Dansabel og dyster commedia dell'arte

»Dav, skal vi gå i gang?« Ordene tilhører manden bag det danske enmands EBM-act Leæther Strip, Claus Larsen, og rammer meget godt den lidt hyggeorienterede stemning der er i starten af koncerten. Han går på præcis kl. 20.00, så halvdelen af publikum sidder stadig på trappen til spillestedet og nyder det gode vejr og eventuelt medbragte Ceres Top.

Til de uindviede, dækker forkortelsen EBM over begrebet Electronic Body Music, som løseligt beskrevet kan kaldes en genre eller en slags ambition. Det er i hvert fald den mest brugte benævnelse for en meget uens gruppe af musikere og bands, der siden starten af 80erne har afsøgt området imellem det organiske og elektroniske, det industrielle og det kunstneriske og avantgardistisk eksperiment og mere dansabel, dyster techno. Et af de absolutte hovednavne på scenen er canadiske Skinny Puppy, som det er lykkedes for folkene bag den århusianske RECcession Festival at lokke til Helmigville.

For mange anekdoter

Men først altså Leæther Strip. Langsomt fyldes rummet mere op, og manden gør sit til fra scenen at få skabt stemning. Lige vel rigeligt, endda, for det hyggelige præg hænger ved. Han snakker ret uforstyrret både før, efter, og nogle gange også under numrene, og den kritiske sans over for hvilke anekdoter, publikum er interesseret i, kunne godt trænge til et §20-eftersyn.

»Ved I, hvad jeg har? Jeg har spist aftensmad med Skinny Puppy!,« fortæller han glædesstrålende, og uanset om det er et forsøg på at dele sin glæde eller på at få at se, hvad vi andre har fået til aftensmad, så burde han nok koncentrere sig mere om musikken.

Den går det nemlig ikke alt for godt med. Han har visse producerkvaliteter, men det virker som om, inspiration og legesyge for længst er blevet deponeret til fordel for trætte genre-klichéer og tomgang i slæbesporet. I et miljø, hvor monotoni og repetition ofte betragtes som noget godt, gælder det om at holde tungen lige i munden, især når man som han har mere end 20 års erfaring. Der er en vis entusiasme at spore i publikum, men det skyldes nok, at der er tale om udpræget pårørendekunst; han får i al fald sendt personlige hilsner ud til mindst 10 personer. Den mest troværdige entusiasme får han for de ældste numre, såsom »Japanese Bodies«, hvorimod nyere numre som »Civil Disobedience«, viser, hvordan inspiration og lyst til at gøgle på en scene, ikke altid følges ad. Derfor kan det undre, at han har valgt at gemme sit måske mest oplagte nummer som allersidste ekstranummer, men da der sjældent er set en kunstner, der krævede mindre bifald for at vende tilbage til scenen, kan det vel også betragtes som en integreret del af koncerten.

Lige så skuffende uoplagt som Leæther Strip denne mandag fremstod, lige så lysende oplagte er Skinny Puppy, fra første tone. Scenen er nu forvandlet til et multiteknisk, grotesk kalejdoskop, og foran det overvældende lysshow indtager den teatralske frontmand Nivek Ogre scenen. Han er som altid klædt ud og bærer flere masker, og hans scenesprog er mest at sammenligne med en forfaldets pantomime. Der er i de senere år skåret marginalt ned for de chokerende elementer af sceneshowet; således foregår hans rituelle indsmøringer i rigelige mængder af teaterblod i et symbolsk terrarium, hvilket vist kun purister reelt kan begræde. Spørg dog ikke, hvad hverken denne kasse eller hans udklædninger mere præcist symboliserer, det ved vist ingen andre end han selv. Awesome, det er det!

Med og uden udklædning

De første to numre, som er blandt bandets mere drømmende og hypnotiske, efterlader publikum i en sær, tyst trance, som helt sikkert også er grundet en forløsende ærefrygt. Bandet har ikke spillet live i otte år før denne tour, og har også løbende holdt pauser før dette, så livekoncerter i Danmark er noget af et særsyn: To af mine medrejsende, som tilhører den mere indædte fangruppe, har henholdsvis aldrig oplevet dem live, og set dem sidste gang i 1988.

Trioen, som udover Ogre består af synthesizer-guruen Cevin Key og trommeslageren Justin Bennett, er utrolig tight, og den gnidningsfrie integration mellem trommer og live-synth på den ene side og ultrastramt programmerede samples og trommerytmer på den anden, burde inspirere flere på scenen, der i dag helt er domineret af skinnende macbooks med Ableton-programmer. Key holder under hele koncerten nidkært styr på det voldsomme opbud af samples og effekter, der danner bandets lydbillede - man kan næsten genindspille lydsporet til en hel John Carpenter-film blot ved at optage en koncert med bandet - og Bennetts trommespil er professionelt, stramt og holder sig til forlægget, uden at mangle inspiration og organisk drift. Den glimrende lyd på spillestedet udnyttes til fulde, og den er blandt Danmarks bedste.

Koncertens klimaks nås under klassikeren »Assimilate«, hvor Ogre vralter forslået og haltende ind på scenen i et Ku Klux Klan-agtigt outfi med rygende skorsten i hatten, foran en bagvæg af amerikanske flag i bølgende sinuskurver. Det her er ikke bare koncert, det er grotesk commedia dell'arte, medieret ned til mindste detalje, og ingen vil have det anderledes. Og så alligevel: Da bandet kommer ind til ekstranumrene, og Ogre nu er helt uden udklædning og masker, er det som om, bandet får et nyt, nedbarberet energisk udtryk, da de leverer en fantastisk version af nummeret »Worlock«. Der er intet andet tilbage end ren spilleglæde. Nåh jo, og et hengivent, og taknemmeligt publikum.

Skinny Puppy + Leæther Strip, Train i Århus, mandag.