Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Hamlet på tysk

Marius von Mayenburgs og Thomas Ostermeiers version af 'Hamlet' er genial den første halve time, men trættende i længden
Rollelisten til Mayenburg og Ostermeiers opsætning af 'Hamlet' består af seks skuespillere. Kun Lars Eidinger som Hamlet 'nøjes' med én rolle, mens de resterende fem skuespillere alle må ud i en skuespilsmæssig dobbeltrolle.

Rollelisten til Mayenburg og Ostermeiers opsætning af 'Hamlet' består af seks skuespillere. Kun Lars Eidinger som Hamlet 'nøjes' med én rolle, mens de resterende fem skuespillere alle må ud i en skuespilsmæssig dobbeltrolle.

Bo Nymann/Ritzau Scanpix

Kultur
20. august 2010

«Hvad har de nu fundet på at gøre ved min Hamlet?« tænkte jeg lidt bekymret på vej op til Kronborg, hvor det i år er Schaubühne Berlin, der har fået lov til at gæstespille Shakespeares klassiker. Nu kan det virke lidt prætentiøst, at jeg kalder en af dramahistoriens berømteste og oftest fortolkede karakterer for 'min'. Men han er nu min lidt mere end alle andres, synes jeg - jeg har elsket ham siden jeg som 12-årig så Derek Jacobi spille ham på selv samme Kronborg, jeg har gjort alt, hvad jeg kunne for at vende hans opmærksomhed mod mig: Grædt over ham, skrevet om ham, undervist i ham, lært hans replikker udenad, og jeg kan fortælle ham, hvad der er hans problem, hvis bare han vil flytte hjemmefra og ind hos mig. Men ak, han forbliver bundet til sin døde far og sin mors soveværelse, igen og igen skal han dø i slutscenens incestuøse gruppeorgie af en fægte- og forgiftningsscene.

Ord eller jord

Min bekymring hidrørte fra de fotos jeg havde set fra Schaubühnes forestilling: Lars Eidinger som en lasket, infantiliseret, gal prins med jord i sit vanvidsgrimasserende ansigt og kronen omvendt på hovedet. Nu skal vi nok have ekspressivt tysk teatergøgl med alt for store fagter, tænkte jeg, og det vil gå ud over det, som er Hamlets sande substans og materie: «Word, words, words«.

I første omgang blev min bekymring på én gang bekræftet og gjort til skamme. Bortset fra at Hamlets berømte »At være eller ikke være«-monolog får lov til at åbne hele stykket, starter det i slap stick og pantomime, langt fra den verbale virtuositet, som for mig er og bliver det stof, Shakespeare er gjort af.

Det er lidt som om den berømte graverscene fra 4. akt er flyttet frem i front, ligesom graven scenografisk er flyttet frem i front: Forrest på scenen står kisten svøbt i blafrende plastik i den jordbunke, som bliver en tumleplads for skuespillerne under hele foresillingen. Men dér hvor graverscenen hos Shakespeare er svimlende verbalt vittig (graveren er den eneste karakter, der kan matche Hamlet i veltalenhed), er den her gjort til stumfilm: Graveren er en umælende, akrobatisk klovn, der klodser rundt med kisten og falder i graven og spilder jord fra skovlen. I stedet for ord, ord, ord får vi jord, jord, jord. MEN - det virker! Trods min modstand måtte jeg trække på smilebåndet af graverens klovnerier, og et regelret latterbrøl undslap mig, da Hamlet lidt senere gik klods på næsen i jordbunken som en reaktion på Claudius' formaninger om at lægge sorgen over sin døde far og komme videre.

Sagen er den, at der i forestillingens første halve time er en balance mellem det verbale og det gøgleriske, mellem talefilm og stumfilm om man vil, som sætter begge dele i relief. Da begravelsen er færdig, får vi Claudius' lange incestuøse indledningsmonolog meget tæt på originalteksten. Og til min fryd kunne jeg konstatere, at publikum lo lige så meget af Shakespeares retoriske tricks som af klovnens slap stick - som om det verbale vid næsten blev båret frem og profileret og glimtede så meget desto mere på baggrund af den rent gestiske komik.

Dobbelt

Scenografien er enkel og uhyre effektfuld: I forgrunden jord, i baggrunden et langbord med blafrende hvid dug. Således inddeles scenen i de to eksistenszoner, som for Hamlet er lige ulidelige: Den legemlige af-jord-til-jord materialitet på den ene side, den sociale tribune (selskabsbord, forhandlingsbord, herskersæde, domstol) på den anden. En tredje zone skabes af det flimrende tråd-forhæng, der ligesom langbordet rulles frem og tilbage over scenen og både fungerer som tæppe og som lærred. Som lærred befolkes forhænget med skuespillernes simultane videooptagelser af egne og hinandens ansigter, som kastes op på det flimrende forhæng i sort-hvide close ups og således sørger for, at der fra starten, trods udeladelsen af Shakespeares indledende genfærds-scene, er spøgelser til stede. Det spøgelsesagtige kulminerer, da genfærdet rent faktisk viser sig og projiceres op på forhænget i mærkværdige ansigtsmutationer, der glimtvis danner et kranium. Ellers er kranium for så vidt udskiftet med kamera: I sin indledende monolog sidder Hamlet med kameraet i udstrakt arm og filmer sig selv, og det er ingen dårlig idé: At lade Hamlet fortabe sig i selvrefleksionens spejlkabinet frem for dødningeskallens tomme øjenhuler.

Rollelisten er reduceret til seks, således at alle undtagen Hamlet spiller to roller. Og det gør de med bravour. Fremhæves skal i særdeleshed Judith Rosmairs dobbeltrolle som Gertrud og Ofelia. Transformationen fra moden sørgende-men-straks-efter-ny-mand-liderlig mor til ung uskyldig datter er et fængslende syn: Fordoblet som videoprojektion på forhænget går Gertrud i lystne spasmer, smider blond paryk og solbriller og forvandles fra femme fatale til lille guds ord. Robert Beyers Polonius er et virkelig godt bud på, hvordan man kan spille Ofelias velmenende, men retorisk klodsede far: Hans lange, floromvundne falbelader bliver liret hurtigt og henkastet af med klukkende vittig effekt. Lars Eidinger leverer en manisk kraftpræstation i rollen som Hamlet, der i denne version virkelig kræver, at en skuepiller skaber sig alt, hvad han har lært. Da han først træder på scenen, ligner han med sin korpulens og sit lidt sjaskede jakkesæt sjovt nok en halvkikset onkel til familiefødselsdag, mens alle andre ser mafioso-smarte ud - og til sin forbavselse opdager man, at korpulensen er kunstig, da han i stykket-i-stykket træder halvnøgen og åleslank op og giver den som kongemorder (en slags mutation af Gertrud og Claudius) iført dameundertøj, paryk og solbriller.

Trættende effektjageri

Stumfilm og slapstick hører til i et præødipalt univers, talefilm og verbal virtuositet hører til i et postødipalt. Som karakter befinder Hamlet sig ganske rigtigt på den ødipale grænse, og her balancerer stykket delikat den første halve time, men så får det præødipale gøgl lov til at dominere. De næste godt to timer kammer over i for megen og i længden trættende grænsesøgende effektjageri: Mere og mere manisk drøner Hamlet rundt på scenen, og så skal vi lige se ham i dameundertøj, og så skal han tumle rundt med både Ofelia og Gertrud på gulvet i usexet seksuel gestik, og naturligvis skal vi også lige have et glimt af en blottet tissemand, og Ofelia skal stå og hælde vand fra en plasticflaske over sit eget hoved (»Oh, too much water for thee, Ophelia«). Balancen mellem gøgl og alvor, akrobatik og ord, stumfilm og replikkunst går fløjten, timingen ryger - og det betyder, at selv rigtig flotte indslag drukner i hurlumhej. Groft sagt varer den næsten tre timer lange opsætning to timer for meget, og det er med en vis lettelse, man endelig hører Hamlet sige: »Resten er tavshed.«

HAMLET, Hamletscenen på Kronborg 17. - 22. august. Forfatter: William Shakespeare, iscenesættelse: Thomas Ostermeier, dramaturgi: Marius von Mayenburg, scenografi: Jan Pappelbaum, Kostumer: Nina Wetzel

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her