Bortset fra den unødigt overgearede slutning blev jeg behørigt berørt af svenske Daniél Espinosas gangsterfilm Snabba Cash, der er baseret på en bog af Jens Lapidus og er blevet en kæmpesucces i de svenske biografer.
Og det forstår jeg godt. Filmen, der foregår i den stockholmske underverden, holder ikke igen; den er fuld af følelsesmæssig, fysisk og visuel punch og fortæller en spændende og barsk historie om jagten på et bedre liv og den trælse erkendelse af, at hurtige penge som regel også er farlige penge.
Snabba Cashhar på sin vis tre hovedpersoner, hvis liv filtres ubønhørligt ind i hinanden, hvilket ender med at koste blod, sved, tårer og liv: Joel Kinnaman spiller JW, der går på handelsskolen og gerne vil være en af de møgrige, velklædte yuppier, han hænger ud med - og tjener penge på at sælge skoleopgaver til. Han kører også taxa for en flok mere eller mindre lyssky arabere og stiger i graderne, fordi han har en idé til, hvordan de kan vaske sorte narkopenge hvide: En lille investeringsbank tynget af finanskrisen har brug for likvider.
Og på den måde bliver Snabba Cash også et bidsk portræt af et ulige samfund, hvor alle jagter penge, nogle blot mere desperat og samvittighedsløst end andre.
Den stærkeste overlever
Det er dog farligt selskab, JW holder sig. Efter at have reddet Jorge (Matias Padin) fra at blive slået ihjel af en bande rivaliserende serbere - under ledelse af den brutale Radovan (Dejan Cukic) - får JW besked på at tage sig af ham. Jorge, der gerne vil hjælpe sin gravide søster og gamle mor, er lige stukket af fra fængslet og er vigtig for udførelsen af arabernes narkoplan, fordi han har gode kontakter i udlandet.
Og så er der serbiske Mrado (Dragomir Mrsic), en af Radovans effektive håndlangere, der pludselig får ansvaret for sin lille datter og, da han rager uklar med Radovan, må finde på noget for at sikre sig selv og datteren en fremtid.
Til at begynde med tegnes de alle tre - JW, Jorge og Mrado - med brede penselstrøg, men hurtigt kommer der flere nuancer i persontegningen, og det, man frygtede ville blive fæle stereotyper, ender som personer, man lærer at kende og endog kommer til at holde af.
Ja, Jorge og Mrado er hårdkogte forbrydere, og JW en opportunistisk svindler, der gerne går langt for at skaffe penge og status. Men alle tre er de på godt og ondt også blot mennesker, som drømmer om noget andet og forhåbentlig bedre og samtidig må begå sig i et miljø, hvor det kun er de stærkeste, der overlever.
Råt, energisk drive
Det tjener de fremragende skuespillere og Daniél Espinosa til ære, at Snabba Cash bliver en gangsterfilm med klangbund og et råt, energisk drive, der både skyldes historiens spændingselementer og ens interesse i personerne.
Instruktøren, der er uddannet på Den Danske Filmskole og tidligere har haft held med at skildre udkantsmiljøer og ghettoer - f.eks. i afgangsfilmen Bokser og spillefilmen Uden for kærligheden - ved, hvordan han skal fotografere og iscenesætte bagsiden af storbyen Stockholm, så det tager sig realistisk og troværdigt ud, og den svenske udgave af velfærdssamfundet, Folkhemmet, synes at være lysår væk.
Espinosa og hans klipper benytter sig af nogle visuelle tricks, hvor én scenes slutning nærmest blandes sammen med den næste scenes begyndelse - en slags små spring frem og tilbage mellem scenerne - som skaber virkningsfulde kontraster mellem stilhed og kaos, mellem samtale og pludselig vold, og som sammen med musikken og det håndholdte kamera holder én engageret filmen igennem.
Som sagt er slutningen lidt for meget gangsta - Michael Manns stilfulde Heat har vist været en inspiration, ligesom Nicolas Winding Refns Pusher spøger et sted i baggrunden - og der er plottråde, som ikke følges til ende undervejs. Men det er trods alt småting, der ikke skal afholde mig fra varmt at anbefale Snabba Cash - som har skaffet sin instruktør adgang til Hollywood og også snart skal genindspilles over there.
Snabba Cash. Instruktion: Daniél Espinosa. Manuskript: Maria Karlsson. Svensk (Empire og Grand i København, Café Biografen i Odense og Øst for Paradis i Århus)
