Visse dysfunktionelle familier får bare aldrig fred. Har man én gang set Todd Solondz' genistreg Happiness, er det svært at glemme Jordan-familiens skæve personer og trængsler. Hvad enten det gælder søsteren Joys indledende datescene med sans for at hvirvlende en stemning med en diskret skarpladt replik eller de senere middagssamtaler hos hendes pletfrisøgende søster, hvis mand viser sig at være pædofil. Siden Welcome to the Dollhouse har Solondz på næsten uhyggelig vis formået at komme bag de pæne, amerikanske middelklassefacader på en måde, hvor man skiftevis må grine ad dobbeltmoralen eller hjælpeløsheden i forhold til at tackle tabuer og græmme sig, når alvoren sætter ind, og det bliver stadig sværere bare at gå til hans historier som en ny generations sorthumoristiske bud på Woody Allen. Solondz har åbenbart også selv haft svært ved at glemme Jordan-familien. Uden at have planlagt det, dukkede den op, da han ville skrive en ny film efter Palindromes fra 2004. I Palindromes spillede varierende skuespillere den samme karakter. Her lader Solondz uden at skele til race eller alder nye skuespillere indtage rollerne fra Happiness, og man skal lige vænne sig til de nye ansigter, når Solondz igen åbner med en romantisk anlagt aften, som går galt.
Variation over temaer
Joy (nu Shirley Henderson) finder ved filmens start ud af, at hendes mand stadig har problemer i den perverterede retning og rejser derfor til sin mor og sine to søstre for at søge hjælp og genoverveje sine livsvalg. De andre har deres at slås med og virker ikke som de bedst egnede rådgivere. Den ene søster Helen (Ally Sheedy) fremstår bitter og ensom trods sin succes som manuskriptforfatter, den anden søster Trish (Allison Janney) har længe ledt efter en ny mand til at tage pladsen efter den pædofile far. Hun har nu mødt en fraskilt mand, og nogle af filmens mest tåkrummende sekvenser er, når hun som mor forsøger at forklare sin 12-årige søn, hvorfor hun er faldet for ham, og hvad der egentlig blev af far. Det er også en scene ud over det sædvanlige, når den plagede søn i sin søgen efter svar om, hvad det vil sige at være en mand, quizzer sin potentielle stedfar om hans eventuelle hang til små drenge ... Fortiden spøger af naturlige årsager løbende i historien, men det er ingen forudsætning at have set Happiness for at fange forløbet. Med sin frie tilgang til forlægget er filmen snarere en variation over karakterer og problematikker fra den forrige film end en decideret fortsættelse.
Den svære tilgivelse
Med Happiness i bagagen føles filmen som en lidt falmet spejling af Solondz' tidligere succes. Den har færre uforglemmelige enkeltscener, en stor del af overraskelsesmomentet i hans originale og grænsesøgende tilgang til fortællinger er væk, og filmen bliver ind imellem noget tung i sin gentagne pointering af, at det altså handler om tilgivelse her. Hvad kan man tilgive? Og kan man komme videre efter det utilgivelige? Eller kan man i det mindste bare glemme? Solondz har en skarp pen med sans for samtaler med en utilsigtet udgang, men helheden bliver efterhånden monoton, mens de plagede karakterer bevæger sig rundt i det plastiske univers. Heldigvis lyser skuespillerne løbende op og får liv i Solondz' replikker, som denne gang virker mere bastante end ellers. Ud over den fine casting af familien, dukker bl.a. Charlotte Rampling op i en mindre rolle som et mormonster på jagt efter en mand. Solondz' mange fans bør bestemt se Life During Wartime som en original reference til hans tidligere værk; de endnu ikke frelste kan godt opsøge det anderledes drama fra en af den amerikanske independent films mest markante stemmer, som bl.a. er blevet tildelt en stor del af æren i en generel bevægelse fra klassiske 'art film' til mere ironiske, tabusøgende 'smart film' fra midten af 90'erne og frem. Personligt gav Life During Wartime mest lyst til at gense Happiness - også selv om jeg allerede på forhånd ved, hvor grinene bliver næsten smertefuldt hængende i halsen.
