Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

De forkætrede rehabiliteret

Christina von Bülow og Søren Kristiansen yder Brubeck & Desmond fuld retfærdighed
Kultur
7. august 2010

Ikke så få musikere eller grupper i jazzen og især i dens udkant har måttet leve med at være elsket af publikum, men afvist af både den indbildte og den reelle sagkundskab. Men få grupper har været så forkætret som pianisten Dave Brubecks kvartet i 60erne. Tiljublet af publikum, ikke mindst den amerikanske collegeungdom, men foragtet af anmelderne, der betragtede dens musik som corny, facil, udspekuleret og uden forbindelse til jazzens sande rødder. Brubeck og hans musikere var betragtet som tidsfordriv for hvide, der ikke ville eller kunne elske det ægte, det sorte, det ekspressive, det oprørske.

Siden og heldigvis inden han døde nåede en af musikerne, altsaxofonisten Paul Desmond, at opnå en slags rehabilitering og blive betragtet som det, han var: en af jazzens største lyriske begavelser. Men Brubeck selv er her i sit 90. år stadig let foragtet, især for sit ikke særligt prangende klaverspil, og det samme er trommeslageren, Joe Morello, der ellers i sin aktive karriere blev den, der viste, hvordan man i jazzen kunne spille skæve taktarter og både accentuere og frasere dem, så de blev spiselige for dem, der ikke er så gode til at tælle med højre fod.

Dog, ikke sådan hos Montmartres Niels Lan Doky, der flittigt kuraterer jazzhusets program med idéer, der kan rummes i enkle overskrifter, torsdag aften således den første af tre aftener med danske musikere, der spiller Brubecks og Desmonds musik under titlen på kvartettens berømte udgivelse fra 1959, Time Out.

Rent ud fantastisk

Ikke al musikken, som Christina von Bülow (i rollen som Paul Desmond), Søren Kristiansen (som Brubeck), Anders Christensen (Eugene Wright) og Frands Rifbjerg (Morello) spillede, var fra denne plade, for de fire danskere havde heldigvis sat sig for at vise, at hvis der ikke er grund til at dyrke Brubeck for hans pianistiske kvaliteter, så er der det sandt for dyden, når det gælder hans rolle som komponist. Dét førte dem rundt til temaer, som er knap så populære som Time Outs »Blue Rondo á la Turc« eller »Take Five« (som vi naturligvis også fik), men som til gengæld rummer større udfordringer. Brubecks »The Duke« og »In Your Own Sweet Way« viste deres værd som klassikere for hard core-jazzmusikere. De er både utroligt indtagende i deres melodilinjer og mangfoldige i deres harmonier, der er i sig selv rummer en rent ud sagt fantastisk dynamisk udvikling.

Von Bülow og Kristiansen foldede her deres vinger helt ud. Hun en tone mere stoflig end Desmonds, men med en skrøbelig lyrik ikke ulig dennes. Han med hele det forbløffende arvegods fra Peterson, Tatum og Shearing, som han tæmmede og lod supplere af mere distinkt højrehåndsspil, hvorefter han lidt diabolsk henkastet præsenterede akkordforløb, som Brubeck kunne have fundet på og samtidig spillede dem med al det rytmiske overskud, som Brubeck aldrig har besiddet. Begge brillerede de også i to standards, som Desmond udødeliggjorde, Johnny Mandels »Emily« og Richard Whitings »Too Marvellous for Words«, og så var hele kvartetten ansvarlig for, at nogle af de spøjse eller tuttenuttede stykker, bl.a. »Three To Get ready« og fuga-versionen af Bernsteins »Somewhere«, fik loyale opførelser.

En salig øreåbner

Anders Christensen havde på bas ikke svært ved at udfylde den ret anonyme rolle, Gene Wright spillede i den oprindelige kvartet, og som aftenen skred frem, ramte han også groovet flere gange, så spillet blev direkte medrivende, mens Rifbjerg havde det vanskeligste job. Han valgte at forblive tro mod sig selv og ikke frasere de mere sjældne taktarter, 5/4 og 9/8, som Morello gjorde det, men i stedet give dem autoritativ præcision for så i andre stykker at imponere med sine beherskede, motiviske solospil.

Som epilog kan der være grund til at prise de fire danskere for med den sjældent spillede »Strange Meadow Lark« at sætte en tyk streg under Brubecks evner som komponist. Der findes få stykker i jazzen, der på så enkel vis formidler så megen ynde, og især Søren Kristiansens solo var en salig øreåbner i så henseende.

Montmartre torsdag: Christina von Bülow/Søren Kristiansen Time Out-kvartet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her