Læsetid: 6 min.

Kampen mellem den radikale ridder og den moderate slapsvans

Den britiske idehistoriker Jonathan Israel har iscenesat oplysningen som sandt drama i en ny bog om det moderne demokratis intellektuelle rødder
Den britiske idehistoriker Jonathan Israel har iscenesat oplysningen som sandt drama i en ny bog om det moderne demokratis intellektuelle rødder
28. august 2010

Det er en lille skandale: Vores almindelige billede af oplysningen er ikke oplyst. Vi går rundt med en myte om, at en enig front af oplysningstænkere i 1700-tallet gjorde op med overtro og satte fornuften på samfundets trone. Disse oplysere skulle ifølge myten have skaffet demokrati og kæmpet for menneskerettigheder, de gennemførte en revolution. Deres fjender var konger, adelige og religiøse autoriteter, og deres førstemand var filosoffen og forfatteren Voltaire.

Men oplysningen var og er ikke bare oplysningen. Det ved vi godt: Der har været tale om nationale oplysningsprojekter, og vi ved også, at de filosoffer og forfattere, som skrev til den store encyklopædi i 1700-tallet, ikke var enige om alt.

Men den britiske historiker Jonathan Israel har gennem omfattende studier og overbevisende dokumentation vist, at oplysningen var bestemt af en fundamental konflikt mellem det, han kalder den moderate oplysning og den radikale oplysning. De principper og rettigheder, vi i dag tilskriver oplysningstiden som sådan, blev oprindeligt formuleret af den radikale oplysning og bekæmpet af den moderate oplysning. Det, som vi ofte regner for en konflikt mellem oplysningen og den fjender, afdækkes af Israel som en strid i oplysningen selv. Som Israel skriver: »Den radikale oplysning er det system af ideer, som historisk set har skabt den vestlige verdens sociale og kulturelle værdier i den post-kristne periode.«

Det drejer sig om individuel frihed, total tankefrihed, ytringsfrihed, pressefrihed, opgør med religiøse autoriteter i undervisningen og lovgivningen og den fuldstændige adskillelse af kirke og stat: »Det kan synes overraskende,« skriver Israel, »men denne historiske proces - den gradvise fremgang for de ideer, som lagde grunden til den demokratiske oplysning i moderne tid - er stadig meget ukendt og uudforsket«.

Det er en polemisk betragtning, for der findes utallige idehistorier, som behandler den franske og amerikanske revolution, det moderne gennembrud og udviklingen af demokratiske ideer og institutioner. Men Israels anliggende er et andet: Det er at vise forbindelsen mellem den radikale oplysning og de moderne institutioner, og derfor har han nu skrevet bogen A Revolution of the mind - Radical Enlightenment and the Intellectual Origins of Democracy.

Kampen

Jonathan Israel har med sine to store værker Radical Enlightenment og Enlightenment Contested udviklet en klar tese om striden mellem den moderate og den radikale oplysning. Denne bog om demokratiet er ikke det tredje bind i serien, men en forelæsningsrække, som han har omsat til en for ham mindre bog på kun små 300 sider.

Han spejler nu oplysningskonflikten i forhold til demokratiet: Den radikale oplysning krævede radikale reformer af samfundet og tænkningen, hvorimod den moderate oplysning advarede mod drastiske omvæltninger. Den moderate oplysning støttede en blanding af kongestyre og overklassevælde, mens den radikale oplysning var imod både kongers, præsters og aristokraters politiske privilegier. Det afgørende spørgsmål for de radikale filosoffer er, hvordan man kan sikre, at borgerne ikke bliver styret af fjerne magter og fremmede regler. Det væsentlige for de »radikale filosoffer er, at en god regering lægger alle teologiske kriterier til side og sikrer, at uddannelse, individuelle interesser, politiske debatter og samfundets moral virker sammen«. Lovene skal være almene, de skal gælde for alle, og de skal formuleres, så enhver kan forstå dem.

Den radikale oplysnings helt er uden tvivl Baruch de Spinoza, og i hans spor træder Diderot, d'Holbach og Helvétius. De beskrives som noble riddere, der kæmper for lighed, fornuft og retfærdighed. Den moderate oplysning kendetegnes ikke mindst ved Voltaire og John Locke, men Israel pointerer, at den antidemokratiske tendens er omfattende blandt dem, vi plejer at regne for oplysningstænkere:

»De moderate oplysere som David Hume, Adam Ferguson, Adam Smith, Frederik den Store, Benjamin Franklin, Montesquieu, Turgot og Voltaire var alle dybt anti-demokratiske, anti-egalitære og modvillige over for tolerance.«

Kampen mellem de moderate og de radikale handler også om forholdet til religion: For moderate tænkere var religion og natur to forskellige verdener. Man kan ikke naturvidenskabeligt forklare religioner, og man kan ikke religiøst forklare naturen. For de radikale er der ikke to adskilte verdener, men kun én - og det er den, som afdækkes af naturvidenskaben. De tror ikke på ånder, mirakler og andre undtagelser fra naturens lovmæssigheder. De ser derfor heller ingen grund til, at præster og teologer tilstås særlig adgang til særligt avancerede sandheder og magtpositioner. Konflikten mellem de moderate og de radikale er derfor ofte blevet kaldt en strid mellem troende og ateister, men Spinoza fastholder, at kristendommen er blevet misforstået og misbrugt af dem, der udnyttede troen til at bestemme over andre. Det handler ikke om at være for eller imod religion, men om at bruge religion til at manipulere og til at indtage positioner, som man ikke har ret til.

Det fælles bedste

Den eneste retfærdige og fornuftige kilde til politisk magt er for de radikale filosoffer borgernes samtykke. Folkestyre betyder, at folket skal anerkende dem, der styrer dem som ledere. De moderate oplysere regner dette for den sikre vej til opløsning af den moralske orden, anarki og sædernes forfald. Deres holdning er, at de bedste borgere må sørge for det fælles bedste. De har et ideal om et alment gode og en social orden, som aristokrater og konger er bedst til at opretholde. Religion betragtes her som en kilde til orden og lydighed, og borgerne regnes for ukvalificerede til at styre. De radikale filosoffer fremhæver, at borgerne kun er ukvalificerede, fordi de aldrig har fået uddannelse og chancen for at deltage i det offentlige liv. De anerkender ikke et samlet fælles bedste, som aristokratiet kan varetage, men kun borgernes personlige viljer og ønsker. Denne form for folkestyre, hvor borgernes private interesser lagt sammen udgør samfundets interesser, ender nemt i en nyttetænkning, hvor videnskab, kultur og andre anliggender får det svært, fordi de ikke kommer alle til gavn. På den måde kan den radikale oplysning paradoksalt nok ende med at undergrave sig selv, fordi flertallet ikke nødvendigvis vil støtte de få filosoffers ret til at tale på vegne af alle. Denne risiko fremhæves selvfølgelig af de moderate antidemokrater, som advarer mod tumult og pøbelvælde.

To præmisser

Der er to præmisser for Jonathan Israels bog om demokrati og oplysning: Den første er, at oplysning er defineret af kampen mellem den radikale oplysning, som står for alt det, der er enighed om i dag de vestlige samfund og den moderate oplysning, som forsvarer synspunkter, vi i dag regner for antidemokratiske.

Den anden præmis er, at man kan skrive den politiske og sociale historie ved at skrive ideernes historie. Han skriver et par gange, at historien er kompleks og kilderne til demokratiet er mangfoldige, men han skriver alligevel, som om de sejrende ideer vil blive etableret i de sejrende institutioner. De to præmisser giver ham den stilistiske fordel, at han kan skrive verdenshistoriens drama gennem ideernes udveksling og udvikling. Det er selvfølgelig privilegeret for en idehistoriker. Den første af hans præmisser synes etableret i hans to store bøger, og det forekommer igen i denne bog overbevisende, at striden mellem de radikale filosoffer og de moderate filosoffer har været afgørende for oplysningstænkningen. Men Israel kvalificerer ikke på nogen måde den anden præmis. Man efterlades med det mærkelige forhold, at han beskriver en idekamp i 1700-tallet og nævner en status i det 20. århundrede, men springer hele mellemregningen over. Han beskriver en intellektuel bevægelse i 1700-tallet og en politisk konsensus i vores tid, men det står ikke klart, hvordan disse polemiske sandheder blev til politiske selvfølgeligheder.

Som scene i striden mellem den radikale ridder i oplysningens tjeneste og den moderate slapsvans er A Revolution of the mind strålende og underholdende, men som afdækning af det moderne demokratis rødder synes den at skabe sin egen romantiske myte ideerne i verdenshistorien.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu