Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

En stille pige viser tænder

Ikke mange tabuer er uberørte i det blodige, billedstærke, sexede og overrumplende sydkoreanske vampyrdrama Thirst
Ikke mange tabuer er uberørte i det blodige, billedstærke, sexede og overrumplende sydkoreanske vampyrdrama Thirst
Kultur
15. juli 2010

»Vampyrer er hverken umennesker, ikke-mennesker eller overmennesker; de er slet og ret bare mere i live, end de burde være«, skrev horror-eksperten Nina Auerbach engang, og der slog hun hovedet på sømmet.

At vampyrer er sexede og forførende væsener med en libido i særklasse, turde være ubestrideligt. Deres erotiske magnetisme er da bestemt heller ikke underrepræsenteret i Thirst, der dog begynder i en anderledes af

Og så alligevel ikke helt, for filmens hovedperson er en katolsk præst, og man må vel sige, at foruroligende begivenheder i den virkelige verden på det seneste har reduceret afstanden mellem denne skikkelse og vampyren.

Her er dog formentlig tale om et utilsigtet betydningslag, da hospitalspræsten Sang-hyun fremstår som et retskaffent og selvopofrende individ. Faktisk i en sådan grad, at han melder sig som forsøgsperson i jagten på en vaccine mod den dødbringende Emmanuel-Virus.

Sang-hyun udvikler de samme grufulde styrtblødnings-symptomer som virussens øvrige ofre, men takket være en blodtransfusion overlever han som den eneste mødet med sygdommen. Blodtransfusionen, viser det sig dog, transformerer ham til vampyr, og da han ikke ønsker at gøre uskyldige fortræd, må han leve af komatøse patienters blod eller i smug tage lån i hospitalets blodbank.

Sang-hyuns situation kompliceres yderligere, da han forelsker sig i sin barndomsvens smukke kone. Hun vansmægter i en slavelignende tilværelse, som han nu har magten til at hjælpe hende ud af. Bare hun nu ikke viser sig at være en femme fatale eller rettere en femme batale.

Smagen af frihed

Med sit fokus på menneskekroppe i fælt fascinerende forvandlingsprocesser og nærmest frydefulde frontalangreb på tabubelagte temaer, sender Thirst tankerne i retning af visse af David Cronenbergs grænseoverskridende film. Men man fristes til at sige, at det er instruktør Chan-wook Parks fortælletone, som er filmens sande scoop: For ikke at udtynde overraskelsesmomentet for meget, skal blot røbes, at Park demonstrerer udsøgt sans for morbid humor, og at han forstår at forstærke denne med en nøje udtænkt kamerabevægelse eller billedkomposition.

Thirst er en film, der henvender sig omtrent ligeligt til krop og intellekt. Ikke mindst sexscenerne går linen ud and then some, komplet med armhuleslikning og anden dyrisk dekadence. Filmen har da også vakt opsigt, fordi hovedrolleindehaver Song Kang-ho som den første skuespiller i en sydkoreansk mainstreamfilm vises nøgen forfra (et relativt tilforladeligt øjeblik sammenlignet med så mange af filmens øvrige).

Helt så afklædt er hans kvindelige medspiller, unge Kim Ok-bin, ikke, men alligevel er det hende, der stjæler billedet. Hun er med en amerikansk anmelders ord »Lady Chatterley og Lady Macbeth i en og samme ulmende pakke.« Med en sexappeal, der er en vældigt foruroligende blanding af lillepige og tomboy, skaber Kim Ok-bin et sylespidst portræt af en prügelknabe, der får smag for friheden i en sådan grad, at det i allerbogstaveligste forstand skaffer hendes omgivelser problemer på halsen.

Hvis vi vender os mod den mere intellektuelle side af sagen, gårThirst i kødet på en bred vifte af temaer: Der er den tilsyneladende tidløse angst for uinddæmmet kvindelig seksualitet og en ligeså tidløs størrelse som star-crossed lovers, tragisk kærlighed, simpelthen.

Samtidig er der et mere hverdagsagtigt præg over Parks udforskning af de snærende bånd, som ægteskab og familieliv kan medføre, og det er unægtelig en bedrift at forene så ekstrem en præmis med noget genkendeligt.

Rent visuelt gøres dette blandt andet i et godt eksempel på filmens føromtalte diabolske humor ved at lade vampyrduoen tappe deres ofres blod ned i Tupperware-plasticskåle, dette symbol på standardiseret husmorlighed.

Med lidt god vilje kan hovedpersonernes identitetsmæssige dobbelthed jo desuden læses som en kommentar til forholdet mellem Nord- og Sydkorea.

Lader billederne berette

Også billedæstetisk er Thirst en filmoplevelse udover det sædvanlige. Kameraføring, klipperytme og billedkompositioner vidner om en instruktør med en dyb forståelse for de filmiske virkemidler.

Slutscenen vil formentlig være frisk i min erindring flere år ud i fremtiden, men også scenen, hvor vi introduceres for den kvindelige hovedperson, er et lille selvstændigt mesterværk. Hun er helt fremme i billedet, men lidt ude af fokus. Alligevel aner vi, at there will be blood, at hendes antipati over for ægtemanden og svigermoren i billedets baggrund stikker drabeligt dybt.

Man kunne klandre Park for at gabe over vel rigeligt i den over to timer lange og ikke just stramt komponerede film, men især fordi der er (alt for) langt mellem, at man oplever en sådan vildskab på det store lærred, skal lyde en klar anbefaling herfra. Sarte sjæle med et anstrengt forhold til farven rød bør imidlertid holde behørig afstand.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Arthur Schopenhauer

Fed anmeldelse. Jeg kender Chan-wook Park fra Oldboy, som er en sindssyg fed film. Håber Thirst er lige så god eller bedre. Der kommer spændende ting fra Sydkorea i disse tider.

Arthur Schopenhauer

Den viste sig godt nok at være svær at komme igennem. Jeg er ikke fan af sygdomsbilleder akkompagneret af slubre- og smaskelyde i to timer i træk. Lidt for vammel på lydsiden, efter min mening...

Og selvom det nok har funktion som en indrømmelse af mindrebegavelse, så synes jeg desuden den var enormt kedelig.

Heinrich R. Jørgensen

Lasse Christensen:
"Der kommer spændende ting fra Sydkorea i disse tider."

Helt enig -- og det har der gjort i nogle år efterhånden.

Instruktøren Ki-Duk Kim har stået for en stor del af festen, med en perlerække af usædvanlige og absolut seværdige film.

Hvis man er til "Thirst", kan man overveje at skaffe Ki-Duk Kims "Seom" ("The Isle") på DVD. En gennemført æstetisk og visuel smuk film, men med temaer og sekvenser der bestemt ikke er for de sarte.

jørgen g. rasmussen

Fin anmeldelse af et mesterværk, der forener de(t) styggest tænkelige med alskens smukke sager, der resulterer i shakespearesk håndværk: dybt og overbevisende filmkunst.

Rasmus Bro Clemmensen

Som elsker af Chan-wook Parks film var denne film en skuffelse, selvom den er visuelt flot er den langt fra lige så ambitiøs som hans tidligere film, og åbnede ikke for samme uoverskueligt medrivende årssagskæder som hævn-trilogien, og nåede ikke samme ømme og kritiske niveau som "I'm a cyborg but that's okay". Filmen er en flot vampyrfilm, men dens eneste indholdsmæssige force er dens beskrivelse af den dysfunktionelle familie.

Men jeg vil dog stadig anbefale folk der endnu ikke har kendskab til megen af Chan-wook Parks film at se denne, samt hans andre mesterværker. Derudover vil jeg anbefale at dykke ned i koreansk film i det hele taget hvor man omkring hvert hjørn finder nye overraskelser.
Kim ki-duk er ét geni der ihvertfald skal nævnes, blandt andet filmen "3-iron" er helt exceptionel.
Et par andre anbefalinger er "Welcome to Dongmakgol" og "Failan".