Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Med i krig

Den danske korrespondent, der kom tættest på Irak-krigen, var Louise Bokkenheuser. Hendes nye erindringsbog er et enestående indblik i krigen
'I virkeligheden var det de amerikanske medier, der var tættest på historien,' skriver Louise Bokkenheuser i sin nye erindringsbog, der giver et enestående indblik i Irakkrigen.

'I virkeligheden var det de amerikanske medier, der var tættest på historien,' skriver Louise Bokkenheuser i sin nye erindringsbog, der giver et enestående indblik i Irakkrigen.

DAVID FURST

Kultur
30. august 2010

Man skal aldrig tage krigen med hjem. Det er en af de mange indsigter, den danske krigskorrespondent Louise Bokkenheuser får med sig, da hun rapporterer for Los Angeles Times i Irakkrigens værste år fra 2005-2007. Det er også en af de indsigter, hun umuligt kan efterleve. Af to grunde, som fremstår med skiftende vægt som et mønster gennem hendes nye erindringsbog Hvad der ikke slår dig ihjel: Som krigsreporter er det hendes job, kald og skæbne at tage krigen med hjem, også efter at offentligheden er blevet træt af at høre om den. Og som ung kvinde (f. 1973) i færd med at frisætte sig fra en baggrund af svigt og forladthed har hun i en vis forstand krigen med hjemmefra. Louise Bokkenheusers rystende bog er en reportagerejse uden dansk sidestykke gennem Irakkrigens virkelighed. Som del af en stor amerikansk avis' irakiske bureau er hun begunstiget med sikkerhedsvagter, penge og netværk til at arbejde i Irak, mens kampene er allerværst. Og i modsætning til fordommene om især den amerikanske journalistik fra Irak, sidder hverken hun eller hendes kolleger forskanset bag pansrede mure i Den grønne zone.

»I virkeligheden,« skriver hun, »var det de amerikanske medier, der var tættest på historien.«

Lokale journalister var tapre, men sjældent objektive. Og de europæiske journalister så Bokkenheuser og hendes kolleger (med få undtagelser som Independents Patrick Cockburn) sjældent noget til.

Forråelse

Hvad er historien så i en virkelighed som Irakkrigen? For Bokkenheuser handler den om de mennesker, som krigen rammer 'en efter en'. Det betyder ikke, at hun ikke skriver om det politiske og militærstrategiske epos, som Irakkrigen også er - faktisk giver hendes bog en glimrende redegørelse for krigens kontekst, sammenhæng og forløb. Men som ægte reporter insisterer forfatteren på, at sandheden om krigen sker ude i marken. Hos de irakere, der er dens ofre, men også ofte dens aktører, og hos de soldater, hun løbende følger. Derfor er det også på nærmeste hold, hun bevidner den utrolige forråelse, en krig næsten øjeblikkeligt fører med sig, som når soldater det ene øjeblik ved et uheld dræber to irakiske forældre for øjnene af deres små børn; det næste øjeblik diskuterer om de skal spille Nintendo.

Amerikanerne havde aldrig rigtig nogen plan for, hvordan Irakkrigen skulle ende, vurderer Louise Bokkenheuser, som har været tættere på den amerikanske krigstænkning end de fleste andre. I stedet var de, som hun, en slags magtesløse tilskuere til det utrolige forløb, der udspillede sig, fra George W. Bushs triumferende 'Mission Accomplished'-banner få måneder inde i krigshandlingerne, over den uventede styrke af hjemmelavede vejsidebomber, som blev Iraks ikoniske våben, til den blodige og stadig uafklarede etniske konflikt mellem shiaer og sunnier, som de færreste havde set komme i et Irak, hvor store dele af befolkningen før krigen dårligt anede, hvem der var hvad.

Ligesom krigen selv bliver Bokkenheusers bog undervejs i stigende grad fortvivlet og næsten klaustrofobisk, en stemning som også forstærkes af, at de amerikanske medier mod slutningen - som de danske - taber lysten til at prioritere Irakstoffet, og hendes rapporter får stadigt mindre plads. Hun og beretningen forlader landet i 2007, mens udsigterne ser sorte ud. Og selv om en slags epilog bringer forfatteren tilbage på besøg, efter at en slags fred er indtrådt, savner læseren alligevel hendes analyse af, hvordan det gik til, at den håbløse vold trods alt blev nedbragt og en slags håb trods alt voksede frem.

Ødelæggelsen

Hvad der ikke slår dig ihjel præsenteres som »Reportager fra Bagdad og København«, og den handler også om at vokse rodløst op og til dels forlade landet for at flygte fra sig selv og sin opvækst. Kapitlerne om den danske opvækst er sorgfulde og højtidelige, og de er interessante som belysning af krigskorrespondentens mysterium: Hvad det er, der får nogen til at opsøge ødelæggelsen af egen fri vilje. Mest af alt står de dog som et perspektiv på den store historie, der åbenlyst opsluger Louise Bokkenheuser i en grad, så hun næsten helt glemmer sig selv, det øjeblik hun står midt i begivenhederne: Historien om Bush-doktrinens store krig og de dybe spor, den afsatte på os, irakerne og verden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her