Læsetid: 2 min.

Det beskidte halve dusin

Sylvester Stallones 'The Expendables' er en glimtvis underholdende hyldest til de ukomplicerede actionfilm fra 1980'erne, men den mangler et ordentligt manuskript
Sylvester Stallones 'The Expendables' er en glimtvis underholdende hyldest til de ukomplicerede actionfilm fra 1980'erne, men den mangler et ordentligt manuskript
12. august 2010

I begyndelsen af Sylvester Stallones nye film, The Expendables - han har både skrevet, instrueret og spiller hovedrollen - kommer det øjeblik, vi alle har ventet på i mange år, topmødet, hvor 1980'ernes tre største actionikoner, Stallone, Arnold Schwarzenegger og Bruce Willis, endelig mødes.

Scenen varer kun fem minutter, men den er god og morsom - de tre skuespillere tager pis på hinanden og leger veloplagt med det billede, vi alle har af dem fra dengang for 20-30 år siden. Og samtidig viser den, hvor begavet en film The Expendables kunne være blevet, havde Stallone altså valgt at reflektere lidt mere over sin egen og kollegernes fortid og nutid.

Dermed ikke være sagt, at filmen er helt håbløs; den er i glimt ret underholdende, og der er flere referencer til skuespillernes alder og karriere. F.eks. spøger Stallones yngre kollega, Jason Statham, med, at Stallone ikke længere er så hurtig, som han var engang, hvilket han i nogle af de mange actionsekvenser, hvor der skal løbes og nævekæmpes, pustende og stønnende må give Statham ret i.

Titlens 'undværlige' er en håndfuld lejesoldater, der udfører opgaver, hvis betalingen er rigtig. The Expendables begynder med, at gruppen - der ud over Stallone og Statham tæller blandt andre Dolph Lundgren, Jet Li og Mickey Rourke - uskadeliggør en flok somaliske pirater på blodigste vis. Og så er scenen ligesom sat for en omgang ukompliceret, nogen vil sige hjernedød, action a la 1980'erne.

De gode er gode, de onde er virkelig onde, og historien - om en CIA-styret general på en sydhavsø - er blot en dårlig undskyldning for at sprænge en masse ting i luften og skyde mennesker midt over med voldsomme håndvåben.

Bizar uskyld

Et stykke af vejen er det både sjovt og charmerende at se de aldrende actionmen gøre det, de er bedst til - Eric Roberts, endnu et 1980'er-levn, er god som skurk, ja, selv Dolph Lundgren, der bestemt ikke er nogen god skuespiller, leverer en i sammenhængen fin præstation.

Der er en bizar form for uskyld over det hele, en uskyld, som også kendetegnede mange af 1980'ernes enstrengede actionfilm.

Men selv en pastiche - en hyldest til forgangne tider - må gerne have mere at byde på end en historie, som synes at være udtænkt over en kold øl på det lokale værtshus og er fuld af huller og urimeligheder.

Der er ikke meget mere at komme efter i The Expendables, end det man lige umiddelbart kan få øje på, og det er altså ikke nok. Man morer sig da, men det er hurtigt glemt, og det er vel trods alt ikke meningen.

Og hvor var så lige Chuck Norris og Jean-Claude Van Damme? De er nok med i den to'er, som allerede skulle være på vej.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu