Læsetid: 3 min.

András Schiff genkomponerede Beethoven og Schumann

Efter flere store klaveraftener i sommerens Pianoforte-serie i Tivoli indtraf alligevel et højdepunkt, som kommer til at stå i en klasse for sig. For hvem kan overgå András Schiff?
6. august 2010

Over sine Davidsbündlertänze fra 1837 skrev Robert Schumann et gammelt vers, som hans kommende hustru Clara brugte som motto: »Altid og til enhver tid vandrer sorg og glæde til hobe: Forbliv from i glæden og vær modigt beredt på sorgen.« Det højtidelige vers kunne meget vel stå som essensen af onsdagens Tivolikoncert med den ungarske pianist András Schiff, for har et møde med ham herhjemme nogensinde før bragt os så langt ind i musikkens inderste væsen, dér hvor den menneskelige lyst og nød åbenbarer sig som inspirationskraftens uadskillelige urkilder?

Schiff begyndte og sluttede det ordinære program med to kendte Beethoven-sonater, den ene i mol og den anden i dur. Måneskinssonaten i cis-mol er forsynet med undertitlen quasi una fantasia, som skal forstås som en form for improvisation, og det gælder hele sonaten. Det er sjældent, for ikke at sige aldrig, man hører den som man gjorde denne aften, netop som en gigantisk fantasi. Beethoven skrev senza sordini (uden dæmpere på strengene) over den langsomme førstesats, han ønskede altså at de så velkendte brudte treklange skulle klinge over i hinanden på trods af harmoniskiftene. Samtidig er det angivet at man skal spille med to slag i takten i stedet for de normalt praktiserede fire, der trækker tempoet ned til en dræbende kadence, men Schiff gjorde alt dette og afslørede dermed en helt ny moderne musik, et visionært flimrende landskab af sarte blandingsklange. Og som noget andet nyt kom man til at forstå, at disse hypnotiske treklange ventede på at blive transformeret til djævelske akkordbrydninger i finalens eksplosioner.

Eminent klangretorik

Lysten og nøden trådte ganske anderledes frem i C-dur-sonaten tilegnet vennen, grev Waldstein. Den er først og fremmest et forum for klavertekniske innovationer, en ny start efter de første 20 sonater, og bevare mig vel hvor Schiff viste sig som en klavervirtuos af Guds nåde. Han ophævede instrumentets genstridige natur. Det afgørende var imidlertid, hvad han brugte teknikken til. Til en kviksølvagtig motorik i førstesatsens ryk rundt i diverse tonale flader hjulpet af noget helt specielt ved hans klaverspil, den eminente klangretorik. Men han førte os for alvor ud på det dybe vand i adagioen med den mystiske titel introduzione. Et uudgrundeligt nøgent limbo, som munder ud i en sindsoprivende dialog mellem to stemmer, en høj og en dyb. Og umærkeligt satte Schiff så finalen i tostemmig bevægelse, aldeles træfsikkert og ganske sagte strømmende, en enkle melodi er udstrakt på blot syv noder, men spillet med et så intenst tilbageholdt syngende foredrag, at det unddrager sig fingerfysikkens love. Jo, lyst og nød smeltede sammen, muterede og regenererede i denne sjældne tydning af den sorte nodetekst, og på den måde blev Beethoven genkomponeret som i den forrige sonate.

Digteren taler

Men András Schiff afdækkede i lige så høj grad nye sider af 200 års-jubilaren Robert Schumann. Ikke mange pia-nister gider røre ved hans tidlige fis-mol-sonate, og det er vel meget forståeligt, hvis man ikke evner at se bagom det tilsyneladende problematiske materiale. Schiff så ind i Schumanns modsætningsfyldte forestillingsverden, han orkestrerede sonaten, man hørte strygere og blæsere, man hørte symfonisk klang og ekkoer af opera, bestandigt formåede han at tæmme tangenterne til at adlyde i budskabets tjeneste. Aldrig skete det bare efter noder. Og dette analytiske skarpsyn fortsatte i de eventyrlige Davidsbündlertänze. Her har Schumann fundet frem til de musikalske midler, der på et sekund kunne udtrykke ekstremerne i hans splittede sind. Det er korte karakterstykker, lidenskabelige og lyriske, komponeret bl.a. med en revolutionerende behandling af todelt og tredelt metrum. Og Schiff gengav disse 18 små psyko-dramaer med en fysisk lethed og en sjælelig alvor, igen var man tryllebundet og tør i munden af bar koncentration.

Skønghedsmættet

Hvad gør man ikke for sit københavnske publikum, når det er mere sultent og ikke har hostet en koncert til døde, som det skete samme sted for to år siden? András Schiff spillede såmænd et ekstranummer på godt 20 minutter, hele Schumanns Kinderszenen. De både fredfyldte og muntert nænsomme scener for børn blev sunget ud i rummet med usentimental følsomhed, så at sige den Schumannske mani på vågeblus, og især den sidste sats var dybt bevægende, Der Dichter spricht. Her lyste hele Schiffs rige talent op i de afsluttende skønhedsmættede takter med den lange vibrerende bastone, hvor nøden overskygger lysten.

Men mød digteren igen den 15. september. András Schiff kommer til Trommen i Hørsholm og spiller 1. bind af Bachs Das Wohltemperierte Klavier.

Pianoforte! Koncert med András Schiff. Beethoven: Sonate nr. 14 i cis-mol, Måneskinssonaten. Schumann: Sonate nr. 1 i fis-mol og Davidsbündlertänze. Beethoven: Sonate nr. 21 i C-dur, Waldstein. Tivolis Koncertsal 4. august.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lars Kjeld Hansen

Tak for endnu en fantastisk Valdemar Lønsted-anmeldelse, hvor klassisk musikalitet og formidling går op i en højere enhed til glæde for læserne - både dem der var så heldige at opleve koncerten, og dem der vil vide, hvad de gik glip af - og hvorfor de gik glip af noget specielt.

En lille bøn: Flere anmeldelser fra samme hånd, tak.