han kun skal drikke én øl på denne side af alfarvej.

Så - efter kø, armbåndsudveksling, indkvartering og anden nødvendig spild af tid - står vi dér. Eller, som alle, altså vitterligt alle, siger, når deres fugtige håndflader klasker sammen og hilser siden sidste Roskilde:

»SÅ er vi i gang«

Godt med humor

Og det er Roskilde i sandhed igen. Det er 40 år siden, det begyndte på Dyrskuepladsen, som ikke har været en ærlig smat i imponerende tre omgange, denne inklusive. I stedet har vi et støvplaget publikum, som i den grad forventer sol og varme, at man dårligt kan se de bare ben for bare arme. Sådan må det være, og det er en særlig fornøjelse, når man, som denne skribent og formentlig adskillige andre alene på Informations redaktion, har undret sig såre over, at musikprogrammet mangler noget ny kant i år. Der er helt umiddelbart ikke meget at falde ud over, og at det gamle dygtige anmelderkorps falder i svime over overfloden af rock i gyngestole, retfærdiggør ikke så meget.

Heldigvis er der altid andre størrelser, der overrasker på Roskilde, så vi nok skal komme op af gyngestolene, os aldrende jaser.

En af årets første koncerter er Electrojuice klokken 17.30, altså en halv time efter festivalpladsen åbner for publikum. Electrojuice spiller på Roskildes mest elektroniske venue, Metropol. >Det lyder lamt at give et så parkerende prædikat til en scene, men det er den ikke desto mindre.

Elektronisk musik fejrer ikke noget stort år på Roskilde, end ikke kvantitativt. Electrojuice består af to knægte fra Østjylland, som i et par år har været umanerligt hypede for deres åbenbare musikalske format. For halvandet år siden varmede teenageduoen uimponeret op for ditto Roskilde-aktuelle Prodigy, der genoplivede Den Grå Hal på Christiania som rave-hul. Drengene var lige ved at løbe med al opmærksomheden ved den lejlighed.

At opleve ElectroJuice i dag er en blandet fornemmelse. Drengene, iklædt grønne short og hvide T-shirts, er netop stadig drenge på 17 og 18. Men som en af deres gode mentorer, producer Tomas Barfod, bemærker på vej ned til koncerten, er der allerede så meget rift om dem, at det er en udfordring at holde dem uimponerede. Det lykkes vist helt fint, siges det dog, men deres skarpe indledning på et laptopkontrolleret sæt føles alligevel undertrykt. Nogle gange runger trancen, nogle gange den helt tætte house, og hele tiden ulmer eksplosionen i ægte ungdommeligt overmod. Det hænder dog ikke så længe, vi får lov at lytte med. Til gengæld bliver >det hist og her for repeterende og tilbageholdende, men (fortrøstningsfuldt) nok musikalsk egenrådigt. Er der noget, de to gutter ikke skal, så er det at gemme al krudtet til sidst. De har i øvrigt så meget humor i deres konstante genreskift, at de mest af alt ligner berlinske Modeselektors arvtagere. Godt de har grønne shorts på.

De lever videre

Hun ligner altså Alice Cooper. Jeg er ked af at sige det, men det gør hun.

Chaufføren fra tidligere i dag er kommet sig over blamagen på sine lyse lår. Han er fulgt med mig fra Electrojuice over til Patti Smith, som holder tale, inden Orange Scene for alvor åbnes. Patti Smith skal egentlig ikke spille endnu, men hun er hentet ind, fordi hun gjorde en forskel i 2001. Det var året efter Roskilde mistede sin uskyld. Ni unge mænd mistede livet i et mudderhul foran Orange Scene, og Patti Smith læser navnene på ofrene op. De fleste klinger dansk. Mens hun gør det, er der så stille, som der ikke har været siden 2000, hvor den daværende festivalleder bad folk om at gå hjem i seng en sen, sen aften.

Patti Smith blev for ni år siden set som en åndelig opvågnen til alle de mennesker, som stadig ikke helt forstod, hvad der var foregået. Hun indgød dem håb, siges det. Det gør mange formentlig stadig ikke, forstår det, men de lytter andægtigt til kvinden, der angiveligt ligner et heavyrock-fænomen fra firserne. Folk i klapstole, unge glade piger og drenge og alle klaphattene rejser sig op og klapper hende igennem to akustiske numre, der har den pointe, hun fortsat indgyder sit opmærksomme publikum:

»De gode mennesker lever videre, fordi I husker dem. Husk nu og lev. Lev! Og husk at drikke masser af vand.«

Eklektisk succes

Sluttelig går When Saints Go Machine på og åbner som første danske band, siden Teitur og dernæst Petter ikke formåede at fylde scenen ud. Det var der mange, der heller ikke regnede med, at WSGM's hybrid af pop og electro ville formå, fordi bandet af og til har haft svært ved at fylde nok i de hjemlige koncertsale. Det lykkes til kollektivets store ros, selv en halv time inde i koncerten. >Det hele virker dog ekstremt eklektisk, måske i et ønske om konstant at holde alle vågne. Technotronic, Underworld og Michael Jackson refereres i hvert fald i ét væk.

WSGM fyrer op under trommer og bas og lægger mere bund i lyden, mere forvrængning, mere bund i forsanger Nikolaj Manuel Vonsilds runde vokal, som ofte klinger af Antony Hegartys særlige og våndende stemme - og dermed bringer mindelser til ikke mindst Junior Boys og Hercules And Love Affair. Hvis karismaen skal holde halvt så længe, er det på tide at smide hættetrøjen og hæmningerne. Men hæj, Roskilde er jo først lige begyndt, og vi er nogen, der helst undværer ølstænk og andre hæmningsløse håbløsheder lidt endnu. Men nu er vi i gang.

Electrojuice, Cosmopol, torsdag kl. 17.30

When Saints Go Machine, torsdag kl. 18.30

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu