Læsetid: 1 min.

I koppen er alle klatter hvide

Den romantiske komedie ’Baby Surprise’ kunne have været meget værre, men man havde ærlig talt håbet på mere
Den romantiske komedie ’Baby Surprise’ kunne have været meget værre, men man havde ærlig talt håbet på mere
26. august 2010

Sæddonorforviklingskomedien Baby Surprise har en klassisk New Yorker-neurotiker i hovedrollen. Wally, som han hedder, har en bedste ven af hunkøn, Kassie (Jennifer Aniston), som han dog også nærer andet end venskabelige følelser for.

Kassie er fyldt 40, og længes nu efter lyden af små trippende fødder. Hun beder derfor Wally om hjælp til at finde en egnet sæddonor, men i jalousi over, at hun ikke synes at betragte ham som en værdig kandidat, gør Wally, hvad enhver moden mand med dømmekraften i orden ville gøre: Drikker sig ned på neandertalerstadiet og erstatter den af Kassie udvalgte sæd med sin egen. Nogle år senere viser det sig så, at Wallys nervøse gener er slået igennem i en sådan grad, at det næsten må føre til, at sandheden kommer for en dag.

Efter at have udvist uimodståelig løssluppenhed i den androgyne kunstskøjtekomedie Blades of Glory vender instruktørduoen Gordon og Speck sig med Baby Surprise desværre mod en anderledes velafprøvet romantisk komedieformel, komplet med hjertevarmende moraler. I dette lys giver castingen af Aniston glimrende mening, da hun i denne skribents øjne er indbegrebet af fersk laveste fællesnævnerskønhed. Der har, fristes man til at sige, aldrig været mange overraskelser i de ærmer, og heller ikke Kassie-figuren har nogen form for kant.

Derimod er det godt at se talentfulde Jason Bateman sætte tænderne i en hovedrolle, og også barneskuespilleren Thomas Robinson kan bestemt være sin præstation bekendt.

På plussiden tæller endvidere, at et par af filmens bipersoner er lifligt uudgrundelige - hvad enten det så er tilsigtet eller ej. Således får Patrick Wilson nærmest Wallys donorrival til at ligne én stor ivrigt fortrængt mørk side, ligesom Jeff Goldblums indforståede spillestil og idiosynkratiske replikbehandling er en velkommen modvægt til filmens mange velkendte elementer.

Konklusionen lyder derfor, at det kunne have været meget værre, men at man ærlig talt havde håbet på mere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu