Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

En solbeskinnet omgang nostalgi

Der var dømt greatest hits på en Roskilde Festival, som næppe vil blive husket for de store musikalske aha-oplevelser, men for en sjældent god stemning, der ikke lod sig spolere af arrangørernes stadig stigende gebyrfetich
Harmoni og kærlighed på dette års Roskilde Festival, der fik en flot afslutning med Prince's koncert søndag aften. Men måske var der lidt for meget velkendt og lidt for lidt kant i dette års program.

Harmoni og kærlighed på dette års Roskilde Festival, der fik en flot afslutning med Prince's koncert søndag aften. Men måske var der lidt for meget velkendt og lidt for lidt kant i dette års program.

Niels Hougaard

Kultur
6. juli 2010

Det syntes ganske symptomatisk for årets Roskilde Festival, da pirattrioen Den Sorte Skole natten til lørdag kaprede sig til herredømmet over Arena-teltet. Det var de gamle giganters omgang, bare i en anden indpakning. Eller same same, but different. I en to timer lang greatest hits-kavalkade mixede og mashede dj'sne Aage Jæger, Langefinger og Lebon sig igennem en perlerække af de største øjeblikke i Roskildes første 40 somre. Publikum var som sædvanlig kåde dis-ciple af de tre vinylmestre, der dog havde taget elektroniske virkemidler i brug for at kunne skabe den fortløbende sammensmeltning af fordums storhed.

Daft Punk, Neil Young, Beastie Boys, Beck, Pearl Jam, Iggy Pop, Pearl Jam, Jeff Buckley og Kraftwerk var blandt de dyre drenge i et den eksklusive klub, som Den Sorte Skole - efter at have modtaget en alenlang ønskeliste fra festivalgængerne - begyndte at skrue sammen for en tre ugers tid siden. Udvælgelsen må have været svær, og det er vel trygt at sige, at trioen satsede på det sikre - og retfærdiggjorde valget med stor elegance.

Med en konstant pulserende dynamik formåede de københavnske pedeller at fyre så meget op under det stopfyldte kæmpetelt, at al saft og kraft til sidst var danset ud af det unge publikum. Så kunne de passende gå hjem og sove lidt på, hvor mange fantastiske stunder Roskilde hidtil har budt på gennem årene.

Grotesk groggy

Spørgsmålet er til gengæld, hvor mange nye Roskilde-klassikere årets festival er leveringsdygtig i. Med et noget tamt og sjældent tilbageskuende program kan man have sine tvivl.

I stedet står 2010 som året, hvor Roskilde Festivals gebyrjungle tog overhånd og lænsede de unge festivalgæster, der ikke længere måtte medbringe egne drikkevarer på campingområdet. Hvis man i eftermiddagsheden udstyrede sig med en flaske vand, fik man såmænd også den konfiskeret på vej mod festivalpladsen.

Scene-konferencierernes konstante påmindelse om at huske at drikke masser af væske klingede noget hyklerisk. 'Join the feeling' hedder Roskildes bovlamme slogan i år - hvad med et med en kende mere kant? 'Join the club and feel robbed', perhaps?

Men nu var det jo musikken, vi kom fra. Og weekenden bød da på en række vældigt vellykkede koncerter fra Orange Scene, hvor lyden aldrig har været bedre. Den ene faldt natten til søndag, hvor mørket havde lagt sin fortættede kappe over et publikum, som bare ventede på at blive sat ild til.

Efter et mildest talt ligegyldigt årti søgte Prodigy i fjor tilbage mod de groft skårne breakbeats, der gjorde kvartetten til selve billedet på 1990'ernes britiske punkravegenre. Det har allerede givet sig udslag i en grotesk groggy koncert i Den Grå Hal, og Prodigy med de svovlende og berserkerdansende Keith Flint og Maxim Reality i front og den programmerende mastermind Liam Howlett bag pulten demonstrerede, at energiudladningen på Christiania ikke var nogen enlig svale.

Prodigy leverede i 1995 en af mine bedste Roskilde-oplevelser til dato, og det var især det tidlige, trippede og punkede ravemateriale, som sad lige i medicinskabet. Vi blev snydt for »No Good (Start the Dance)« og måtte lægge trampende fødder til lidt for meget smaddermudder fra Invaders Must Die, men det rådede »Poison«, »Voodoo People« og »Out of Space« fra Prodigys to første album nærmest bod på.

Under udstødningen af gruppens mest rå skæring til dato, 1997's helvedesfræser »Smack My Bitch Up«, opstod i øvrigt et af de magiske øjeblikke, som gør, at man ikke tør misse den næste Roskilde Festival eller den næste igen.

Inspireret af Mike Skinner og The Streets kommanderede Keith Flint samtlige 50.000 koncertgængere ned på knæ. Forskellen fra seancen i 2008 var, at Prodigy ikke behøvede at fortælle nogen, hvornår de skulle rejse sig og danse.

Folk skød op i luften som champagnepropper, så snart det hamrende breakbeat atter satte ind. Bagefter stod den på spontane bunkekrammere og jubelscener, som kun kan opleves på en festival. Og indtil videre uden ekstra betaling.

Prince tog revanche

Måske var det nattens udladninger, som lagde en dæmper på sagerne søndag eftermiddag. Måske havde Die Antwoord bare ikke mere at komme med. Den sydafrikanske white trash-gruppe, som har bygget sig en internet-hype af de helt store op, kunne ikke holde dampen oppe søndag eftermiddag.

Godt nok gav konceptmageren Ninja og sangerinden Yolandi Wisser den alt, hvad rammer og begrænset mængde tøj kunne holde, men lyden af plasticbeats, råbekor på afrikaans og en kvindelig pendant bar ikke Cosmopol- scenen, og så var det faktisk kun hittet »Enter the Ninja«, der fik hul igennem. >Die Antwoord er tydeligvis et koncept, der egner sig bedst til virale kampagner på youtube og gigs på små klubber.

Så var det straks noget andet at opleve Prince afslutte Roskilde med manér. Den 52-årige legende skrev sig for alvor ind i historiebøgerne som en overmenneskelig musikalsk iscenesætter, der ikke blot dirigerede med sit bigband, men skam også med publikum, lydmand og lysmand. Gerne på én gang og med krav om fællessang. Og folk sang i den grad med på det sublime bagkatalog i en grad, så Prince havde svært ved at forlade koncerten, da han egentlig skulle. »We can't stop,« erkendte han og sendte sit umanerligt funky orkester ud på endnu en rundgang. Og endnu en, og endnu en.

Godt et år efter Michael Jacksons triste endeligt viste Prince, at han har mange år i sig endnu, og at han på mange måder har udviklet sig diametralt modsat af kongen af pop, som gennemkoreograferede alt ned til mindste detalje. Prince tog ikke et planlagt skridt, men improviserede sig igennem til en forrygende afslutning på en noget forudsigelig og tilbageskuende festival. Sigende nok var det hans gamle materiale, der fik mest plads på sætlisten, men det var også det, folk var kommet efter at høre.

Den Sorte Skole, fredag kl. 02, Arena

Prodigy, lørdag kl. 01, Orange

Die Antwoord, søndag kl. 13.45, Cosmopol

Prince, søndag kl. 22, Orange

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her