Læsetid: 6 min.

Levende historie, der nær kostede nationen livet

Tom Buk-Swientys anden bog om krigen i 1864, 'Dommedag Als', bør ligesom den forrige indgå som pensum på historiestudiet - sådan gør man historien levende: Ved at vise døden
Det er i høj grad anvendelsen af de private breve og dagbogsuddrag, der gør Tom Buk-Swientys nye bog, 'Dommedag Als', så medrivende.

Det er i høj grad anvendelsen af de private breve og dagbogsuddrag, der gør Tom Buk-Swientys nye bog, 'Dommedag Als', så medrivende.

Martin Stampe

25. august 2010

»Undergang«, »nærdødsoplevelse«, »katastrofale nederlag«. Tom Buk-Swienty lægger ikke fingrene imellem, når han beskriver konsekvenserne af krigen i 1864. Hvor Danmark svandt ind til international ligegyldighed, og den danske selvtillid led et knæk, der former vores nationale selvforståelse den dag i dag. Groft sagt er det netop Tom Buk-Swientys vilje til at søge dramaet, der adskiller ham så markant fra andre historikere.

Dommedag Als, der udkommer i dag, fuldender den fortælling, der konsoliderer Tom Buk-Swientys status som en helt exceptionel formidler af historien om den krig, der formede det moderne Danmark, og som en i samfundsdebatten tiltrængt revser af den danske selvforståelse og historiske selvovervurdering. Han bevæger sig mellem historiens makro- og mikroniveau med en sådan lethed, at historiefortællingen på helt enestående vis formidler den sandhed, der er så selvfølgelig, men alligevel så abstrakt, nemlig den, at den diplomatiske inkompetence helt unødvendigt kostede almindelige danskere som Troels Lund en bror, som Nicolai Laurentius forstanden, som statsminister Bluhme en søn og som mange andre familier flere end én.

Tom Buk-Swienty forstår, at hvis læseren skal holde interessen gennem 500 siders gengivelse af en enkelt dag i danmarkshistorien, så skal nogle helt basale fortællegreb være på plads. De er simple, men virkningsfulde. For eksempel forlader Tom Buk-Swienty prøjserne, da de netop er gået i bådene for at sejle mod Als og indlede det sidste skæbnesvangre slag mod danskerne. For at forstå grunden til, at danskerne må lide endnu et nederlag efter Dybbøls fald, må man nemlig vende tilbage til fredsforhandlingerne i London. Og så sidder læseren ellers dér i mørket i én af prøjsernes både med blikket stift rettet mod Als og må forpustet blive hængende og rette blikket bagud mod diplomatisk uduelighed, politisk splittelse og dansk hovmod og stædighed i den britiske hovedstad.

Ved afslutningen på Slagtebænk Dybbøl - Tom Buk Swientys første bog om 1864 - er det for danskerne så utænkelige sket: Den danske hær er jaget på flugt af prøjserne over de klargjorte pontoner mod Als, og fredsforhandlingerne må indledes i London. Men som Tom Buk-Swienty fortæller i fortsættelsen Dommedag Als, er de danske delegerede bundet på hænder og fødder af uopnåelige krav fra regering og konge. De ser sig endda nødsaget til at afslå et forslag, der faktisk havde betydet, at Danmark kunne beholde Nordslesvig. I stedet kastes de hårdt prøvede styrker ud i endnu et blodigt slag, der synes umuligt at vinde. Flere steder konstaterer Tom Buk-Swienty tørt, at danskerne efterhånden er blevet gode til retræte.

En exceptionel formidler

Som den første historiker nogensinde har Tom Buk-Swienty fået adgang til Christian IX's dokumenter omhandlende 1864. Og dermed til historien om Christian IX's forsøg på at få Danmark indlemmet i Det Tyske Forbund - uden den danske regerings vidende. Dette scoop giver fortællingen en helt ny dimension og ikke kun anledning til at skrue op for retorikken. Tom Buk-Swienty har modet til at kaste sig ud i den moralske diskussion om, hvor langt man som magthaver kan gå for at bevare magten. Han drister sig til at fundere over det faktum, at Christian IX senere blev elsket af folket og kendt som Europas svigerfar, selvom han som ung konge havde modarbejdet det spæde demokrati og endog havde afsat en regering, da den sagde ham i mod og i stedet sat en række loyale men senile politikere til at lede landet i en tid, hvor alt stod på spil. Netop den slags moralske overvejelser engagerer den moderne læser på et helt andet plan, som den gængse historieforskning er alt for pragmatisk og diplomatisk til at mestre. Retfærdigt er det dog ikke at dømme historien ud fra et nutidigt perspektiv, og det afholder Tom Buk-Swienty sig også behændigt fra. Men diskussionen aktualiserer historien.

Lidt forvirrende er det dog, at forfatteren i den forbindelse flere gange anvender betegnelsen 'Tyskland', men netop her er det en vigtig pointe, at der ikke er tale om Tyskland, der først blev samlet i 1871. 'Tyskland' var et sprogområde ikke en nation. Der var i stedet tale om Det Tyske Forbund, som Buk-Swienty også selv gør opmærksom på. Det mindede mere om EU end om en nation i sin opbygning, og selve tanken om at lade den nu meget lille nation Danmark optage i samarbejdet var ikke helt hen i vejret. Måske er forfatteren, der også er journalist, blevet fristet til at skarpvinkle: For en moderne dansker lyder det selvfølgelig langt mere frygteligt, at kongen ville sælge os til Tyskland end til Det Tyske Forbund. Lidt sproglig præcision havde dog ikke gjort historien mindre interessant, for kongens virkelige forbrydelse var, at han gik bag om regeringens ryg.

Historien om Slaget på Als og det katastrofale nederlag i 1864 fortælles primært gennem et enormt persongalleri. Lige fra H.C. Andersen, der fortvivlet kommenterer krigen fra København over frivillige rekrutter som Erik Skram og Peter Severin Lund til den danske sognepræst og patriot N.L. Feilberg, der sender tre sønner i krig, men samtidig stifter venskab med en prøjsisk general. Og hvad der i begyndelsen synes at være noget af et virvar af navne bliver i bogens slutning flettet sammen i krigens kaos.

Enormt persongalleri

Dog kunne forfatteren med fordel have tyndet lidt ud i antallet af personer. For eksempel virker historien om den excentriske amerikaner, der sælger søminer - de såkaldte 'helvedesmaskiner'- til danskerne, overflødig. Helvedesmaskinerne kommer aldrig i brug. Men i andre sammenhænge er det netop en enkeltperson, der gør historien historisk. For eksempel beretningen om H.P. Rothe, der var kaptajn på panserskibet Rolf Krake, der var frygtet af prøjserne og af begge parter betragtet som det våben, der kunne afgøre krigen. Men da prøjserne natten til d. 29. juni 1864 sejlede over Alssund, vurderede kaptajnen, at Rolf Krake var kommet for sent, og prøjserne allerede havde fået hele styrken til Als, og danskerne var på tilbagetog. Det var slet ikke tilfældet. Men det stærke våben Rolf Krake forlod Alssund og fik næsten ingen indflydelse på slagets udfald. Med vanlig alvor fastslår Tom Buk-Swienty, at:»med sin beslutning om at trække sig ud af kampen, bliver orlogskaptajnen, en erfaren 50-årig sømand og dannebrogsmand, der har sejlet på verdenshavene med fregatten Galathea i den berømte jordomsejling 1845-47, en af dansk krigshistories mest kontroversielle personer.«

Fra patos til patetisk

Det er i høj grad anvendelsen af de private breve og dagbogsuddrag, der gør Tom Buk-Swientys bog så medrivende. For selvom forfatteren flere gange i retorikken bliver blodig, så bliver fortællingen om den enkle soldats oplevelser det sjældent. Voldsfascinationen ligger ellers lige for, når vi taler om en så voldsom og direkte krig, men det er den menneskelige skæbne, ikke den kropslige, der fascinerer Tom Buk-Swienty. Her er ikke lange passager om vold og ødelæggelse, og kun i få tilfælde kommer forfatteren ind på soldaternes overvejelser omkring det at slå ihjel. Bogen efterlader i stedet det indtryk, at Tom Buk-Swienty fascineres af ekstremerne. H.C. Andersens jamren, den nationalliberale redaktør fra avisen Fædrelandet Carl Plougs vrede over dansk hesitation og divaen Johanne Louise Heibergs sorg over landets skæbne driver af patos, og man fornemmer, at hele nationens følelsesliv på alle måder er påvirket af krigen i Sønderjylland. En situation, der sætter mennesker og nationer overfor ekstreme valg.

Der mobiliserer hele følelsesregistret, og hvor hver eneste beslutning kan have fatale konsekvenser. Den slags følelser findes ikke mere, selvom situationerne måske gør. Hvis nogen mener noget så alvorligt, så afviser vi det som patetisk og overdrevet selvhøjtideligt. Men det er måske i virkeligheden endnu et nationalt karaktertræk, der kan forklares med nederlaget i 1864. Man skal ikke tage sig selv alt for alvorligt - det kommer bare til at gøre ondt. Og måske er det endnu én af Tom Buk-Swientys velplacerede pointer.

Kære soldater i Afghanistan: Send flere breve.

Tom Buk-Swienty, Dommedag Als, Gyldendal. Udkommer i dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu