Læsetid: 6 min.

Bush ødelagde det for Blair

Med ’The Special Relationship’ afslutter den britiske manuskriptforfatter Peter Morgan den medrivende Tony Blair-trilogi, han påbegyndte med ’The Deal’ og ’The Queen’. Og hvad er det så for et billede af den tidligere britiske premierminister, de tre film tegner?
Med ’The Special Relationship’ afslutter den britiske manuskriptforfatter Peter Morgan den medrivende Tony Blair-trilogi, han påbegyndte med ’The Deal’ og ’The Queen’. Og hvad er det så for et billede af den tidligere britiske premierminister, de tre film tegner?
5. august 2010

The Special Relationship slutter med, at den afgående, amerikanske præsident Bill Clinton forlader den britiske premierminister Tony Blairs sommerresidens i helikopter og ud af vinduet kan se, hvordan Blair vender ham og deres særlige forhold ryggen, mens han taler i telefon med den nyvalgte præsident Bush.

Året er 2000, Al Gore har kastet håndklædet i ringen, og Clinton kan se sin drøm om en verden styret af fremsynede, moderat venstreorienterede politikere forsvinde i takt med, at hans tidligere så tætte allierede, Blair, vælger at blive dér, hvor magten er, og beslutningerne tages dvs. tæt på Bush i stedet for at vende tilbage til sit og Clintons progressive udgangspunkt.

Og således sættes der også punktum for den britiske manuskriptforfatter Peter Morgans voldsomt medrivende filmtrilogi om Tony Blairs opstigen, storhed og fald.

The Special Relationship er instrueret af Richard Loncraine og tager tråden op efter The Deal (2003) og The Queen (2006), begge instrueret af Stephen Frears, der hhv. skildrer Blairs vej til toppen af Labour og hans fremragende krisehåndtering i forbindelse med prinsesse Dianas død i 1997, kun kort tid efter, at han blev valgt som den første Labour-premierminister i 18 år.

En sympatisk politiker

Allerede fra begyndelsen han blev valgt ind i det britiske parlament i 1982 fremstår Tony Blair (i alle tre film fremragende spillet af Michael Sheen) som en ambitiøs, reformivrig og meget sympatisk politiker, der med sine konservative rødder og overklasseopvækst passer meget dårligt ind i det stagnerede, reaktionære Labour.

Nogle af partiets ældre parlamentsmedlemmer kalder ham hånligt for den konservative, men Gordon Brown (David Morrissey), en anden ung og ærgerrig nyvalgt parlamentariker, som Blair deler kontor med, kan godt se fornuften i hans tanker om fornyelse og fremskridt.

I The Deal fortæller Morgan og Frears om, hvordan pæne, imødekommende Blair og intense, tillukkede Brown bliver venner og politisk allierede og arbejder sig vej mod toppen af Labour ved at gøre op med tidligere tiders forstokkede politik og blandt andet kappe båndene til den yderste venstrefløj.

Brown har dog svært ved at tage det nødvendige, men også kyniske skridt for at sikre sig formandsposten og bliver derfor overhalet af den anderledes pragmatiske Blair, der i øvrigt også tager sig bedre ud i medierne og offentligheden.

Filmen ender med, at de to, nu arge, konkurrenter, indgår titlens aftale om, at Blair bliver formand, og hvis Labour vinder regeringsmagten i 1997 at han frivilligt trækker sig tilbage efter den første periode og lader Brown komme til.

Skidt for verden

Vi ved nu, at der skulle gå 10 år, mere end to perioder, før en stadigt mere upopulær Blair endelig opgav magten, og at Brown hurtigt mistede den igen, fordi det New Labour, de sammen stod fadder til, ikke længere havde befolkningens tillid. Hvor Blairs første år gik godt politiske reformer blev gennemført og velfærden øget begyndte det at gå galt, da han i 2003 gik i krig i Irak sammen med George W. Bush.

»Når han dør, vil navnet George Bush stå skrevet på hans hjerte. Bush ødelagde det virkelig for ham. Det er skidt for verden,« sagde Stephen Frears i et interview med Information i forbindelse med premieren på The Queen.

Politikeren, alle elskede i 1997, endte med at blive manden, alle hadede.

The Queen begynder med, at Tony Blair og Labour i 1997 vinder en jordskredssejr efter næsten 20 års konservativ dominans, og hvordan den nyvalgte premierminister bliver en landsfader og dygtig rådgiver for dronning Elizabeth (en fremragende og Oscarvindende præstation af Helen Mirren), da prinsesse Diana dør i en bilulykke i Paris samme år.

Den midtersøgende Blair er ikke som sin kone, Cherie (Helen McCrory), modstander af det britiske kongehus, og han gør, hvad han kan, for at hjælpe dronningen med at genvinde den popularitet hos befolkningen, som hun mister ved at forholde sig helt tavs i dagene efter Dianas død.

Ideologiske kampfæller

Den tredje og altså sidste film om Tony Blair, The Special Relationship, handler om det specielle forhold, der opstår mellem præsident Clintons USA og Storbritannien, da Blair bliver premierminister. Filmen viser, hvordan Blair i 1994 er i Washington for at hente inspiration til New Labour hos de revitaliserede demokrater, og hvordan han som premierminister bliver forført af Clinton (Dennis Quaid, der præcist rammer Clintons tale, mimik og gestik) og i høj grad forlader sig på den karismatiske præsidents hjælp, når det brænder på både ude og hjemme.

Forholdet mellem de to ideologiske kampfæller, der deler en drøm om en ny og bedre verden med mænd og kvinder af deres egen, rette støbning ved magten, lider dog et knæk, da Blair giver sin uforbeholdne støtte til Clinton i dagene inden, præsidenten efter først at have benægtet det indrømmer at have haft sex med praktikanten Monica Lewinsky.

Bagefter føler Blair sig forståeligt nok forrådt, og forholdet til Clinton forandres.

Bedre bliver det ikke af, at Blair som i løbet af de tre film bliver bedre og bedre, ja, måske endda lidt for god, til at spille det politiske spil i slutningen af 1990erne presser Clinton til at bakke op om et større militært engagement på det borgerkrigshærgede Balkan.

Blair vil have stoppet krigen, og det kan ikke lade sig gøre uden USAs hjælp. Clinton er mere henholdende, fordi han har indenrigspolitiske hensyn at tage. Og så er det, at Bush stjæler præsidentposten fra Al Gore og Gore lader ham gøre det.

Magt korrumperer

Om noget er Peter Morgans Tony Blair-trilogi en universel og næsten episk fortælling om, hvordan magt korrumperer, og hvor svært det kan være at holde fast i idealerne og principperne, når man først sidder på magtens tinde og bliver presset fra alle sider.

I løbet af de tre films 280 minutter bevæger Blair sig langsomt og sikkert fra venstre mod højre, og selv om man bevarer sympatien for ham næsten til det sidste, fornemmer man også, hvor galt det kommer til at gå, fordi han er blevet så grebet af magten og det politiske spil.

»Uindskrænket magt og det at være menneske er på en eller anden måde uforenelige størrelser,« sagde Peter Morgan i 2009 til Information i et interview om Frost/Nixon, endnu en spændende film om politik, han har skrevet manuskript til.

»Vores menneskelighed vil næsten altid ydmyge og ødelægge os, det være sig vores grådighed, begær, følelser, paranoia eller neuroser. Det at være menneske er at være ufuldkommen. Uindskrænket magt kræver på mange måder fuldkommenhed.«

Kvalificeret gætværk

Der er masser af gætværk i alle tre film, men det er kvalificeret gætværk baseret på grundig research, og på intet tidspunkt, mens man ser sagaen om Tony Blair, føler man sig ført bag lyset. Mellemregninger springes over, og begivenheder udelades der er ikke tid til alting på 90-100 minutter men det hele forekommer såre sandsynligt, og man synes endelig, at man har fået sandheden at vide om, hvorfor Blair gjorde, som han gjorde.

»Man skal i virkeligheden tjene to herrer: Troværdighed og virkelige begivenheder,« sagde Stephen Frears også i 2006.

»Man forsøger også at konstruere en dramatisk historie, og de ting går ikke altid hånd i hånd. Man skal forholde sig til begge dele på én gang uden at miste publikums tillid.«

Det synes at minde meget om at være politiker og skulle tilfredsstille både vælgere og politiske interesser, og i så henseende har Peter Morgan, Stephen Frears og Richard Loncraine haft betydeligt mere held med sig end Tony Blair.

Både The Deal og The Queen kan fås på dansk dvd fra Sandrew Metronome. The Queen er desuden lige udkommet på Blu-ray. The Special Relationship kan i de kommende dage ses på Canal+. Sendetider på www.canalplus.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Frej Klem Thomsen

Mere kritiske røster end Morgans vil mene at Blair ikke blot bevægede sig fra venstre mod højre, men at han startede noget længere henover midten end en Labour-politiker burde. Tariq Ali har sagt det meget præcist i en samtale med den tidligere Labour-minister John Reid han selv har refereret:
Reid: If we’d listened to people like you the Tories would have been in power for another 13 years.
Ali: They were. Just called themselves New Labour.

Men det anfægter ikke filmenes iøvrigt høje kvalitet.

Jeg kan se Visat History...og for nogle måneder siden (eller sommeren sidste år?) kunne man se nogle fine dokumentarfilm, bla. filmen 'the road to war' hvor Blair totalt åbent sagde, at han mente, at det var vores moralske pligt at stoppe ondskaben, der hvor var.
Altså stoppe denne verdens onde diktatorer som f.eks. Milosevic, Saddam Hussen og andre, som Blair (og andre) syntes tilhørte 'ondskabens akse'.

Derudover var han meget tæt på at indrømme, at krigene mod Irak og Afghanistan til dels (hvis ikke til fulde) var ført, fordi de (muslimerne) havde andre værdier end os. Og at vi må vinde over dem, altså muslimerne - fordi Vestens pligt stadig er at udbrede vore (vestlige) ideer til resten af verden.

Jo, her fornægter Blairs overklasse og britisk empire-baggrund sig ikke. Og jeg håber, da bestemt, at der noget om Blair kristne baggrund i filmen (manden blev katolik efter han stoppede som premierminister) og om hvordan dette havde indflydelse på hans politiske beslutninger, ikke mest på den om at gå i krig mod Irak (og Afghanistan). Og måske også mod Milosivis; ganske vist var han kristen, men den forkete slags kristen, dvs. serbisk-ortodoks.

Og det er meget sigende, at det ikke var Nato's luft-angreb, der betød enden for Milosevics regime, men folkets modstand mod det - efter et valg...

Lige en anden kommentar:

Bush ødelagde det aldeles ikke for Blair; Blair var altid en dybt, dybt højre-orienteret social-demokrat, som intet gjorde for arbejderklassen eller middel-klassen i England (UK). Han fortsatte den samme type økonomiske politik, som Reagan og Thatcher stod for. Han udliciterede stort set alting, herunder jern-banerne, hvilket førte til dyrere og dårligere jernbanedrift.

Tony Blair har modtaget store beløb for at arbejde for det sydkoreanske olieselskab UI Energy, der har kæmpe investeringer i den kurdiske del af Irak. Tony Blair arbejdede som konsulent for selskabet kort tid efter, at han forlod jobbet som premierminister, ...så'æhm helt sønderknust er Blair altså ikke.

Bente Simonsen

Har man glemt at fortælle, hvis penge, som betalte hans valgkamp/sejr, og hvis politik han måtte føre derfor?

Der ligger hunden begravet.

Bo S. Nielsen

"I The Deal fortæller Morgan og Frears om, hvordan pæne, imødekommende Blair og intense, tillukkede Brown bliver venner og politisk allierede og arbejder sig vej mod toppen af Labour ved at gøre op med tidligere tiders forstokkede politik og blandt andet kappe båndene til den yderste venstrefløj."

Tja og Blair's højrefløj fik jo også strittet Londons progressive borgmesterkandidat Ken Livingstone ud af partiet med Blairs ord om, at Livingstone ville blive "a disaster for London". Det var så sjovt nok Livingstone, der lo sidst og No-Labour, der kom kravlende tilbage i erkendelse af, at 'Red Ken' ganske enkelt var stormende populær i denne en af verdens største metropoler.

Giddens' Third Way og Blair's 'reformvillige' politik var aldrig andet end nyliberalt forrædderi. Ikke så underligt, at mange nu stemmer på den konservative pendant til Blair, David Cameron. Hvad er det man siger på engelsk? Same same...

Jens Thorning

Det er utroligt, hvor meget Clintons Hollywood-udseende, amerikanske fortands-smil og legendariske "karisma" på TV og i den tilhørende eller supplerende virkelighed betyder for bedømmelsen af hans politik.

Ligegyldigt hvad han gør eller gjorde, er det rigtigt - og det er lige før, verdens kvinder gik på gaden for at tage ham i forsvar for den potente, maskuline Hollywood-agtige affære med Lewinsky.

Og Danmarks udenrigsministers "image" er som bekendt midlertidigt truet af, at hun ikke har haft held til at møde hans hustru, Hillary, foran kameraer. En vanvittig verden, ikke sandt, Blair?