Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Tre tenorer, hver for sig

'Copenhagen Open' giver saxofonister anledning til sammenlignende betragtninger om sorte og hvide arvtagere til de helt store navne i jazzhistorien. Benjamin Koppels deltagelse har givet anledning til heftig polemik
Tenorsaxofonisten Joshua Redman er i dag ’det store sorte håb’ i et felt af musikere, som ellers ikke er rundet af et sort musikalsk miljø. Han gæstede for første gang i 15 år Copenhagen JazzHouse med sin sjældne dobbelttrio bestående af to bassister og to trommeslagere, og koncerten blev et triumftog.

Tenorsaxofonisten Joshua Redman er i dag ’det store sorte håb’ i et felt af musikere, som ellers ikke er rundet af et sort musikalsk miljø. Han gæstede for første gang i 15 år Copenhagen JazzHouse med sin sjældne dobbelttrio bestående af to bassister og to trommeslagere, og koncerten blev et triumftog.

Copenhagen Jazz Festival

Kultur
9. juli 2010

Et af de få andre steder, hvor man gennem årene har kunnet se terminologien fra professionel sværvægtsboksning (»den sorte mester«, »det store, hvide håb« etc.) anvendt - og også her uden, at der er tale om andet end »uskyldig racisme« - er, når talen har været om den mulige kongerække blandt jazzens tenorsaxofonister.

Altså, sådan har det været. Lige nu lægger end ikke dele af jazzens fagpresse nogen særlig vægt på, hvem der spiller alt-, tenor- eller barytonsax (mange kender end ikke forskel), og desuden er der sket det, at sådan som »tenorfeltet« ser ud her fra København, så er det stort set kun »hvidt«.

Da jazzen blev kunstmusik, blev den også »hvid«, og hvor - for nu at gribe tilbage i kongerækken - Stan Getz og Michel Brecker har haft mange arvtagere, så har Hawkins, Young, Webster, Byas, Gordon, Rollins og Coltrane i dag kun få.

Hvor Getz altså engang udgjorde »det store, hvide håb«, fordi han var ene hvid mod en stor, sort »overmagt«, så kan man i dag sige, at tenorsaxofonisten Joshua Redman er »det store sorte håb« i et felt, der, når det gælder kunstnerisk vægtfylde, domineres af Chris Potter, Joe Lovano, Jerry Bergonzi, Seamus Blake, Donny McCaslin, Steve Grossman og en del af andre, som ikke er rundet af et sort musikalsk miljø.

'Copenhagen open'

Al denne, muligvis noget ukorrekte, fokus på sort/hvid har to grunde: I jazzens hjemland aner man hos visse producere, skribenter og pædagoger (men ikke hos musikerne) stadig denne sort-hvide duel, og - dette er den vigtigste - på Copenhagen Jazz Festival har vi i løbet af få dage kunnet høre Lovano, Potter og Redman. Ikke så ringe for en ellers udskældt festival.

Om man - for nu at blive i terminologien - kan udpege en vinder af dette lille »Copenhagen Open« er mere tvivlsomt, men jo heldigvis heller ikke nødvendigt. Denne anmelder nåede ikke Lovanos koncert med DRs Big Band og Underholdningsorkester, men kender denne del af hans musik som noget, der bremser for dét, han er bedst til - sammen med en jævnbyrdig rytmegruppe at udvikle et groove, hvori Lovanos »væltende« frasering på én gang holdes i ave og udfordres.

Få gnister

Man kan heller ikke sige, at Chris Potter, som deltager i Benjamin Koppels såkaldte »Saxophone Symposium« i Prøvehallen i Valby, var blevet placeret i de kunstnerisk mest givende rammer. Fronttrioen af Koppel selv, Potter og altsaxofonisten Bobby Watson var ganske umage: Koppel selv gjorde det faktisk strålende. Han evner både at spille pågående enkelt og fylde rollen som mere romantisk »svævende« i den spirituelt ladede musik af Kenny Werner, der i denne tid synes at optage ham mest - naturligvis fordi Werner, som Koppel selv, er gennemgående figur i denne minifestival i Prøvehallen.

I forbindelse med netop denne del af festivalen og den noget heftige polemik, Koppel selv har forårsaget om den, har man flere gange hørt den forudsigelige nederdrægtighed om hovedpersonen: »Han er bedre til at råbe højt og arrangere koncerter end til at spille«.

Vrøvl! Jeg tør sige, det er lige omvendt, og det er dét, der er Benjamin Koppels problem. Kun en dårlig koncertarrangør inviterer en kunstnerisk fastkørt musiker som Bobby Watson til at spille med for derefter selv at spille r .... ud af bukserne på ham, og - vigtigere - kun en dårlig koncertarrangør inviterer en så egenartet, personlig og determineret musiker som Chris Potter til under jam-lignende omstændigheder at spille materiale, som må forekomme ham tilfældigt, og som med ét slag bringer ham langt væk fra dét, han er midt i med sine egne projekter.

Potter reagerede på den udfordring med høflighed, men mest af alt med famlen, og i den del af koncerten, jeg nåede at overvære, slog det kun en enkelt gang gnister: Da han improviseret spillede en række kor alene med Kenny Werner, hvis tilstedeværelse formentlig har fået Potter til at sige ja til deltagelsen. Her lykkedes det, som også lykkedes for dem på en ret upåagtet duoindspilning fra midten af 90'erne. Nemlig at komme i en tæt dialog, hvori de tydeligt skiftedes til at være ledende, sådan at deres udtrykskraft og begavelse også kom ind i en rent ledsagende rolle.

Finurlig guitar

Lidt mere homogen forekom næste aftens gruppe i Prøvehallen, hvor Koppel & Werner A/S - import, eksport - havde inviteret den sjældent hørte kornettist Ron Miles samt de to franskmænd, guitaristen Nguyen Lé og trommeslageren Daniel Humair.

Med sin frie puls og sit harmonisk stratosfæriske sigte kom den del af musikken, jeg nåede, til at foregå på de to franskmænds betingelser, og det var der ingen grund til at beklage. Humair, der har både krop, fysik og temperament til at dominere alt omkring sig, holdt sig i skindet og tog fat på dét, der gjorde ham kendt allerede i 60'erne: det klangligt afstemte og finurlige, og Lé fulgte ham med eventyrlige skud op i kosmos, mens - for en sjælden gangs skyld - Werner syntes at være lidt på glatis, og Miles henfaldt til fraser fra hardboppen, der kom til at udgøre et sikkerhedsnet for ikke at miste orienteringen.

Triumftog

Tilbage til tenorerne og hardboppen: Joshua Redmans første aften i Copenhagen Jazzhouse, der var hans første besøg her i 15 år, blev et triumftog.

Med sin sjældne dobbelttrio - altså to bassister og to trommeslagere, nogle gange samtidig men dog mest to og to - og med sin magtfulde harmonibeherskelse og sit høje dynamiske niveau gav han os et bevis på, at selvom vi ikke har hørt fra ham i mange år, og hans pladeselskab er ligeglad med det europæiske publikum, så er der altså en tenortronstol for efterkommerne af de sorte hardboptenorer at sidde i, og i dén sidder Joshua Redman sikkert. Redmans temaer er ofte kun skrabede harmoniskift - nogle gange mange, nogle gange meget få og nogle gange blot enkelttoner - men han får maksimalt ud af dem.

Hans evne til motivisk improvisation er meget veludviklet, men lynhurtige avancerede med logiske løb og heftige intervalspring er også ingredienser i en magtdemonstration, der også bevæger, fordi vi - i hvert fald nogle af os - fornemmer dens rod i 50'ernes og 60'ernes moderne jazz og, ikke mindst, melodiskabelse. Interessant var det også at opleve de to trommeslageres forskelligheder så direkte demonstreret: Greg Hutchinsons klassisk flyvende, fuld af modhager, og Bill Stewarts klangligt mere velovervejede med sine dynamikudsving udstrakt i meget længere kurver.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Claus Oreskov

Vil artikel forfatteren have, at jeg i fremtiden skal gå efter musikernes hudfarve, i stedet for musikken?
Rock'n'roll kongen Little Richard har ved flere lejligheder fremhævet at musik ingen farve har, og der har han jo ganske ret!
PS: til alle jer jazz elskeres information, så var en hel del af Richards tidlige produktion meget jazzet.lyt f.eks. til nyudgivelsen af hans indspilninger fra de tidlige 50´er på Little Richard: ”The Formative Years 1951 – 53.