Læsetid: 4 min.

Ulæselig modernisme

Det er ikke til at kæmpe sig igennem de utallige billeder på dobbelthed og fortrængning hos Villy Sørensen. Hans Samlede fortællinger har historisk interesse, men ikke mere end det
21. juli 2010

Det har været hårdt og taget lang tid at få læst sig igennem Villy Sørensens Samlede historier, som for nylig blev genudgivet af Gyldendal i to store, uformelige bind. Man mærker støvet falde ned over siderne, mens man kæmper sig gennem ordene: endnu en klassiker stedt til hvile på filologiens evige jagtmarker, denne dog håbløst dårligt klædt på til sit efterliv som ulæst mursten.

Især er Sørensens to første udgivelser, Sære historier fra 1953 og Ufarlige historier fra 1955, exceptionelt tunge at komme igennem. Det kan være tiden, der har gjort det. Receptionshistorien viser os, at de engang var rystende og uforståelige og at de sidenhen blev kanoniserede som målestok for dansk modernistisk prosa.

I dag virker deres magisk-mytologiske universer indadvendte og symboltunge. Det er som at være tvunget igennem den ene eksistentielle rebus efter den anden, og selv hvis man ikke lige løser dem, rebuserne, undgår man ikke at mærke den måde, de insisterende prikker en på hjernen.

»Jeg betyder noget andet end det, der står her, tolk mig, tolk mig!« siger de, igen og igen, til deres sagesløse læser.

Den gestus føles hverken frisk eller indbydende. Og så er der fortællerstemmen, hvis brandere, falske naivitet og syntaktiske triller jegfortælleren i Morderen frygter, at folk stiller »næsvise spørgsmål om morderens næse«, den slags engang nok signalerede energisk respektløshed. Så frækt kan man skrive om eksistensen! Det var sørens. Men nu har den noget onkel-agtigt over sig. Den er som en ældre slægtning, der fortæller vovede vittigheder om præster til familiefesten. Bedstemor bliver stram om munden, men vi andre kigger væk, pinlige på hans vegne.

Hårdt at læse

Der er stadige allusioner til myter og klassisk litteratur, men alle forlæggene kristendommen, folkeeventyr, de græske guder, Kafka fortæller den samme historie. Mennesket er et splittet, dobbelt væsen. Desværre har vi indrettet vores liv og samfund som om, det ikke er tilfældet og det især i dag, dvs. i efterkrigstidens moderne, teknokratiske tidsalder. Men så dukker det fortrængte op igen, for vi skal ikke forsone vores dobbelthed, vi skal forsone os med den.

Den historie får vi så igen og igen og igen. Hos Villy Sørensen er det fortrængte gerne knyttet til kvinden og seksualiteten, mennesket som oftest en ung mand, der har svært med at finde sin plads i verden. Skræller man lagene af symboler væk, så handler de sære og ufarlige fortællinger især om drenge, der ikke kan blive voksne, fortalt med pibe og tweedjakke. Som sagt, det er hårdt at læse.

Freja og Afrodite

Heldigvis løsner tingene sig i det senere forfatterskab. Det gør det især, når Villy Sørensen vrider sig løs af dén maskine til produktionen af modernistisk prosa, som de første bøger sætter i gang: myte, dobbelthed, tildækning, splittelse, seksualitet.

F.eks. er der en nærmest monstrøs energi og en interesse ikke bare for myter, men også for historien i »Et formynderskabs historie« fra Formynderfortællinger (1964). Og i »Chefen« bliver spørgsmålet om fortrængning pludselig ret direkte knyttet til homoseksualitet. Samtidig mister sproget noget af sin falske kækhed. Der kommer lidt fart i en række filosofiske dialoger. Især er der godt med ping-pong i en diskussion mellem apostlen Paulus og kejser Nero i »Kejser og apostel«.

Endnu senere, i den del af forfatterskabet, ingen rigtigt tager alvorligt, beriger Villy Sørensen sin modernisme-maskine med en forestilling om en altfavnende, nærmest kosmisk kærlighed. Den er et alternativ til formynderiet og fortrængningen; den er også det, der fortrænges, typisk på grund af angsten for døden. Det er næppe tilfældigt, at Freja og Afrodite er de mest sympatiske skikkelser i Ragnarok og Apollons oprør, forfatterens genfortællinger af henholdsvis den nordiske og græske mytologi. Eller at det om den sidste hedder, at hun »var med skønt ikke personligt til stede i ethvert kærlighedsforhold«, og at hun derfor ikke selv elsker en enkelt frem for alle andre.

Stilen er på det her tidspunkt letflydende og afdæmpet. På sin vis er disse sene genfortællinger den positive overraskelse i de Samlede fortællinger.

Central skikkelse

Det skal også med, at der jo er masser af litteratur- og kulturhistoriske grunde til at læse Villy Sørensen. Både som forfatter, men måske især som essayist og intellektuel har han spillet en enorm rolle i efterkrigstidens danske kultur. Der sker en sekularisering af mytiske tankefigurer i hans prosa. Det greb er helt centralt for forståelsen af dansk modernisme. Og de forestillinger om litteratur og samfund, som han formulerede i Digtere og dæmoner (1959) og som også løber som en undertekst gennem mange af hans fortællinger fik en afgørende betydning for årtiers dansk kulturpolitik.

Men læst som litteratur, i dag? Det lader sig ikke gøre.

En sidste kommentar til Samlede fortællinger som bog. Gyldendal vælger igen at genudgive et helt forfatterskab i et ubrugeligt, dårligt designet og ekstremt uhandy format. De to bind er så tunge og siderne så store og brede at det reelt generer læsningen. Forsiden er det sædvanlige forfatterfotografi, omslaget er billig hardback, som om man havde at gøre med en bogklubbog. Målet har tydeligvis ikke været at lave noget, som gav folk lyst til at læse Villy Sørensen.

På den anden side er der ingen noter og et lillebitte og dårligt fokuseret efterskrift. Som kritisk-akademisk udgave, til brug for studerende og universitetsfolk, dur den heller ikke. Hvad kan den bruges til, så? Måske dørstopper, under alle omstændigheder stinker det af glædesløst pligtarbejde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tom W. Petersen

Det ser ud til, at udgivelsens fysiske dårligheder har gjort deres virkning. Stakkels Tue!
Og så farvel til Villy Sørensen; han var kun et tidsbegrænset fænomen. Ikke noget for nutidige, mere udviklede intelligenser.

Søren Kristensen

Glædesløst pligtarbejde. He he. Det var præcis sådan jeg havde det dengang tilbage i halvfjerdserne, da jeg af uransaglige grunde mente jeg burde læse V.S. og det var oven i købet noget jeg selv havde fundet på (bilder jeg mig ind). Det er en utrolig magt ordene synes at få lige så snart de kommer på tryk, hvilket også er årsagen til jeg stort set ikke læser bøger mere.Jeg mener: som om der ikke er magt nok at skulle forholde sig til? Reklamens magt fx. bare for at nævne et enkelt eksempel. Forskellen fra dengang til nu er at informationsmængden, ikke mindst den gratis (som ikke nødvendigvis er ringere af den grund) er så enorm, at man har mere brug for at sortere fra end til og i et landskab hvor budskaberne helst skal rage lidt frem og byde sig til med enten relevans eller i det mindste klarhed, for at finde en modtager, har Villys, helt uafhængigt af deres indpakning, vist ikke mange chancer. Jeg troede faktisk han var gået i glemmebogen.

Villy Sørensen er forlængst skubbet ind på den bageste række i min reol. Dog dukker enkelte fortællinger op med mellemrum i min erindring. F.eks. den sære historie 'Tigrene'. Her i ramme Villy Sørensen en stemning, som fra en synkron parallelverden, med en nærmest kafkask intensitet... og dog er historien ved genlæsning uendelig naiv.

Villy Sørensen er jo ikke den lettest tilgængelige af sin tids forfattere, men at afskrive ham så konsekvent, som det sker her, er for tåbeligt.

Mener, han stadig har meget at sige om samfundets og kunstens indretning. Det gælder bl.a. de politistatsmetoder, som VOK praktiserer.
Så læs ham igen, og igen - han er det værd.
Og smid så alle de satans svenske krimier ud - de er ikke værd at spilde tid på - gælder også Stieg Larsson.

Henning Ristinge

Jeg tilslutter mig Arnelunds kommentar. Jeg har ikke læst VS romaner - det vil jeg se at komme eftyer en dag men en af de vigtigste bøger i mit liv er hans bog om - Seneca - om den romerske filosof a samme navn - en bog som i den grad sætte vores eksisens i historisk relief.

Jeg tror at det problem nogen har med VS er at han er for begavet og lært for dem - og så kan vi jo spekulere lidt over hvem det er værst for.

Henning Ristinge

Man kunne sige det samme om Kirgegaard og Tue hvis han fik lov ville sikkert skrive noget tilsvarende om det, hvis ikke det lige var for dette forfatterskabs internationale tyngde.

Michael Gudnæs

Måske skulle Information afholde sig fra at viderebringe anmeldelser skrevet af wanna-be's som tydeligvis ikke er værket voksen.

olivier goulin

Villy Sørensen utilgængelig?

Det ved jeg da ikke. Vi fik ham læst højt i 6. eller 7. klasse.

Hans absurde grusomme novelle om de to drenge, der saver benet af deres kammarat, er da et af mine dybeste litterære indtryk fra dansktimerne.

At kunne skrive, så det fascinerer både børn og voksne, er en meget stor litterær kvalitet i sig selv, efter min mening.

Men jeg har ikke læst ham, siden jeg blev voksen.
Måske han egner sig bedst til børn?

/O

Ole Falstoft

Tue klager over V.S. dobbeltbundehed. Han foretrækker åbenbart forfattere er er lige ud af landevejen?
Men hvis man har ambitioner om at læse andet end ren undeholdning udgår man ikke det dobbelttydige eller forfattere der vækker til reflektion.
Hvordan har han det mon med dobbelttydige og ironiske forfattere som H.C. Andersen eller Henrik Pontoppidan?
Jeg kan for øvrigt varmt anbefale V.S. gendigtning af Ragnarok - her er han mere lige ud af landevejen - eller ironien er mere skjult -læs den højt for jeres børn!

Søren Kristensen

Forskellen på Villy Sørensen og Kierkegaard er at sidstnævnte havde noget at skrive om, i den forstand at det religiøse hele tiden anfægtede ham. Jeg fandt aldrig ud af hvad der anfægtede Villy Sørensen for alvor og derfor vil jeg i dag hellere læse Kierkegaard, om jeg kun havde de to at vælge imellem, selv om jeg ikke er religiøs. Men jeg medgiver at historien om benet der bliver sat af var noget der gjorde indtryk på en tolvårig. Dengang var splattergenren jo slet ikke opfundet.

Ole Falstoft

Jo tak den historie fik jeg læst op i 6. klasse. Den virkede så voldsom på mig at jeg fik kvalme og måtte have hovedet ned mellem benene for ikke at besvime. Jeg har ikke læst den siden. Det er vel også et slags kvalitetsstempel?

Marianne Mandoe

V.S. er da ikke svært tilgængelig.
Han har en form for sort humor der er helt unik. Selvfølgelig skal man være i stand til at se ind bag dobbelttydningerne for at få andet ud af det end at han er lige så sær som de "Sære Historier".

Søren Kristensen,
Noget som i hvertfald optog Villy Sørensen, er forholdet mellem marxisme-leninisme og den personlige frihed, og på det felt ligner han Kierkegaard - religionen er blot skiftet ud med marxisme-leninisme - hvilket var yderst relevant i tiden...

Tom W. Petersen

Michael Gudnæs har i hvert fald ret i, at anmelederen bør være det anmeldte værk voksen.
Og det er næppe tilfældet her.

Vibeke Nielsen

Nå, men så lad da mig kaste mig over en anmeldelelse af anmelderne af anmelderen, nu hvor vi er i letbenet sommerhumør.

Det er ret spøjst, når man går hele tråden igennem. Der er nemlig en klar sammenhæng mellem kommentarernes frekvens og deres lødighed. I starten går det meget godt, men så spurter i derudaf med op til flere kommentarer i timen. Her bliver det efterhånden tydeligt, at de nytilkomne kommentatorerne ikke har læst anmeldelsen, men hinandens kommentarer.

Kommentartråden går simpelthen i selvsing. Det ses for eksempel i Ole Falstofts og Marianne Mandøes kommentarer: "Selvfølgelig skal man være i stand til at se ind bag dobbelttydningerne for at få andet ud af det end at han er lige så sær som de “Sære Historier”." Jamen, anmelderen ser faktisk ind bag dobbelttydighederne, vil Marianne Mandøe opdage, hvis hun læser anmeldelsen. Det er de pointer, som ligger bag dem og som bliver gentaget igen igen, der er anmelderens anstødssten, ikke at komme bag dem eller forstå dem. Ole Falstoft går så langt som til at anbefale Ragnarok. Hvis han havde læst anmeldelsen ville han have opdaget, at den er en anmeldelse af Samlede Historier, inklusiv Ragnarok, der for øvrigt får positiv kritik....

Nå, men I har åbenbart behov for en uforpligtende sludder med hinanden fremfor at bruge tid på at læse avisens artikler og anmeldelser, og det skal I da være velkomne til.

Ole Falstoft

Vibeke: At jeg anbefaler Ragnarok skyldes ikke en misforståelse af anmelderen - jeg ville blot bidrage med det positive jeg personligt har oplevet ved at læse V.S.

Marianne Mandoe

Kære Vibeke.

Andmelderen ser jo netop ikke ind bag dobbelttydningerne når han når så letbenede konklusioner som han gør.

Det at være uenig i anmeldelsen og så pointerer det i et kort sætning er ikke det samme som ikke at have læst anmeldelsen.

Vibeke Nielsen

Marianne og Ole,

Det virker bare lidt mærkeligt, at kritisere andre for overfladiskhed og derpå imødegå hvad man mener er overfladiskhed med...overfladiskhed...

Kan I ikke selv se dynamikken i kommentarfelterne her på Information? Altså, at det mange steder handler mere om at sludre med de andre kommentatorer end om egentlig diskussion af avisens indhold? Og at jo hurtigere det går, jo større er sandsynligheden for at debatten præges af en lemmingeeffekt - osse mig osse mig osse mig...

Ole Falstoft

Vibeke: Bortset fra jeg ikke kan se min anbefaling af Ragnarok som overfladiskhed - så må jeg give dig ret i at jeg nok var for hurigt ude med min kritik af Tue
Jeg er også træt af for meget løs snak i disse spalter - alt for meget 'ja det mener jeg også' - det bidrager jo ikke til nogen interessante diskussioner - jeg prøver selv at undgå det - men hvad - alle kan jo falde i en gang i mellem - så nu vil jeg love at stramme op - tak for sparket!

Marianne Mandoe

Vibeke. En kort sætning er ikke nødvendigvis overfladisk.

Og anmeldelsen ER overfladisk. Den går for det første ikke i dybden med nogen af V.S.s arbejder, for det andet så flader den ud til sidst med bemærkninger om formatet på den bog anmelderen har læst, layout på for- og bagside og en slutbemærkning om at den i dens nuværende form ville være anvendelig som dørstopper.
Ikke noget der i den forstand har en disse at gøre med V.S.s forfatterskab, men som fortæller en hel del om forfatteren af anmeldelsen.
Det har været et bestillingsarbejde som artikeforfatteren nok er gået ind til med ulyst da han højst sandsynligt har haft en forudfattet mening om Villy Sørensens forfatterskab.

Indrømmet. Jeg brød mig heller ikke synderligt om V.S. da jeg blev præsenteret for hans historier i folkeskolen. Men jeg er vokset ind i det, og værdsætter nu det groteske, dobbelttydningerne og de skjulet og slet så skjulte hentydninger til samfundsforhold der på mange måder er lige så aktuelle i dag som da de blev skrevet.