Læsetid 4 min.

Den blev fyret følsomt af ...

... da LCD Soundsystem gav en af karrierens sidste koncerter i DR Byen. En hi-fi-fest med bandet i rollen som lokomotiv og en fransk arkitekts gulvkonstruktion i rollen som trampolin
LCD Soundsystem evner at holde den lokomotiviske rytme gående uden at blive pornografisk. Det er formidabel festmusik i sine bedste øjeblikke, og dem var der en del af lørdag aften i Koncerthuset.

LCD Soundsystem evner at holde den lokomotiviske rytme gående uden at blive pornografisk. Det er formidabel festmusik i sine bedste øjeblikke, og dem var der en del af lørdag aften i Koncerthuset.

Kristian Sæderup
16. august 2010

I forgårs læste jeg et interview med den britiske producer, musiker, fritænker m.m., hr. Brian Eno. Han talte om, hvor glad han er for, at Frank Zappa havde lavet musik. Det gav ham nemlig tidligt et klart billede af, hvad han ikke ville lave.

»Man definerer, hvem man er, og hvor man er, gennem de ting, man ved, man ikke er,« siger han.

Senere, ud på aftenen, er jeg til koncert med LCD Soundsystem. Gennem tove af opsparet regn filtrer hipstere med en fetich for fest og andet godtfolk med hang til frontfigur James Murphys selverkendelser sig til Koncerthuset i DR Byen. Udenfor er der demo mod bandets kommende koncert i Tel Aviv. Inden for lugter der af våd hund. Luftfugtigheden er tropisk.

Newyorkeren James Murphy har foretaget sig sine nødvendige fravalg. Han er tilsyneladende heller ikke Zappa-fan. Eller rokokoentusiast. Og han er i hvert fald ikke en pastoral singersongwriter. Valgene blev foretaget tidligt i hans karriere som enehersker i amerikanske LCD Soundsystem, der opstod i 2001 og nu har tre album bag sig. Den urbane grundskabelon sad direkte i hoftepartiet fra første fløjt: LCD spiller rock, og LCD spiller disco i forskellige blandingsforhold. Murphy fester, og Murphy tænker, gerne begge dele på samme tid. James Murphy & band fyrer den følsomt af.

Også her i Jean Nouvels bekostelige koncerthus, hvor den imposante foyers beskedne, lavloftede ene ende danner stærkt vellydende ramme om en af LCD Soundsystems sidste koncerter ever. Slut. Punktum. Og heller ikke flere plader, har Hr. Murphy annonceret.

Og hvis ikke det giver nok dødsbevidsthed, ja, så kan man bare lytte efter 40-årige Murphys tekster, der prydes af alderens overblik, fortrydelsernes lit de parade og erfaringens ironiske røntgen.

Så når Murphy og bandet i kor skråler »yeah yeah yeah yeah yeah yeah yeah«, så er det med gravitas, folkens.

Partiturets højborg

Det er musik som katapultsæde ud af de fysiske realiteter. Som så til gengæld viser sig i Koncerthuset under fødderne på de forreste tilskuere og over James Murphys hoved. Gulvet foran scenen er åbenbart ikke bygget til ungdommelig begejstring - det er jo trods alt partiturets højborg, ikke Ungeren - så det agerer mere trampolin end beton. Hvilket også får riggen over scenen til at svaje lyksaligt, omend uheldssvangert.

Vi bakker alle en halv meter tilbage, og hegnet foran scenen flyttes tilsvarende. Vi er vel voksne mennesker.

Og så går det over stepperne igen. Græsgange som tidligere er blevet betrådt af Kraftwerk, Talking Heads, Francois Kevorkian, Frankie Knuckles, Giorgio Moroder, PIL, Jerry Lee Lewis, ja, sågar Steve Reich. Det er discorock eller punkfunk eller tænke-house eller føle-dance. I hvert fald et band, der i den dampende sal mærker hinanden, låses i grooves, som de holder lifligt langt henad vejen gennem de gerne syv-otte minutters opbygninger, inden de begynder at sprutte og eksplodere. Vi bevæger os fra et magert minimalistisk udgangspunkt til en effektladet overtalelsesmaskine, hvor elguitarer, bækkener, maskinrytmer, elektronisk bas og råbekor slår buler, omend ikke huller i sangenes stramt repetitive formater.

Stritter ikke rigtigt

Et ordensmenneske doserer balstyrisk festmusik som medicin til masserne - og sig selv - i færd med det eksistentielle projekt at lokke dyret frem, uden at tage tøjet af. Så der stod vi så indhyllet i en fransk arkitekts betonvægge inspireret af elefanthud og nød en hi-fi-fest, mens der blev talt civiliseret til seksualiteten.

Og Eno? Well, forbindelsen til det visionære æggehoved kan tydeligt høres i LCD's mest polyrytmiske forløb, hvor bassen rammer bundgarnspæle gennem den tropiske varmeflimmer af percussion og trommesæt. Et lokomotiv i behersket brunst. Eno producerede tre Talking Heads-plader, bl.a. mesterværket Remain In Light fra 1980, hvor den hvide mand bevægede sig ind i det afrikanske krat bevæbnet med sampler og forstadsangst. Og uden det album ville LCD Soundsystem ikke være dem, de er.

Men tag ikke fejl. Murphy er en langt mere psykisk velforvaret og mindre interessant sanger end David Byrne. Og LCD's musik er holdt i et langt mere cool, stramt defineret snit. Det stritter ikke rigtig, og alt - selv klimaks - foregår med en vis tilbageholdenhed. Kedeligt i værste fald, når den åbenbare distance til virkemidlerne får noget blasert over sig. Når New Yorks coolness ganske enkelt bliver tør.

Til gengæld er LCD Soundsystem så også en rummelig sauna i den pænere del af byen, som man slipper fra uden kønssygdomme, men stadig godt brugt af et band, der ved, hvordan man holder den lokomotiviske rytme gående uden at blive pornografisk. Det er formidabel festmusik i sine bedste øjeblikke - som der er den del af i Koncerthuset.

En dag er der nogen, der bliver rigtig glade for, at LCD Soundsystem har lavet musik, så de ved hvordan de ikke skal dreje den. Og så vil disse fremtidens kropsbetvingere lave det sygest forsirede, fugtigst funky, overbroderet komponerede inferno. Indtil da er Murphy festens uomtvistelige præsident.

LCD Soundsystem - Koncerthuset, DR, Kbh., lørdag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu