Læsetid: 3 min.

Knips af hud og guld

Tim Rushton er inde i en koreografisk raptus, hvor han ikke kan lade en danser strække en arm frem, uden det virker genialt. Så det er Dansk Danseteaters egne dansere, der scorer størst bifald i Politigården
Guldet smyger sig til huden, mens kvinderne tager lårføringen i Dansk Danseteaters forsmag på Tim Rushtons lovende 'Love Songs' i Politigården.

Guldet smyger sig til huden, mens kvinderne tager lårføringen i Dansk Danseteaters forsmag på Tim Rushtons lovende 'Love Songs' i Politigården.

Henrik Stenberg

11. august 2010

Dansk Danseteater har international elegance. For godt nok har kompagniet inviteret både Rambert Dance Company fra London og Beijing Dance Theater til årets sommerdans i Politigården. Men det er Dansk Danseteaters værker, der får himlen over den runde søjlegård til at virke endnu højere.

Koreografen Tim Rushton er åbenbart inde i en fase, hvor han ikke kan få en danser til at række en arm ud og læne hovedet tilbage, uden at det virker enten forførende organisk eller bare indlysende naturligt. Han kan få danserne til at løbe mod hinanden og kaste sig op ad hinandens rygge, som om det var den mest selvfølgelige kobling mellem to mennesker. Han kan lade kvinder falde stivnet forover mod en mandearm i erotisk slowmotion, så man ikke forstår, hvorfor man ikke har set den gestus før. Og han kan knipse intimiteten frem mellem parrene, så man som tilskuer kun kan misse med øjnene og drømme med.

Rushton betager både i den smægtende Caroline Henderson-optakt Love Songs, som egentlig først får premiere på Gamle Scene til foråret med Charlotte Østergaards forjættende guldkostumer, der smyger sig tæt om både kroppe og længsler. Men absolut også i den sommerliflige Men in Coats, som godt nok leger med jakkesættenes sorte fantasier, men som allermest viser kvinders svulmende længsler under jakkerne i lykkeligt stramme, hvide skjorter.

Retrotrend

Det betyder nu ikke, at det var uinteressant at se de udenlandske gæster. Tværtimod. Beijing Dance Theater havde nemlig sendt en sjældent holistisk danser, nemlig den ultralange Yan Xiaoqiang, som i lange, grå gevandter dansede en higen frem fra Østens stædighed og ydmyghed i den forunderligt organiske solo Crossing. Helt let rullede han rundt eller sparkede op i vægtløse spagater - som et maskulint smidighedsfatamorgana. Koreografen bag de lyriske bevægelser var Wang Yuanyuan, der også stod for åbningsceremonien ved OL i Beijing i 2008. Hendes efterfølgende Changes for fire dansere virkede dog mindre helstøbt og sært usensuel, tilsat kinesiske håndtegn eller ej.

Rambert Dance Company var repræsenteret af den intense, spanske danserinde Estela Merlos og den bredskuldrede, engelske mandsdanser Thomasin Gülgec. Koreografien var uddrag fra Eternal Light: A Requiem af Marc Baldwin, der har været kompagniets leder siden 2002. Men bevægelserne virkede sært gammeldags med fastfrosne off-balancer og mærkeligt postulerede ges-tus. Og den sakrale musik for klassiske sangere af Howard Goodall gik underligt i clinch med Michael Howells diverse grønne strimmelkjoler fra en charterferie og et par hvide sommerjeans fra 1970'erne. Eller også er duetten bare et udtryk for en retrotrend, der måske ikke gik helt klart igennem til det danske publikum. For Rambert-danserne var yderst indtagene.

Speedomfavnelser

Det var Dansk Danseteaters dansere unægtelig også. Kompagniet har undergået en drastisk udskiftning hen over sommeren - som et naturligt resultat af Tim Rushtons heftige, kreative proces.

Tilbage er nu brasilianeren Alessandro Sousa Pereira, der tydeligvis nu får rollen som supermachoen i det veltrimmede sixpackselskab, der heldigvis også stadig tæller den lille, charmerende energiitaliener Luca Marazia. Og så portugiseren Ana Sendas, der ankom til Danmark sidste år, hvor hun forførte Politigårdens publikum på stedet. Det gør hun igen i år, nu endnu mere drilsk, mere divabevidst, mere musikalsk legende - og endnu hurtigere. Og med en cool attitude, som gør hende til en spændende moderne kvinde med bodytoningen i opposition til mandedansen.

Blandt kompagniets nye dansere stråler ikke mindst den hollandske danserinde Milou Nuyens, der har en både viljefast og sitrende poesi over sine bløde arme og sine kække nakkelinjer. Og svenskeren Minna Berglund - den uimodståelige 'isbjørneunge' fra Reumert-vinderen Frost - lyser fortsat med langbenet, nordisk kølighed, nu sammen med den ivrige gadedrengssvensker Björn Nilsson, der kommer direkte fra Det Unge Dansekompagni. Politidirektøren bød velkommen, så han lød som Ulf Pilgaard. Og Frank Jensen bød velkommen til en smal kunst for det brede publikum, så han lød som - Frank Jensen. Alt var skønt. Og Politigården blev igen rammen om dans, der aldrig ville virke på samme måde noget andet sted i verden. Med eller uden engelske fodglid og kinesiske fingerstrit.

Copenhagen Summer Dance. Politigården onsdag-søndag kl. 20.30 samt lø+sø kl. 14.30. Beijing Dance Theater, Rambert Dance Company, Dansk Danseteater. Sidste gang 15. september. www.danskdanseteater.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu