Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Gonzos trivielle vildskab

Hvis der er noget interessant ved journalisten Hunter S. Thompson, er det ikke hans livsstil
Vildskab. En dokumentar om Hunter S. Thompson vist på DR2 handler mest om en stofmisbruger, der ødelagde sig selv og forsømte sine nærmeste.

Vildskab. En dokumentar om Hunter S. Thompson vist på DR2 handler mest om en stofmisbruger, der ødelagde sig selv og forsømte sine nærmeste.

Kultur
12. august 2010

Jeg har ved et par lejligheder forsøgt at læse nogle af den berømte gonzo-journalist Hunter S. Thompsons artikler fra 1960'erne og 70'erne. De skulle efter sigende være helt fantastiske og epokegørende i deres evne til at overskride grænserne mellem fiktion og virkelighed i stærkt personlige og spiddende skildringer af alt fra politiske valgkampe til sportsbegivenheder og motorcykelfællesskaber - som oftest med skribenten selv i centrum.

Det er endnu ikke lykkedes mig at nå igennem en af Thompsons artikler. De evige rock'n'roll-beskrivelser af egne drukorgier og 'så brugte jeg sgu lige alle avisens penge på stoffer'-jargon er for trættende.

Til gengæld har jeg set Alex Gibneys dokumentarfilm fra 2008, Gonzo: The Life and Work of Dr. Hunter S. Thompson, som blev vist på DR2 mandag aften. Her var både smagsprøver fra klassiske gonzo-reportager, lækkert læst op af Johnny Depp, og en fortælling om et liv fra vugge til død:

Hunter S. Thompson blev født i Louisville, Kentucky »på den forkerte side af jernbaneskinnerne«. Han tilhørte den lavere middelklasse, festede med de rige børn og røg som den eneste i fængsel, når strømerne sparkede døren ind. Unge Hunter havde ikke de rigtige forbindelser i retssystemet. Det gjorde ham vred, og vreden kom han til dels af med på skrift.

Først satte han sig foran sin skrivemaskine og skrev hele Scott Fitzgeralds Den store Gatsby for at lære sig sit forbilledes litterære musik. Så gik han selv i felten og fik sit store gennembrud, da han i 1966 skrev en bog om livet blandt Hells Angels-rockere, som han kørte rundt med i et års tid, indtil de blev sure på ham og gav ham bank.

Smadrede hotelværelser

Sådan var Thompson, fortæller en kavalkade af redaktører, venner, kolleger, familie, politikere og andre berømtheder i filmen.

»Han pressede grænserne til det yderste.«

»Han var ikke bange for at udfordre konventionerne.«

»Han levede på lånt tid.«

Optagelser af Thompson foran skrivemaskinen viser ham med en smøg i kæften og en flaske whisky på bordet. Han tog på jagt efter den amerikanske drøm i en hvid, åben Cadillac med bagsmækken fuld af syre, meskalin, lsd, kokain og rå æter. Thompson tog det hele, og han skyllede det ned med Wild Turkey Bourbon, gerne en flaske om dagen.

»Han udvidede konstant bevidsthedens grænser.«

Udadtil forblev han upåvirket af sit massive stofbrug. »Han havde en superhelts karaktertræk« og en livsstil som en rockstjerne: Han smadrede hotelværelser, kylede skrivemaskinen ud ad vinduet og lukkede damerne ind ad døren.

Huslejen fik han sjældent betalt, og deadlines blev konstant overskredet. Når redaktører ringede og rykkede ham for en aflevering, råbte han op, trak sin pistol og skød telefon og telefax i stumper og stykker. Thompson var i det hele taget vild med våben. Han tog på vildsvinejagt med maskingevær og opbevarede ifølge sin kone 22 skarpladte skydere derhjemme.

Vægtigt og vedvarende

Artikler og bøger i 1970'erne om at tage stoffer i Las Vegas, overvære hestevæddeløb i Kentucky og rejse med primærvalgkandidater landet rundt i 1972 gjorde Hunter S. Thompson til USA's vel nok mest berømte skribent. Det gjorde også hans arbejde besværligt. Hvor end han gik, lagde folk mærke til ham, opsøgte ham, bad om autografer. Han blev til en karakter i tegneseriestriben Doonesbury, og til sidst kom det hele til at handle så meget om gonzo-journalisten selv, at han ikke længere var i stand til at observere den perverse galskab omkring ham. Fra 80'erne og fremefter trak han sig langsomt tilbage, skrev nogle efter sigende udmærkede ting i ny og næ, men intet i nærheden af hans tidligere niveau. Det blev noget »gentagende, humorforladt syrehovedsnak«. I 2005, 67 år gammel, begik han selvmord ved at skyde sig selv i hovedet i sit hjem i Colorado, mens søn, svigerdatter og barnebarn var på besøg.

Det er vist hævet over enhver tvivl, at Hunter S. Thompsons skriftlige bidrag til omverdenen var både vægtigt og vedvarende. Men der er noget besynderligt over sådan en portrætfilm, som DR2 viste i mandags. Den handler om en stofmisbruger, der ødelagde sig selv og forsømte sine nærmeste. Og så har den alligevel et skær af personfikseret idyllisering over sig. Som om det er sejt at leve sådan. Som om det parameter for 'vildskab', der tillægger sex, stoffer, vold og hurtige biler altafgørende betydning, ikke er lige så bedaget, som det er uinteressant. Som om Hunter S. Thompson ikke var en sørgelig, tragisk mand.

Vel at mærke en mand, der skrev nogle af sin tids mest blændende reportager og troede på, at journalistik kunne forandre verden. Det er helt sikkert værd at læse. Det fortjener i hvert fald et forsøg til.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Thomas Jensen

En anmeldelse af en genudsendelse af en underlødig såkaldt dokumentar, det kunne nøjes med at være irrelevant hvis ikke anmelderen lader som om han skriver om en person og hans produktion.

Lektoren i kildekritik lader dog den undrende læser forstå undervejs at han aldrig har læst noget af den pågældene.

Hvad er berettigelsen for denne artikel ?

ps Prøv at læse artikler af Morten Sabroe fra hans storhedstid som journalist, han var i høj grad skolet af Gonzo.

Jan Eskildsen

Thomas Jensen har ganske ret. Information trænger til at få en redaktør, der kan holde det værste ukrudt væk fra bedet. Men det vil medarbejderne ikke have, erfarer man gennem Journalisten. Så dø da i fred.

Jeg må give jer ret i at heller ikke jeg forstår denne artikel..
Han starter ud med at fortælle at han aldrig har læst en Thompson tekst færdig, imens han kraftigt antyder at han ikke har den store respekt for manden. Derefter bruger han det meste af artiklen på et resumé af dokumentarfilmen. Et resumé der i øvrigt ikke imponerer mig grænseløst.
Til sidst vender han lidt på en tallerken og siger ligesom "Jaaah, men alligevel kan man ikke komme uden om at Thompson var en vigtig og indflydelsesrig figur."
Derefter anbefaler han at man læser hans tekster? Det hænger ikke rigtig sammen..

Det skal så siges at jeg personligt er ret stor fan af både Hunter S. Thompson, og Gonzo-journalistikken generelt.

Jeg har aldrig læst en Anders Haahr Rasmussens artikel færdig. Kunne det være fordi hans "journalistik" er 100% irrelevant og overflødig?

Det er alibi-journalistik.
Hvorfor beskrive og dømme hvad man ikke kender og ikke forstår?

Thomas Carlsen

Hunter S. Thompsons skriverier gav mig lyst til at skrive selv - noget jeg idag arbejder med. Man kan roligt sige at 'Dr.' Thompson ændrede mit liv. Tvivler på at Anders Haahr Rasmussens skrivning har forandret ret mange liv, bortset fra måske afhjælpelse af søvnløshed. Men fred nu være med dét.

Anders Haahr Rasmussen

@ Emil:
Jeg medgiver, at denne tv-klumme måske kunne være bedre struktureret.
Meningen var at tage udgangspunkt i mit eget besvær med at læse Hunter S. Thompson for så at give en form for anmeldelse af dokumentarfilmen ud fra en forestilling om, at den evt. kunne gøre mig klogere på, hvad det var, han kunne – give mig en slags indgang til ham.

Det synes jeg ikke, den gjorde i særlig høj grad. Jeg synes, den hyldede manden for især hans living on the edge og sex-drugs-rock’n’roll-livsstil. Det var uinteressant.

Der var nogle enkelte elementer af dokumentarfilmen, hvor jeg som seer fik en vag ide om, hvad der gjorde hans tekster så opsigtsvækkende og indflydelsesrige. Noget med at spidde menneskelig perversitet. Det var svært at blive helt klog på, hvad der gjorde ham så fantastisk. Men det var i hvert fald ikke hans bad ass-livsstil. Selv om det var den, der blev glorificeret i dokumentarfilmen, og det synes jeg var kritisabelt.

Så til sidst sad jeg mest af alt tilbage med samme fornemmelse, som jeg begyndte med. En fornemmelse af, at han kunne noget ret unikt for sin tid, og at han helt sikkert er værd at læse. Forhåbentlig er jeg så næste gang i stand til at komme igennem de selvfede macho-passager og få en hel tekst/bog/artikel læst til ende.