Læsetid: 4 min.

Vandrehistorier om hverdagsvanvid

'Den gyldne tid' iscenesætter vittigt og veloplagt en serie skrøner fra den ofte absurde hverdag i Ceausescus Rumænien
'Den gyldne tid' iscenesætter vittigt og veloplagt en serie skrøner fra den ofte absurde hverdag i Ceausescus Rumænien
22. juli 2010

Da Christian Mungiu i 2007 vandt guldpalmen for sin fremragende Fire måneder, tre dage og to uger, gik det for alvor op for de fleste, at der var god grund til at holde øje med rumænsk film. Inden havde en kortfilm som Traficmarkeret sig ved at vinde kortfilmenes guldpalme i 2004, og en række spillefilm havde stille og roligt indtaget andre festivaler verden over.

I Danmark har vi bl.a. kunnet se Corneliu Porumboius komedie 12:08 East of Bucharest, hvor en lokal tv-station 16 år efter Ceausescus exit fra Bukarest i helikopter kl. 12.08 inviterer bl.a. en pensioneret julemands-vikar og en alkoholiseret historielærer i studiet for at fortælle om deres deltagelse i det legendariske øjeblik. Andre festivaldarlings har med stor succes også søgt tilbage i tiden, som f.eks. Radu Munteans The Paper Will be Blueom selve revolutionsaftenen i 1989 og Catalin Mitulescus charmerende opvækstdrama The Way I Spent the End of the Worldom et søskendepars morsomme forsøg på at undslippe Ceausescus Rumænien. Sidste år vandt det rumænske drama Katalin Varga, instrueret af briten Peter Strickland, hovedprisen ved CPH PIX.

Der har af gode grunde været skyhøje forventninger til Christian Mungius' næste udspil efter succesen i Cannes, og måske derfor har han valgt at alliere sig med en række kolleger og lave en episodefilm, også kaldet en portmanteau-film, som sit næste udspil. Styrken ved Den gyldne tider, at den viser, hvor meget fortælleglæde, galgenhumor og talent, der er i de fem instruktørers versioner af vandrehistorier om almindelige menneskers hverdag under Ceausescu.

Svagheden er, at filmen - selv om alle historier har manuskript af Mungiu - aldrig får samme styrke og slagkraft som et helstøbt drama som Mungius prisvinder, men snarere bliver et skævt og uhøjtideligt møde med en række pudsige situationer.

Morsomme præmisser

I filmens første episode bliver vi inviteret med til en lille landsbys forberedelser af et officielt partibesøg. Alt skal vaskes og pudses, og der bliver sågar hængt frugt op i træerne for at få lokaliteten til at fremstå fin og frodig. Da besøget pludselig aflyses, ender dagen efter præstationspresset og megen hurlumhej med en løssluppen karruseltur, hvor alle er hoppet med på en frihedssusende svingom - og ingen derfor kan standse karrusellen igen.

De fire andre episoder blander på lignende vis humor og alvor i sine små indblik i de mere absurde øjeblikke fra en hverdag, som kunne have været skildret som rå og præget af fattigdom og frygt, men her har kulør og fokus på det sjove frem for det tragiske. Som når en fotograf for avisen Scinteia skal dække den franske præsident Giscard d'Estaings besøg, og censuren til alles skræk og rædsel opdager, at d'Estaing er iført hat på billederne, mens Ceaucescu har taget sin af. Det kan føre til en katastrofal tolkning af, at kommunisterne tager hatten af for kapitalisterne, og fotografen må derfor finde en kreativ løsning på den potentielle krise. Det er en elementært morsom situation, ligesom grundpræmissen i historien om en mand, som under store skærmydsler vil gasse en gris, så hans sultne naboer ikke skal høre dens skrig og få lyst til en bid på deres gafler.

Stilfærdig fusk

Filmens titel Den gyldne tidreferer til, hvordan diktaturet selv betegnede sin tid ved magten. Her er begrebet naturligvis ladet med ironi, men flere af historierne emmer også af en form for nostalgisk blik på de foretagsomme mennesker, som med stor opfindsomhed fandt nye veje til at snyde systemet på. En fjerde episode i filmen følger en ægteskabsfrustreret lastbilschauffør, som sammen med en charmerende krodame begynder at sælge æg fra hønsene i sine dyretransporter for at tjene en ekstra skilling.

På lignende vis skildrer filmens sidste episode, hvordan to studerende udnytter folks respekt for autoriteterne til at lure deres tomme flasker fra dem og score panten. De sættes med en filmreference undervejs skælmsk i forbindelse med rebeller som Bonnie og Clyde, selv om deres stilfærdige oprør foregår på en yderst høflig og respektfuld maner.

Saft og kraft i fortiden

De enkelte episoder er i samme dur som dogmereglernes ønske om at lade fællesskabet stå foran individet ikke krediteret til de enkelte instruktører, og modsat mange strittende episodefilms ujævne karakter, har Den gyldne tidmed vandrehistorierne som præmis en naturlig sammenhængskraft og historier, som fint supplerer og spejler hinanden. En markant del af de rumænske film fra omkring 2005 og frem, som nu betegnes som den rumænske nybølge, foregår i slutningen af 80'erne og handler om at leve under et diktatur. Der er tydeligvis filmisk saft og kraft at finde i at bearbejde den tid, og de sorthumoristiske indslag er befriende. I Cannes kunne man i år i en helt anden ende af skalaen opleve rumænske Andrei Ujicas over tre timer lange dokumentarfilm The Autobiography of Nicolae Ceausescu, som udforsker en diktators natur ud fra følgende betragtning:

»En diktator er, når alt kommer til alt, blot en kunstner, som er i stand til at praktisere sin egoisme fuldt ud. Det er udelukkende et spørgsmål om æstetisk niveau, hvorvidt han viser sig at være Baudelaire eller Bolintineanu, Louis XVI eller Nicolae Ceausescu.«

Ujicas film er udelukkende baseret på arkivmateriale. Den skulle efter sigende være et møde værd, men der er nok ingen tvivl om, at underholdningsværdien er større i den unge generations mere løsslupne og stemningsfulde skildringer af legendariske vandrehistorier fra landets fortid.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu