Læsetid: 2 min.

Karen & Ralf på nye fjendejagter

Det skrivende produktionsfællesskab Jespersen og Pittelkow fortaber vægtige pointer i nidsk selvhævdelse og gusten kommissærkulde
24. august 2010

Det hagler med forskrækkelser i Karen Jespersen og Ralf Pittelkows seneste bogproduktion Islams Magt - Europas ny virkelighed. Ordene »skræmmende«, »bekymrende« og »stærkt foruroligende« øser ned ad siderne. Ængstelsens genstand er angivet i bogtitlen.

Og sandt er det, at man kan finde gode grunde til at bekymre sig om udviklinger omkring islam, især radikaliseringen af muslimske kredse både i de oprindelige hjemlande og i indvandringslandene. Kulturmødet har ikke afstedkommet den opblødning, man kunne have håbet, i mange tilfælde snarere tværtimod. Kønsrollemønstret synes nærmest at forhærdes i sin modstrid med oplyste europæiske forestilling om sund fornuft og menneskelig selvbestemmelse. Kriminalitet i unge indvandrerbander bliver vævet sammen med forestillinger om religiøst tilhørsforhold.

Stå fast på værdierne!

Alt sammen kan udpensles i grufulde detaljer, sådan som ægteparret Jespersen og Pittelkow gør det - med kildehenvisninger.

Spørgsmålet, der bliver tilbage, er: Hvordan bryder vi de onde cirkler?

Her er forfatterparret knapt så meddelsomt. De skriver:

»Forudsætningen for, at man kan holde fast i sine værdier er, at man er bevidst om dem og føler stolthed ved dem. Her ligger dybest set Europas problem: Selvbevidstheden og kampånden mangler.«

Her er parrets bud på den nødvendige mobilisering af selvbevidsthed og kampånd:

»Løsningen er ikke at nedtone de europæiske værdier og samfundstraditioner. Løsningen er tværtimod at stå ved dem og vise styrken i dem ... Det kræver, at europæerne ikke reagerer frygtsomt, eftergivende og selvfornægtende på det pres på deres samfund, der kommer både indefra og udefra. Tværtimod har de europæiske lande brug for en forstærket indsats for at hævde deres nationale og europæiske identitet - og gøre de muslimske indvandrere til en del af den.«

Er det kun i denne anmelders øren, at disse ord i deres larmende indholdsløshed lyder som et ekko af tidligere tiders højrereligiøse krav om »moralsk oprustning«?

For hvad skal det alt sammen betyde i praksis?

Der er over ægteparrets fremstillinger en blodfattighed, en kommissærdoktrinær afstand til det levende liv.

Det mest urovækkende ved bogen er nok til syvende og sidst forfatternes evne til at genopfinde sig selv i nye positurer og forhåne dem, de gennem deres livsbane har forladt.

Socialdemokratiet, som i en årrække gav ægtefællerne et godt udkomme, har længe været genstand for deres spot og foragt. Nu er turen også kommet til den VK-regering, som Karen Jespersen trådte ud af så sent som april 2009. Tilmed forhånes VK-regeringen for en anti-radikaliseringsplan, som den vedtog, mens Jespersen endnu var VK- minister.

Tåget VK-plan

Som det fremgik af gårsdagens Information, stempler ægteparret nu den VK-plan som »særdeles uklar«, »tågede forestillinger« og »en helt uholdbar bagatellisering af islamismen«.

Ægteparret sparker også til deres egen venstresocialistiske fortid, når årsagen til en alt for slap indvandringspolitik angives som bl.a. »1960'ernes orgie af samfundskritik og kulturel selvforagt.«

Ren komik bliver det, når forfatterne skriver: »Fra venstre og højre var store dele af eliten parat til forkaste den nationale samhørighed og den kulturelle selv-bevidsthed.«

Jespersen og Pittelkow har siden 1960'erne tilhørt eliten. Endda så elitært, at de først tilhørte venstreeliten og nu tilhører højreeliten.

Hvad med et ægte selvopgør - og ikke bare via stedfortræder?

Karen Jespersen & Ralf Pittelkow: Islams magt - Europas nye virkelighed. 300 s. 250 kr. Jyllands-Postens Forlag. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Heinrich R. Jørgensen

Bent Winther:
"Hvad med et ægte selvopgør - og ikke bare via stedfortræder?"

Det er vist kun, når det dogmatiske og demagogiske makkerpar har annammet et ny rabiat ståsted, at der er tale om selvreflektion og selvopgør.

Fra deres nye ekstremistiske platform skal tidligere menings- og våbenfæller (inklusive deres egne, tidligere inkarnationer) lægges for had.

Sådan har det vist altid været, og det ændrer sig næppe.

At dømme efter anmeldelsen af makværket, er makkerparret efterhånden blevet så rabiate i deres retorik, at det næppe virker troligt at de selv tror på deres sludder. Tågehornenes flugt over plankeværkene er måske ved at nå en vejs ende?

Frej Klem Thomsen

Det er mig stadig gådefuldt, efter denne anmeldelse, hvori det "nye" i fjendejagten består. Siger og skriver parret noget som helst som de ikke har ment, sagt og skrevet monotont og uophørligt de sidste 10 år? Og er det egentlige spørgsmål ikke hvorfor JPs redaktører har valgt at trykke en hel bog fuld af banale gentagelser? (Et hint: svaret skal findes i den ideologiske linje...)

At kvaliteten formodentlig er derefter kan man fornemme men får ikke egentlig udstillet i denne anmeldelse. Man kunne godt ønske sig en langt skarpere hudfletning af så åndsfattigt et projekt som det der her anmeldes. Hvis da ikke det ville være bedre fortjent blot at ignorere det.

Alle disse detaljer om utilpassethed fortager sig med tiden, sådan er det altid gået. Og det er altid et problem, til vi kommer så vidt; men der er ikke andet end tidens tand til at slibe kanterne til, og forsåvidt er det rigtigt, at vi selvfølgelig skal holde fast i vores kultur. Dvs. vælge en anden og mere humanistisk indstillet, arbejde på større lighed mellem borgerne, herunder tryghed og frihed. Mange danske jøder opdagede først i 1943, at danskerne havde accepteret dem.

Alle disse detaljer om utilpassethed fortager sig med tiden, sådan er det altid gået. Og det er altid et problem, til vi kommer så vidt; men der er ikke andet end tidens tand til at slibe kanterne til, og forsåvidt er det rigtigt, at vi selvfølgelig skal holde fast i vores kultur. Dvs. vælge en anden og mere humanistisk indstillet, arbejde på større lighed mellem borgerne, herunder tryghed og frihed. Mange danske jøder opdagede først i 1943, at danskerne havde accepteret dem.

Opmærksomhedsgrad, altså det bælte af viden man kan nyde af, giver ens liv strofer at synge.

Det monotone kan tit og ofte være et råb om hjælp, hvortil jeg personligt ville kategorisere Karen Jespersen.

Men socialhjælp skal hun dog være påpasselig med at søge, da de urene strofer hun sang tilbage i midt halvfemserne har efterladt flere i åndelig armod.

Sådan noget smitter, og hvordan det kan lade sig gøre at hun stadig ikke har udviklet sig mentalt, bringer en til tårer.

”Kønsrollemønstret synes nærmest at forhærdes i sin modstrid med oplyste europæiske forestilling om sund fornuft og menneskelig selvbestemmelse.”

Hvis det forholder sig sådan, så er det bare mærkeligt, at de kvindelige efterkommere af flygtninge og indvandrere fra ikke-vestlige lande nu er lige så velrepræsenterede på de videregående danske uddannelser som døtre af danske forældre.

Nu er det ganske vist ikke alle flygtninge og indvandrere fra ikke-vestlige lande, som er muslimer, men det er vel mindst 50% af dem, som har været her så længe, at de har døtre i den uddannelsessøgende alder. Så hvis det virkelig forholdt sig som citeret fra bogen, så skulle de ikke-muslimske indvandrere og flygtninges døtre jo nærmest alle sammen læse på universitetet. Og det er der vist ikke noget, som tyder på.

Den største gruppe af muslimske indvandrere er tyrkerne. Og her viser tallene, at de unge kvinder med tyrkisk baggrund har næsten lige så stor erhvervsdeltagelse i Danmark som unge kvinder med norsk baggrund. Og endelig viser tallene, at fødselshyppigheden blandt ikke-vestlige indvandrere, flygtninge og efterkommere nu ligger på linie med fødselshyppigheden hos kvinder med en rent dansk baggrund.

Med andre ord er der intet i de faktiske tal, som bekræfter Jespersens og Pittelkows påstande om, at kønsrollemønsteret blandt danske muslimer nærmest skulle være ”forhærdet i sin modstrid med oplyste europæiske forestillinger…..”

Så deres påstande har nærmest karakter af en gentagelse af Poulsgårds berømte ord i Folketinget: "Hvis det er fakta, så benægter vi fakta".

”Kriminalitet i unge indvandrerbander bliver vævet sammen med forestillinger om religiøst tilhørsforhold.”

Jamen da ikke i de unge kriminelles egen bevidsthed. Der er mig bekendt intet, der tyder på, at disse hårdkogte machotyper med deres krav om ”respekt” er mere flittige gæster i moskeerne end de tilsvarende medlemmer af rockerbander er i de kristne kirker.

Tværimod er bandemedlemmerne jo meget vestliggjorte, idet de har skiftet de religiøse værdier om, at belønningen venter i himlen, ud med nogle meget vestlige værdier om øjeblikkelig tilfredsstillelse af alle personlige behov for enhver pris. Der er f.eks. intet religiøst ved løse seksuelle forhold, stofmisbrug, guldkæder eller tunede BMW´er.

Jeg synes ikke , at Jespersen og Pittelkow er hverken mere eller mindre elitære end så mange andre debattører i Information og andre steder.

At de har skiftet politiske standpunkter er da OK - det er der mange andre mennesker ( herunder også politikere ! ), der også gør hen ad vejen.

Jeg har ikke læst den nye bog og kender faktisk ingen, der endnu har begyndt at læse den - men alle har tilsyneladende allerede en klar mening for eller imod forfatterne.

Jeg agter at købe bogen og læse den - så finder jeg vel ud af om pengene er spildt, eller om jeg fik noget ud af den.

En stor del af deres karriere har disse to arbejdet for en eneste sag : Penge. Deres penge.

Det vil jeg ikke fortænke dem i, men jeg vil heller ikke støtte deres sag. Jeg køber ikke deres udgydelser og jeg køber ikke Jyllands Posten.

Hopper lige ned i det her :
'Ægteparret sparker også til deres egen venstresocialistiske fortid, når årsagen til en alt for slap indvandringspolitik angives som bl.a. »1960’ernes orgie af samfundskritik og kulturel selvforagt.«

Ren komik bliver det, når forfatterne skriver: »Fra venstre og højre var store dele af eliten parat til forkaste den nationale samhørighed og den kulturelle selv-bevidsthed.«'

Det er i sig selv kritisabelt at kritisere sin 'egen venstresocialistiske fortid' ? Noget viktoriansk form for venstredrejning synes jeg nok. Den slappe indvandringspolitik (altså den med tredjeverdens-proletariaterne og de ikke-eksisterende internqationale 'forpligtelser' i Uffes og Poul N's fantasier) ville have været utænkelig i en kontrafaktisk historie uden 1960ernes orgie af samfundskritik og kulturel selvforagt, der iøvrigt var uomgængeligt på sin plads som reaktion på 'tomrummet efter nazismen'.. Ting hænger sammen, og så nemt slipper du ikke Rehling ;-)

»Fra venstre og højre var store dele af eliten parat til forkaste den nationale samhørighed og den kulturelle selv-bevidsthed.«'...måske man tror man kan bilde yngre vælgere ind at det var man ikke, men det er svindel. Og det var ikke komisk men tragisk, fordi det var lige der, at forskellen på regering og opposition forsvandt for ikke at være set siden.
Lad os bare sige at der var mere tøven fra højre, og at landets mikroskopiske højrefløj slog sig i tøjret. Denne ligegyldige promille i forhold til SF-RV bredden .....som siden har været til det totalitære grænsende ansvarlig påstår den i hensigtserklæringer..
Sandt ja. Komisk nej.

Men kernelæserne kan ikke være foruden denne anmeldelse, og bogen bringer næppe nyt til torvs som sådan, hvis ikke man er født i går eller har en eller anden subkulturel bias.