Læsetid: 7 min.

Den virkelige historie om ikonet Sophie Scholl

Stor aktuel biografi fortæller om Sophie Scholl, der sammen med sin bror, Hans, blev ikon for det indre tyske oprør mod Hitler. De betalte med deres liv for deres modstand. Først nu foldes den historie ud, der gør hende til et helt menneske
Oprør. Sophie Scholl i 1941, to år inden hun blev dømt til døden og henrettet for højforræderi mod Hitler. I ny biografi fortæller Barbara Beuys om Sophie Scholls liv - fra hendes tid i Hitler Jugend til det oprør, som, efter hendes død, gjorde hende til et symbol på den indre, ikke-voldelige modstand mod nazidiktaturet.

Oprør. Sophie Scholl i 1941, to år inden hun blev dømt til døden og henrettet for højforræderi mod Hitler. I ny biografi fortæller Barbara Beuys om Sophie Scholls liv - fra hendes tid i Hitler Jugend til det oprør, som, efter hendes død, gjorde hende til et symbol på den indre, ikke-voldelige modstand mod nazidiktaturet.

3. juli 2010

Den 21. februar 1943 sad Sophie Scholl i en fængselscelle i München anklaget for højforræderi mod Hitler. På bagsiden af det stykke papir, der rummede anklageskriftet mod hende, mod hendes 24-årige bror Hans og deres 23-årige ven, Christoph Probst, skrev den 21-årige kvinde med skønskrift ordet 'frihed'. Hendes budskab til eftertiden blev først opdaget årtier senere.

Søskendeparret Sophie og Hans havde få dage forinden, den 18. februar 1943, delt antinazistiske flyveblade ud på Ludwig-Maximilians-Universität i München. Her blev de pågrebet af pedellen. Siden blev Christoph Probst anholdt. Han var forfatter til et endnu ikke trykt flyveblad, som Hans Scholl uforsigtigt bar i sin lomme. Christoph Probst var fire uger forinden blevet far til sit tredje barn.

Den 22. februar blev de tre dømt til døden. Dommen blev fældet af Roland Freisler, en af Hitlers mest berygtede blodhunde. De tre blev halshugget samme dag.

'Frihed' var også det ord, Hans Scholl havde skrevet på murene om natten rundt omkring i München. Ordet stod også at læse i de tusindvis af flyveblade, som de to Scholl-søskende og andre medlemmer af modstandsgruppen 'Hvide Rose' havde forfattet og smidt i tusindevis af tyske postkasser fra sommeren 1942.

Rigtigt og forkert

Det andet nøgleord var 'skyld'. I december 1942 sagde Sophie ligeud til sin veninde Susanne Hirzel:

»Jeg er besluttet på at gøre noget. Hvis man kun har en mening mod dette system, men ikke handler, så gør man sig skyldig ... Jeg vil i hvert fald ikke være skyldig.«

Hun ville ikke pådrage sig samme skyld som de millioner af mennesker, der tiljublede Hitler, lige fra han stillede op til Rigsdagen i 1930. Hun havde selv været længe om at indse, hvad der var rigtigt og forkert. Hun havde som teenager været gruppefører i BDM, Forbundet af Tyske Piger, et korps, unge piger blev indrulleret i, hvis de ikke aktivt gjorde modstand. Men tiden i BDM bliver ikke nævnt med et eneste ord i Scholls breve og dagbøger.

»Kan det skyldes, at Sophie Scholl, der var så kritisk over for sig selv, har fortrængt denne tid?,« spørger historikeren Barbara Beuys, forfatter til den netop udkomne definitive biografi over den unge kvinde, der i efterkrigstidens Tyskland blev selve symbolet på den indre, ikke-voldelige modstand mod nazidiktaturet.

Barbara Beuys' biografi om Sophie Scholl er stor både i omfang og værdi. Hun fortæller medrivende og detaljeret den historie, der lå til grund for de unge søskendes kamp og beslutsomhed. Og hun ændrer det almene billede af Sophie som en stille tilbageholdende ung pige lidt i skyggen af sin charmerende bror Hans. Sophie var en selvsikker ung kvinde, der røg, kørte bil, stod på ski, tegnede som en drøm, musicerede og dansede vildt. Hun havde som inderste mål at sætte tanke før følelse. Beuys fortæller om forældrene, ægteparret Lina og Robert Scholls integritet og værdighed, og om deres aldrig svækkede modvilje mod Adolf Hitler og hans plumpe og menneskeforagtende ideologi og regime.

En af Beuys' værdifulde kilder er den ældste søster Inges dagbøger og omfangsrige arkiv. Med udgangspunkt i det kildemateriale forfalder forfatteren ikke så let til den romantisering som Tysklands berømteste søskendepar ellers indbyder til. Vel var de modige, allerhelvedes modige, og det langt mere end de fleste. Men de var det knap så tidligt, som myten fortæller.

Det dokumenteres f.eks. af Inge Scholl, årgang 1917, der i sin dagbog den 30. april 1934 skriver: »Hans har en fin radering af Hitler. Den hænger i børneværelset. Far har fra begyndelsen, hver dag når han kom hjem fra kontoret, taget den ned og lagt den i en skuffe. Men Hans har hver gang taget den op og hængt den på dens plads, indtil far endelig gav efter. Nu er han også mere for Hitler. Jeg er glad!«

De fem børn i familien Scholl var oprindeligt ivrige tilhængere af nationalsocialismen og medlemmer af ungdomsorganisationerne Hitler Jugend og Bund Deutscher Mädel, BDM, hvor de havde betydningsfulde positioner. At Robert Scholl pludselig skulle have fået flair for Hitler, var ønsketænkning hos den da kun 17-årige Inge Scholl. Robert og Lina Scholl havde snarere indset, at tryk avler modtryk. De ville stå ved deres opdragelse af børnene til selvstændighed og selv lade dem finde væk fra deres vildfarelse.

Sammen mod nazismen

Det lykkes ikke Barbara Beuys at bestemme præcist, hvornår skuden vender for Scholl-børnene. Det står fast, at det ikke sker så tidligt som efter Hans' deltagelse i rigspartidagene i Nürnberg 1935. Sophie Scholl og hendes bror, Werner, mødte for eksempel, som de to eneste, op i kirken iført brune Hitler Jugend-uniformer på deres konfirmationsdag i marts 1937. Men det er et faktum, at familien senest med krigens begyndelse står sammen mod nazismen.

Et Goethe-citat gik som motto og rød tråd igennem familien og også igennem bogens anden halvdel: »
Allen Gewalten/zum Trotz sich erhalten« (At holde sig oppe, trods al vold). Ordene ville vel før eller siden sætte sig igennem også hos de unge. Det gjorde de, ikke mindst på grund af den faste kristne tro hos både mor og børn.

Lørdag den 20. februar 1943 fik Lina Scholl at vide, at hendes to børn, Hans og Sophie, sad fængslet i München anklaget for højforræderi. Samme dag, eller dagen efter, bad den yngste søn Werner, der er kommet på orlov fra østfronten, moderen om at læse et stykke af Bibelen. Lina Scholl valgte Makkabæernes anden bog. Fra det syvende kapitel læste hun om Kong Antiokus IV, der ødelægger Jerusalem og plyndrer templet. Han tager en jødisk mor og hendes syv sønner til fange og befaler sønnerne at spise svinekød. Én efter én nægter de og bliver grusomt henrettet. Da kun den yngste søn er tilbage, beder kongen moderen om at overtale sin søn til at gøre, hvad kongen mener er til hans eget bedste. Men moderen beder blot sønnen om ikke at frygte sin bøddel: »Tag døden på dig som dine brødre, så Gud ved nådens tid giver mig dig og dine brødre tilbage.« Efter alle sine sønner bliver til sidst også moderen henrettet.

Moderen Lina Scholl var diakonisse indtil sit ægteskab med den ti år yngre Robert Scholl, og hun forblev stærkt troende. Robert var liberal, demokrat, pacifist og tilhænger af den Weimar Republik, der gik under med Hitler. Han gik ikke i kirke, og han gik heller ikke op i trosspørgsmål. Det umage par blev gift i 1916. Ægteskabet var lykkeligt, og de fik fem børn. To af deres børn skulle gå over i den tyske historie som et lillebitte lys i det uendelige medløbermørke, der lagde sig over Tyskland fra 1933 til 1945.

Stor sensibilitet

Tyske kritikere har været enige om at lovprise Beuys' biografi. Süddeutsche Zeitungs Dorion Weickmann kalder det »et i de fineste sjæleforgreninger plastisk portræt«. Avisens anmelder finder det kapitel mest interessant, hvor Beuys skildrer, hvordan forældrene klarer at have en redefuld Hitler Jugend-tilhængere, alt imens faren selv kalder diktatoren for en »politisk rottefænger«.

Den store seriøse ugeavis Die Zeits Volker Ullrich finder, at bogen »ikke bare er blændende skrevet, men at den også åbner nye tilgange til forståelsen af modstandskvinden«. Også han roser Beuys for at gå lige til sagen, hvad angår de fem Scholl-søskendes tilslutning til nazismen: »Hvor heftig denne begejstring var og først og fremmest, hvor længe den varede ved, det åbnes der først for med denne biografi,« skriver Ullrich.

Ullrich fremhæver den »store sensibilitet«, hvormed Beuys skildrer det komplicerede forhold mellem studinen Scholl og hendes forlovede, soldaten Fritz Hartnagel. Samtidig skriver han, at »denne indfølende biografi, der undgår enhver heroiserende tendens, ikke tager noget af Sophie Scholls storhed fra hende, tværtimod: Her lærer vi hende at kende med alle facetter af hendes rige personlighed, også de modsætningsfyldte«.

Sabine Fröhlich fra den schweiziske avis Neue Zürcher Zeitung kalder bogen »en klogt researchet biografi«.

Hun fremhæver, at Beuys lader Scholl træde frem som »en velinformeret, illusionsløs betragter af den politiske situation og af krigen«. Og hun understreger betydningen af, at Beuys trækker den hidtil underbelyste åndelige diskussion frem i lyset. Nemlig den diskussion, som Sophie Scholl i breve og samtaler førte med sig selv og sin nærmeste familie og venner om trosspørgsmål, og hendes læsning af
Augustins Bekendelser, Søren Kierkegaard, Thomas Aquinas og katolske reformvenlige filosoffer og forfattere. Den diskussion førte i sidste ende til, at Sophie Scholl vendte sig fra sine, med en daværende kammerats ord »fanatiske«, aktiviteter i Hitlers ungdomsorganisationer.

Oliver Pfohlmann fra Frankfurter Rundschau skriver, at Beuys allerede med tidligere bøger har skabt sig et ry som grundig biograf. »Varsomt og overbevisende relativerer og korrigerer hun de myter, der snor sig om modstandsbevægelsens ikoner, og den stråleglans, der omgiver søskendeparret Scholl. Hun skærper først og fremmest blikket for indsigelser og ubesvarede spørgsmål.«

Han skriver, at det »ikke er en helt anden historie«, Beuys leverer, »men en mere troværdig«.

»Beuys fratager læseren sine mindesmærker og skænker dem i stedet levende mennesker med deres styrker og svagheder,« skriver Pfohlmann.

Barbara Beuys: 'Sophie Scholl, Biografie.', 496 sider, 24,90 euro, Carl Hanser Verlag, München 2010.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Den virkelige historie findes næppe, men vi har siden krigen fået rigtig mange kvindeskæbner fortalt betagende og dygtigt. Den første jeg husker var, bortset fra Anna Franks dagbog, Kate Florons Kvinder i modstandskampen.
Det er så længe siden, at man med rette kan stille spørgsmålet: Hvad var det for en frihed, som Sofhie Scholl ud af sine tanker noterede på bagsiden af anklageskriftet? Den frihed, som nogen i dag taler om, er en karikatur af den frihed, vi talte om under krigen. Som artiklen skriver, var de tre unge optaget af at gøre modstand, et oprør imod antifascismen og altså at lægge andre for had.

Michael Jansen

En meget fin og velskrevet anmeldelse af Henriette Harris. Dog savner man oplysning om, hvor meget moderens kristne tro og Scholls læsning af de kristne forfattere og filosoffer betød for beslutningen om at gå aktivt til modstand imod nazismen.

Nazismen var kommunismens modstykke, og optakten så vi allerede i 1.verdenskrig, siden under Den spanske Borgerkrig, hvor man, ca.halvdelen kommunister, forsvarede den folkevalgte republik.

Endnu et eksempel på krigens vilkår er, at der ikke gives en mellemvej. De danske vægelsindede under krigen troede, at man kunne finde et ståsted i begge lejre.
Et af de tydeligste tilfælde er en parallel til artiklen her, nemlig den tyske dirigent Furgtvänglers forsøg på at gøre både nazismen og deres modstandere tilpas med et mislyklket forsøg på at adskille musik og politik. Den slags idealer går ikke i krig, hvor man må vælge enten-eller. Han var indkaldt til samtale med Hitler, men afviste at propagandere, hans forestillinger blev aflyst af Göring, men fik lov at fortsætte og spillede også den germanske heltemusik, som om musikkens magt overgår alt, og blev fordømt af jøderne og en stor del af verdens musikere. Kun fordi han var den berømte dirigent og ikke en del af Den hvide Rose overlevede han nazismen. (En anden kendt tysk dirigent, von Karajan, fulgte lidt det samme germanske spor, men blev senere meget anerkendt.)
Falder debatten i dag på krig og samme modsætninger er vi prisgivet og må tage stilling for eller imod.

Michael Jansen

@Gert

Nazismen var en anti-kristelig bevægelse. F.eks. havde man i SS forbud imod at blive kirkeligt viet, og man holdt heller ikke juleaften. Og der var naturligvis heller ikke feltpræster i SS.

Det var kirken og miljøet omkring kirken, der var den vigtigste modstand imod Hitler. Således var kredsen omkring von Stauffenberg, der forsøgte at slå Hitler ihjel i 1944, dybt præget af kristendommen.

Michael Jansen

Apropos kristendommen, så var Hitler fyldt med foragt overfor kristendommen og dens bud om ubetinget næstekærlighed.

Derimod var han en stor beundrer af islam, og han beklagede, at det var kristendommen og ikke islam, der havde slået rod i Tyskland.

Det fremgår bl.a. af Albert Speers erindringer:

http://www.uriasposten.net/?p=4191

Katolikken Adolf Hitlers statsteoretiker, Cal Schmitt (NSDAP-mdl.1932) samlede sine juridiske begreber fra 1914, 19 og 21 i en lille bog: Politische Theologie, hvori han påviste, at alle de moderne begreber om statslæren er sekulariserede teologiske begreber, og at den undtagelsestilstand (som man udråbte Weimar-republikken til) har en analog betydning for retsinstansen, der umiddelbart kan indføre begrebet suverænen (i praksis Føreren). Den moderne retsstat sætter sin deisme (guddommelighed) igennem med teologi og matafysik.

Denne rent rationelle, videnskabelige fremstilling af Det tredje Riges førsteprofessor i statslære var, hvad Adolf kunne bruge, akkurat som Fogh forstod Bush, da han kastede det sikreste kort, når man skal ændre tingenes tilstand, nemlig at erklære krig. Straks er forestillingerne tvunget ind i den sort-hvide tankegang, enten-eller. Og derfor kunne Bush med sikker men logisk naiv overlegenhed proklamere: Hvis du ikke er for os, er du imod os, dvs., hvis du ikke fører krig mod Sadam, så er du jo for Sadam.

Michael Jansen

@Per

Det var kun rent formelt, at Hitler var katolik. Han afskyede tværtimod kristendommen, men havde stor beundring overfor islam. Det kan du læse om i de links, som jeg har indsat ovenover...

Michael Jansen,
du bliver så nødt til selv at læse Carl Schmitt, hvis du vil indse, at nazismen transformerer de teologiske og metafysiske begreber til statslæren og altså til den polittiske undtagelsessituation og Førermyten (Schmitts bog er vist aldrig oversat til dansk, genoptrykkes jævnligt på tysk som et memento, men findes sikkert på bibliotekerne).

Denne teori fremgår i øvrigt konkret for enhver, der ser og forstår den igangværende religionskrig, her i landet og på slagmarken i de muslimske lande.

Den samme lektie, som vi i fyrre år har måttet høre Søren Krarup præke, den selvsamme melodig om sekularisering, antiparlamentarisme og antimenneskerettigheder. Vejen til totalitarisme og krig - i guds navn, som Bush sagde.

Sophie Scholl og hendes bror skal blive mindet af mig og min familie til evig tid. Hun samt sine medhjælper fortjener at blive æret for deres indsats og mod. Hvil i fred I kære fæller...

Nogle ofrede friheden for andres frihed,

men begrebet frihed er siden forvandlet til ukendelighed. For at læse både Michael og Jonas, kan bemærkes, at Der Führer inddrog eftertånden alle organisationer under nazismen - ved lovindgreb. For de unge gjaldt det Wandervogelbewegungl og de religiøse ungdomsforbund. Til sidst var alle unge i Tyskland en del af de to nazistiske forbund, alle blev en del af Bund Deutscher Mädel og Hitler Jugend, unge, som man siden forventede meldte sig i SS eller Wehrmacht og til sidst måtte forsvare deres fædreland.

I Danmark talte alle om frihed, også kommunisterne, og modstandsfolkene kaldtes frihedskæmpere, men det var en frihed for nazisme og besættelse, en frihed, som til gengæld efter 'befrielsen' fik mange betydninger.