Læsetid: 4 min.

Grå, trist, kedsommelig hvilken fantastisk roman

Læsningen opleves som en gave med Dag Solstads store lille roman om fortvivlelsen, hvis orm ikke dør, og hvis ild ikke slukkes
20. august 2010

Med 17. roman af Dag Solstad er Bjørn Hansen tilbage, hans romanfigur fra 1992, den forhenværende kæmner i Kongsberg, nu pensionist i Oslo.

Hvad har han lavet i mellemtiden? Jo, han har siddet i fængsel (forsikringssvindel, socialbedrageri, dokumentfalsk) i to år og otte måneder, siden arbejdet som revisor, derefter drevet et mindre agentur (Østens Perle) på kanten af, hvad der var lovligt. Nu står han på Sentralstasjonen i Oslo, hvorfra han vil køre med Sørlandsbanen til Bø i Telemarken, hvor hans 40-årige søn, optiker Peter, forhåbentlig venter på ham.

Hvordan besøget i Bø spænder af, skal ikke afsløres her. Så meget kan dog røbes, at der næsten ingenting er at røbe. For Dag Solstad præsterer endnu en gang at færdes med sikker stil og perfekt elegance i sit Paradies der Plotlosigkeit, en fiktion kemisk renset for traditionel dramatik.

Ret beset består romanen af lutter kedsommelige flash-backs. Resten rummer rene trivialiteter. Af samtaler får vi så godt som ingen, og de ganske få, som der trods alt kommer, får man møjsommeligt refereret, frem for gengivet i direkte tale. Solstad fortæller i tillid til realiteternes klare røst og placerer sig derved i smuk forlængelse af læremestrene, Proust især, men også Samuel Beckett.

Skønt handlingsskelettet er spinkelt, på grænsen til det ikke-eksisterende, og selv om hovedpersonen er noget af det mest grå og triste, som overhovedet kan tænkes, og på trods af at bogens grundstemning er fortvivlelsen, hvis orm ikke dør, og hvis ild ikke slukkes, så opleves læsningen som en gave. Dag Solstad nægter at skabe ydre drama, men det gør ham ikke til en gnieragtig forfatter, tværtimod, han lader sit drama spille sig ud i det indre, inde i sindet, og bringer os så tæt på sin figur, som vi næppe nogen sinde kommer til nogen levende, inklusive os selv.

Fingeret skæbne

Hvorfor er Bjørn Hansen så bundløst ulykkelig? For at få svar på det må vi gå tilbage til Ellevte roman, bok atten (1992), hvor hans forbrydelse blev begået og afsløringen faldt. Skuffet som han var efter ophøret af sit samliv med distanceblændersken Turid, og desillusioneret som han blev, da han efter mange års afstand genså sønnen, Peter, og måtte erkende, at han for ham nærmest var luft, besluttede han sig til i det mindste at skaffe sig en vaskeægte skæbne.

Derfor fik man dengang beretningen om, hvorledes Bjørn Hansen drog til Vilnius og fingerede en færdselsulykke, der ifølge de forfalskede papirer efterlod ham totalinvalid. Om hvordan han indhyllet i bandager, men frisk og rask inde bagved, pensioneredes, således at han omsider fik sig noget så fint som en gammeldags identitet: patienten, den medynkvækkende stakkel.

Over for retsvæsenet hævdede han dengang, at hans motiv havde været berigelse slet og slet. Men selv vidste han bedre. Han ville ned og berøre selve eksistensens bund.

Han snød blot sig selv for gevinsten, dels fordi hans sygdom var en løgn, dels fordi han ikke gennemførte sit skuespil konsekvent.

Skæbnens ironi består nu i, at den alvor, som han mistede dengang, opnår han i sine sene år uden at blive lykkelig af det. Nej, tværtimod, han lider af sygdommen i selvet, en afmægtig selvfortærelse. At frelses fra denne sygdom er en umulighed, thi sygdommen og dens kval er dette: ikke at kunne dø.

Det er slet ingen trøst for Bjørn Hansen, at fortvivlelsen ikke udsletter ham, nej, denne trøst er just kvalen, er netop, hvad der holder naget i live og liv i hans nag. Ganske vist har han afsonet sin straf, i forhold til samfundet omkring sig, men han er jo ikke blevet af med sit forhold til sig selv. Hans fortvivlelse består i, at han aldrig kan blive af med sig selv, ikke kan blive til intet.

En stor lille roman

Som læseren muligvis har gættet, har Dag Solstad i denne omgang ladet sig inspirere af en af sine litterære guruer, Søren Kierkegaard, nærmere bestemt af Sygdommen til Døden (1849). Hvor Ellevte roman, bok atten og dens to lige så korte og nøjagtig lige så tætte efterfølgere Genanse og verdighet (1994) og Professor Andersens natt (1996, da. 1998) førte dybt forpligtet dialog med Henrik Ibsen, tager Solstad nu livtag med eksistensfilosofien og -psykologien. Og lader vanen tro sin læser kigge sig i kortene: På de sidste sider af 17. roman venter Bjørn Hansen, ikke på et tog, men på en bus og læser Kierkegaard.

Rosinante fortjener megen ros, ikke blot for at gøre denne intense roman (hvis norsk nu ellers langtfra er svært) tilgængelig på dansk, men også for (i åben modsætning til norske Oktober) at have ramt det vaskeægte lille format på ni ark eller 144 sider. Nøjagtig denne størrelse har nemlig en stor lille roman.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu