Læsetid: 3 min.

Smittende livsglæde fra tanzanianske farve-håndværkere

Farvestrålende udstilling i Rundetårn med tingatinga-malerier fra Østafrika. Det, der begyndte med cykellak i en køkkenhave, er i dag internationalt anerkendt billedkunst
Farvestrålende udstilling i Rundetårn med tingatinga-malerier fra Østafrika. Det, der begyndte med cykellak i en køkkenhave, er i dag internationalt anerkendt billedkunst
19. juli 2010

Sommerens måske mest farvestrålende kunstudstilling i København finder man i Rundetårn, hvor den store bibliotekssal sommeren over huser en omfattende samling af tingatinga-malerier, østafrikanske cykellak-malerier. Udstillingen viser udviklingen af tingatinga fra den spæde start i slutningen af 1960'erne til i dag, hvor tredje generation af tingatinga-malere viderefører traditionen fra Edward Saidi Tingatinga, som har lagt navn til den særlige stil.

Tilskyndet af turisternes køb af små romantiske malerier på gademarkedet i hovedstaden Dar-es-Salaam, omdannede Edward Saidi Tingatinga i 1968 sin køkkenhave til et malerværksted. Med forhåndenværende materialer som cykellak og masonitplader malede han de første dyrestudier og situationer hentet ud af den afrikanske hverdag.

En kreds af skandinaver bosat i Tanzania fattede tidligt smag for cykellak-malerierne. De skabte et marked. Arbejdsløse slægtninge kiggede indenfor i Edward Saidis værksted og begyndte at hjælpe ham med forarbejdet til malerierne, hvis stilart er karakteriseret ved en farverig og frodig udfyldning af fladerne.

I bogstaveligste forstand opstår i begyndelsen af 1970'erne en hel lille tingatinga-skole, oprindeligt bestående af otte familiemedlemmer, hvor hver maler har sit eget personlige udtryk og motivkreds. De tidligere tingatinga-malere anså oprindeligt ikke sig selv som kunstnere, men i stedet som wafundi ya rangi, swahili for farvehåndværkere.

Edward Saidi selv blev dræbt af et vådeskud fra politiet i 1972. Han malede således kun i fire år, men nåede at lægge grunden til, hvad der senere er blevet en international anerkendt billedkunst.

Savanne og storby

Dagens tingatinga-malere, hvis antal anslås til flere end 500, hvoraf omkring 90 fortsat arbejder i Tingatinga-kunstkooperativet i Dar-es-Salaam, spænder i deres motivvalg fra de oprindelige enkle dyremotiver, ofte kun et enkelt dyr på en mættet farvet baggrund, og mennesker i dagligdagsscener via billeder med sagn- og fantasidyr til meget detaljerede kompositioner med udgangspunkt i storbylivet i Dar-es-Salaam.

De farvestrålende malerier fra Østafrika har ingen direkte sammenhæng med den danske forfatter og maler Hans Scherfigs naive og farverige junglebilleder med elefanter, giraffer og tapirer, selv om parallellen er nærliggende.

Hans Scherfig (1905-79), som næppe har kendt tingatinga-malerier, skrev i 1946 i artiklen Kunstneren og motivet, at »Afrika er ligeså virkelig som Fyn og Nordsjælland, og det behøver ikke at tydes som virkelighedsflugt, hvis man maler en savanne frem for en kålmark«.

For Scherfig var maleriet først og fremmest en leg og en fornøjelse. Efter at have malet i en modernistisk stil præget af abstrakte flader og kubistiske former i slutningen af 1920'erne ændrede

Scherfig stil og tog fat i sine urskovsfantasier med junglens og savannens dyr, en motivkreds, han fortsatte med resten af livet og brugte i sine populære litografier fra begyndelsen af 1960'erne.

I lighed med tingatinga-malerierne var Scherfigs billeder kun sjældent politiske med eksplicitte budskaber.

Livsglæde

Det er en utrolig flot udstilling, som man ligefrem bliver i godt humør af. Malerierne udstråler en smittende livsglæde, men man savner dog, at udstillingen i højere grad forklarede sammenhængen mellem tingatinga og Tanzanias nyere historie.

Nogle af de udstillede malerier afspejler f.eks. de politiske kampagner fra ujamaa-perioden, men det østafrikanske lands omskiftelige politiske udvikling og refleksionen i tingatinga-malerier lades desværre i høj grad ufortalt. Men de positive sider er klart dominerende. Man bliver ikke alene glad for tingatinga, man bliver også gennem udstillingen klog derpå.

Især skal fremhæves den danske socialantropolog og fotograf Jesper Kirknæs, hvis fotoplancher giver god indsigt i slutningen af 1960'erne, da de første tingatinga-malerier blev malet.

Han og hustruen, Birgit Kirknæs, arbejdede i mange år i Tanzania og har om nogen fremmet interessen for tingatinga i Skandinavien.

'Tingatinga: KITSCH eller KUNST - cykellak på masonit og lærred'. Åben daglig kl. 10-20 i Rundetårn indtil 22. august.

Tue Magnussens er cand.mag. og arbejder på Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu