Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Han kom, han hostede, han rejste

Den mexikanske verdenstenor Rolando Villazón kæmpede med stemmelæberne og tabte ved koncerten i Tivoli søndag aften
To gange har Rolando Villazón måttet aflyse en koncert i Tivoli, og det gik ikke meget bedre i tredje forsøg.

To gange har Rolando Villazón måttet aflyse en koncert i Tivoli, og det gik ikke meget bedre i tredje forsøg.

Susana Gonzalez

Kultur
10. august 2010

»Det, jeg prøver at sige til jer,« sagde musikchefen til et uroligt publikum ... »det, jeg prøver at sige til jer, er, ... at jeg tror, det er verdens mest utaknemmelige job - at prøve at få to stemmelæber til at fungere, som bare ikke vil.«

Rolando Villazón stod ifølge musikchefen på dette tidspunkt ude et sted backstage og prøvede at få fin- muskulaturen til at makke ret, så han kunne gå ind til resten af aftenens koncert. Inden pausen havde Villazón med besvær kæmpet sig gennem en arie og to duetter, og nu efter pausen stod det uklart, om han overhovedet ville komme på scenen igen.

Det gør ondt at se musikchefen lide, at se musikere blive kastet hovedkulds ind i deres soloer på grund af uventede programændringer og se de andre sangsolister kæmpe med mere og mere usikkerhed, efterhånden som aftenen bryder sammen. Og det gør ondt at tænke på, hvad publikum har lagt af penge for dyre koncertbilletter uden rigtigt at høre fænomenet. Men det, der gjorde mest ondt, var allerede inden koncerten at stå ved veteranbilerne i Tivoli og høre en forkølet verdenstenor prøve at varme stemmen op. Det var ikke det høje c. Det var Villazóns verdensberømte stemme ud af vinduerne, den var god nok, men i en afmattet udgave, der tydeligvis ikke ville som Villazón.

Rolando Villazón har haft et comeback efter sin stemmeoperation, men er en stjerne, der brænder i trit med sit ustyrlige væsen. To gange har han måttet aflyse en koncert i Tivoli, så selvfølgelig var det traumatisk for både ham og publikum og Tivoli at skulle prøve endnu en gang.

Forkølet forklaring

Musikchef Henrik Engelbrecht har ret. Det er et lortearbejde at være sanger. Lige så meget publikum elsker dig, når du leverer varen, lige så skuffede kan de blive over dig. Og det hele afhænger af, at to stemme- læber, man ikke engang kan styre direkte muskulært, gider at lukke sig uden for meget vrøvl. Dagens for- klaring var en pludseligt opstået forkølelse, men der er ingen tvivl om, at Villazóns stemme er blevet problematisk sensitiv.

Vi så ham, han var der, han gjorde sit bedste, men efter en udtrukket anden halvleg med orkesterindslag og de kvindelige medsolisters flot leverede arier var der ikke mere at byde på. Engelbrecht kunne endelig gå ind på scenen og fortælle, at Villazón var tilbage på sit hotel og ikke ville synge mere i aften.

Hellere italiensk

Så kan man ærgre sig over, at Villazón havde valgt at lægge ud med det franske repertoire og bruge det sidste stemme på det. Jeg kommer aldrig til at elske hans franske, mens jeg til gengæld meget, meget gerne havde hørt hans solbeskinnede italienske vokaler i en hvilken som helst skaldet udgave - før det er for sent. Hvad han har givet os af italiensk bel canto-repertoire er næsten offeret værd, og måske har vi stadig en skat i Villazóns seneste cd, Mexico!, der kommer i handlen til september.

Sopranen Stéphanie Loris og mezzosopranen Audrey Kessedjian konkurrerede med foyerens akvarium om at være de flotteste pausefisk, men aftenens egentlige stjerner blev Tivolis Symfoniorkester dirigeret formidabelt af Marco Zambelli. Tak for ouverturen til Don Pasquale. Det var musik!

Rolando Villazón, Stéphanie Loris, Audrey Kessedjian. Tivolis Symfoniorkester og Marco Zambelli. Tivolis Koncertsal i søndags

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her