Læsetid: 3 min.

Fænomenal firserfortælling

Dekadencen er fed som fløde i bind tre af Dorph og Pasternaks ambitiøse krimiserie
31. august 2010

Mens forlagene for tiden kan sælge hvad som helst, så længe der bare står krimi på omslaget, er der et dansk makkerpar, som bliver ved med at skrive kæmpegode krimier.

Christian Dorph og Simon Pasternak udgiver i dag tredje del af serien om strømerne Ole Larsen, Erik Rohde og Anita Jensen fra Drab i Store Kongensgade. Jeg er ikke her, hedder bogen, og den åbner med en nattescene på Café Victor midt i 80'erne.

Folk fester. De er fulde og på coke, liderlige og ligeglade med, at atomkrigen sikkert bryder ud i morgen. Men et andet sted i byen bliver den unge smukke Rikke Bülow dræbt under noget, der ligner en sadistisk sexleg.

Dorph og Pasternak vil skrive en krimiserie, der arbejder sig op igennem sidste fjerdedel af det 20. århundrede. Men der er ikke tale om nogen Danmarkshistorie i kriminallitterær camouflage. Den historiske baggrund forbliver baggrund.

I centrum står plottet og figurerne. Heller ikke den sociologiske samfundsanalyse, som kendetegner et af forfatternes erklærede forbilleder, svenske Sjöwall og Wahlöö, får lov at fylde. Dorph og Pasternaks forklaringsfaktor er psykologisk. De er ikke ude på at demaskere velfærdsstaten og blotlægge de kapitalistiske magtstrukturer. De vil udfolde deres figurer til fulde og fortælle en fed historie. Og jeg synes, det nu for tredje gang er lykkedes fænomenalt godt.

Sømmet i bund

Første bind i serien, Om et øjeblik i himlen, foregik midt i 70'erne blandt danske kystbanekommunister og tyske terrorister. Næste bind, Afgrundens rand, var rykket frem til slutningen af årtiet, hvor Danmark med finansminister Knud Heinesens ord havde kurs mod den økonomiske afgrund, og forholdet mellem Øst og Vest blev stadig mere anspændt.

Nu har makkerparret så taget endnu et femårsspring. Dorph og Pasternak har allerede i de to foregående bøger vist en stor forkærlighed for dekadente miljøer, og med atomtruslen og aids truende i baggrunden lægger forfaldsstemningen midt i 80'erne for alvor op til dekadence så fed som fløde.

Som i de tidligere romaner er plottet vidunderligt vildtvoksende. Fra en fest i SAS-bygningen, hvor magtfulde mænd i silkehabitter bliver kneppet af unge smukke kvinder med strapon, over de historisk korrekte terrorbomber mod Northwest Orient Airlines i Vester Farimagsgade og Synagogen i Krystalgade, til spionjagt i det opdelte Berlin og blodige bombesprængninger i det borgerkrigsramte Beirut.

Dorph og Pasternak finder på og finder på og hiver på intet tidspunkt i bremsen. Det er ikke særlig dansk. Mange vil sige, det er for meget. Jeg synes, det er fedt. Fiktion er fantasi, så hvorfor ikke trykke den af engang imellem.

Bødlen fra Buchenwald

I baggrunden går folk rundt i gulerodsbukser og med kohl om øjnene. Nogle hører Wham, andre punk. Nogle tager coke, andre speed. Børnene spiller Donkey Kong på Nintendoen og ser Frækkere end politiet tillader i biografen. Og bz'erne har indtaget Ryesgade, mens digtere og litteraturkritikere højtideligt bekendtgør, at enhver fælles reference er død og alle betydninger lokale.

Netop firserlyrikken kommer til at spille en stor rolle i romanen. Den myrdede Rikke Bülow er kæreste med digteren Martin Sommer. Bemærk initialerne, der ligesom den unge digters Bowie-begejstring, hans venskab med en ældre Poul Borum-agtig digter og kritiker og flere andre træk, peger i retning af Michael Strunge.

Martin Sommer forsvinder efter mordet på Rikke Bülow, og mistanken samler sig hurtigt omkring ham. En mistanke, der kun bliver forstærket, hvis man fanger referencen til den historiske Martin Sommer, der var fangevogter i flere koncentrationslejre under Anden Verdenskrig. Han blev kaldt bødlen fra Buchenwald og var berygtet for sine sadistiske henrettelsesmetoder.

Den stakkels Ole Larsen og hans sidekicks må lede i lyrikken efter tegn, der kan hjælpe dem videre i efterforskningen. Sådan var det også i sidste bind af serien. Dorph og Pasternak, der er henholdsvis digter og litterær redaktør for flere digtere ved siden af deres krimikarriere, kan simpelt hen ikke lade være. Det kan lyde lidt prætentiøst og lidt irriterende, men faktisk er det ret sjovt. Efterforskeren Larsen, der holder mere af frikadeller med agurkesalat og glaskartofler end uforståelig sniksnak på vers, er en fin kontrast til tidens intellektuelle elite.

Gyldendal har efter sigende haft et formidabelt indtjeningsår på grund af krimier som Lars Keplers Hypnotisøren og søskendeparret Lotte og Søren Hammers Svinehunde. Bøger, som er forbløffende uinteressante og dilettantiske. Lifligt er det derfor, at Dorph og Pasternak endnu en gang har vist, at krimi og kvalitet kan forenes.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu